Da der landede en invitation i min indbakke om at komme til koncert på Thorvaldsens Museum, blev jeg nysgerrig. Kunstneren var Di Garbi – som går under det borgerlige navn Gabriella Kaysø og er klassisk uddannet pianist – og anledningen var, et til rummet og lejligheden særligt komponeret værk, der eftersigende ville blande inspiration fra »cinematisk, elektronisk og kontemporær musik med rødderne plantet i Mozart, Debussy og Satie samt Tori Amos, Kate Bush, Laurie Anderson og Scott Walker,« og udnytte museumsrummet med dets ni sekunder lange rumklang. Alt i alt lød det som en tillokkende mulighed. Især fordi der i år som bekendt ikke blev afholdt Frost Festival, hvilket var en stor skam. Festivalen har ellers været garant for unikke koncertoplevelser, når de har sat kontemporære musikere stævne med særligt udvalgte byrum og lokaler i København og omegn. Sidste år afholdt Frost Festival to koncerter på Thorvaldens Museum – der i øvrigt er Københavns ældste, og som rummer nogle af landets smukkeste museumslokaler. Og det var vitterlig en spektakulær lokation at afholde koncert i. På gulvet foran Thorvaldsens storslåede statuer af historiske skikkelser såsom Nicolaus Copernicus og den dramatiske rytterstatue i romersk stil af Józef Poniatowski stod række efter række af lysende rispapirslanterner, et klassisk flygel og en orientalsk gong. Der var noget nærmest sakralt over det, da koncerten blev indledt af Kaysø, som først alene sang et mantra, inden hendes tre korkvinder stemte i ude fra gangen og langsomt gik ind i rummet som i procession. En følelse, der absolut ikke blev mindre af det bibelske stormvejr med lynild og skybrud, der havde raseret i flere dage op til koncerten. Fra tidligt i koncerten stod det klart, at inspirationen fra især Kate Bush var til at føle i Di Garbis smukke og udtryksfulde vokalfraseringer, der stod i fin kontrast til det klassisk-inspirerede lydbillede og det kirkeagtige rum. I det hele taget var det en udsøgt oplevelse at høre musik spillet i et rum, hvor akustikken lod selv den mindste detalje stå kvivskarpt, og hvor hver lille undånding i mikrofonen eller diskrete slag på flygelet gav genklang igennem lokalet. Jeg må dog også indrømme, at jeg havde forventet en mere aktiv inddragelse af rummet for en koncertopsætning med titlen When Shadow Meets Light. Rummet var spektakulært, men desværre også ekstremt statisk, da lyssætningen hverken blev dæmpet eller brugt dynamisk. Selvom der blev talt meget om skyggernes symbolske betydning, så var den eneste af de titulære skygger, der rent fysisk faktisk var i fokus, den mastodontiske rytterstatue bag Gabriella Kaysø. Det betød også at den smukke lanterneudsmykning aldrig fuldstændig kom til sin ret. Musikken havde nogle meget tydelige cinematiske og teatralske kvaliteter. Her fortjener cellisten Josefine Opsahl særligt at blive fremhævet for de stemningsfyldte og hjemsøgte lyde, som hun med både bue og fingerspil fremtyllede på sit strenginstrument. Det fungerede særligt mesterligt på aftenens næstsidste nummer, som var det klare højdepunkt for mit vedkommende. Her tog jeg mig selv i at lukke øjnene og forsvinde væk i den drømmeverden, som musik skabte for mit indre. Kombinationen af rummet og den cinematiske musik gav mig nærmest kuldegysninger med klare associationer til gysetmesterværket Haunting on Hill House, hvor fortabte sjæle ligeledes danser rundt mellem de kolde og allestedsnærværende skulpturer i det gamle spøgelseshus. Andetsteds virkede det forbindelsen mellem musikken og tematikken omkring skygger og lys dog mere søgt. Gabriella Kaysø talte en del om musikkens personlige betydning og om hendes egen rejse fra lyset til mørket og tilbage til lyset. Dette mørke havde jeg dog svært ved helt at fornemme tydeligt i hendes tekstunivers, der mest virkede til at tage inspiration i klassiske travere indenfor popmusikken. Hvilket der slet ikke er noget galt med – udover at det personlige fokus gik lidt væk fra præmissen om at skabe et værk specifikt til rummet og muséet. Der blev dog også forsøgt at lave en kobling til muséet, da en kvinde indledte koncertens anden halvdel (Ja, der var indlagt en pause til vindrikning og museumskigning) med at recitere en myte fra antikken om en rejse ned i underverdenen og tilbage igen. Jeg forstod det tydeligt som et forsøg på at inddrage Thorvaldsens historik med at finde inspiration i antikkens verden til sine kunstværker, men det endte med at fremstå lidt afkoblet fra resten af koncerten. Istedet virkede det som om, at Di Garbi for en stund gik i gang med at fremføre det ultimative soundtrack til en oldkundskabstime. Når jeg slutteligt skal gøre status over min oplevelse af koncerten med Di Garbi på Thorvaldsens, så vil jeg indledningsvis pointere, at vi jo på Undertoner er – og altid vil være – et musiksite, der primært tager udgangspunkt i rytmisk musik og de traditioner, der hersker indenfor rock-, pop-, hiphop- og den elektronisk scene. Derfor skal min vurdering nødvendigvis tages med det gran salt, at man givetvis vil have fået noget andet ud af koncerten, hvis man kom med forventningen om at høre en klassisk flygelkoncert Personligt savnede jeg lidt mere vildskab, kant og vilje til at eksperimentere med rummet og dets mange muligheder. Man kunne snildt høre, at Di Garbi havde arbejdet hårdt på at bruge lokalets mageløse rumklang til at perfektionere sin vellyd – men samtidig undrede det at reallyde såsom udrykninger og kirkeklokker, der tydeligt trængte igennem til lokalet fra tid til anden, stadig virkede som distraherende momenter, efter at Kaysø og hendes musikere havde brugt en måned på at blive komfortable med lokalet. Det blev en velspillet og til tider smuk oplevelse i spektakulære omgivelser, som desværre også sendte mig i ud i den kølige nat med en lidt uforløst følelse i kroppen. Fotos af Daniel Nielsen
