Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: I dette afsnit kan du blandt andet læse om en hiphopdup til kamp mod samfundets højredrejning, en pseudofuturistisk ørkenplade fra den mest grå del af Storbritannien og et mirakuløst velfungerende, musikalsk bunkepul.
For godt to måneder siden udgave Thom Yorke i samarbejde med sin mangeårige ven og musikalske partner Nigel Godrich albummet Anima. Sangene på det elektroniske album kredser, som sædvanlig fristes man til at sige, om menneskets fremmedgjorthed i en dystopisk verden, hvor angst synes at være konsekvensen af, ikke at have kontrol over sit liv. Der er mange fine ting på albummet, men det er også et album der forbliver sært upersonligt og til dels uforløst.
Yves Tumor sendte publikum ud på en rejse til et helt, helt andet sted, da han indtog Gloria med sin mærkværdige og grænsesøgende musik.
Di Garbi leverede en velspillet og til tider smuk oplevelse i spektakulære omgivelser, der på trods ikke skabte forløsning
Alex Zhang Hungtai (tidligere Dirty Beaches) slog et smut forbi CPH:DOX bevæbnet med saxofon og visuals. Det viste sig at blive en kort men intim fornøjelse.
Iceage har for alvor udviklet sig fra at være unge rebeller i undergrunden til at blive voksne mænd, der har et ærinde om at levere varen helt til døren. Det markerede de i Store Vega med et spændende lineup, der også talte Material Girls, CTM og Viagra Boys.
Yves Tumor druknede i lydproblemer og dårlig attitude.
Det sjette album fra danske Loke Rahbek under kunstnernavnet Croatian Amor er en knudret, stemningsfyldt og ikke mindst sortsynet affære.
Onsdag aften var saxofonisten og solisten Colin Stetson forbi Nørrebro, hvor han gav smagsprøver på sin tiltagende legendariske evner. Det var dog ikke kun teknisk imponerende, men en både følelsesmæssigt bevægende og en voldsom fysisk oplevelse for Undertoners udsendte.
Collapse EP er lyden af en Aphex Twin i balance med sig selv, og selvom pladen ikke er et genredefinerende mesterværk, så er det stadig en mesterlig samling numre fra en af electronica-genrens pionerer.
Engelske Tunng er tilbage med første studiealbum i fem år, tilmed med den oprindelige besætning inklusiv Sam Genders. Resultatet er en tilbagevenden til den succesfulde blanding af folk og electronica, som de slog igennem med tilbage i midten af 00'erne.
Death Grips lyder på Year of the Snitch som et herre-dårligt trip, til tider vaklende på kanten af det euforiske. Pladen er et voldsorgie, et mareridtskarneval og en salig blanding af dragende produktion samt enerverende larm.
Oranssi Pazuzu stod for en overvældende auditiv oplevelse, som havde fungeret langt bedre på et hvilket som helst andet tidspunkt end i de døende stunder af en forvejen udmattende festivaluge.
På sin femte Anish Music-udgivelse er Band Ane transformeret til et fuldblods ambient-projekt, der kræver lytterens fulde opmærksomhed og høretelefoner.
Der er ufatteligt meget godt at hente på Bisses debutplade PMS. Det på én gang udfordrende og indbydende lydunivers og den tekstlige sensibilitet gør pladen meget mere interessant, end jeg på nogen måde kan få fremstammet her. Der er kun ét for: Hør den!
Thom Yorkes andet soloalbum fletter på forrygende vis stemningsmættet ambient sammen med eksperimenterende electronica. Nogle steder bliver udtrykket for stillestående, men omvendt er denne passivitet klædelig i en tid, hvor verden bevæger sig så hurtigt.
Der var en umenneskeligt høj volumen, masser af energi og en anelse for meget jamsession, da norske Tremoro Tarantura med et skud velplaceret støjrock beviste, hvorfor det nogle gange er de mest ukendte navne, der leverer Roskilde Festivals mest underholdende koncertoplevelser.
Det har uden tvivl været med de bedste hensigter, at NorthSide valgte at lade The Flaming Lips gå på som det næstsidste navn lørdag aften. Men efter at have tilegnet sig et mere dystert udtryk, var bandets optræden langt fra det festfyrværkeri, man måske havde håbet på.
Det kom ikke som en overraskelse, at svenske The Knifes optræden på dette års NorthSide kom til at involvere instrumenter af tvivlsom ægthed og en pailletklædt dansetrup i en totaloplevelse, der både overbeviste, forvirrede og forargede publikum.
Med et væld af teatralske, ambiente lydflader ledte tyske Apparat publikum elegant igennem fremførelsen af albummet Krieg und Frieden. Det kunne med fordel have været et særskilt arrangement frem for en del af det tætpakkede festivalprogram.
