Tag - electronica

Varm intimitet og kølig distance balanceres på Ice Cream Cathedral-sangerinden Anja Tietze Lahrmanns første soloudgivelse, hvor lydbilledet rummer både computerlyde, jazzede undertoner og klassiske korharmonier.

De britiske electronica-pionerer gik på scenen i Studie 2 med både abstrakte synthflader, der kunne hensætte publikum i en meditativ tilstand, samt med skarpe beats, som kunne lægge op til fest. Publikum var dog tilsyneladende ikke helt enige om, hvilken type koncert, de skulle forvente af Autechre.

50% af det canadiske electropopband Crystal Castles er blevet udskiftet, efter Alice Glass forlod duoen og blev erstattet af Edith Frances. Det er store og karismatiske sko, den nye sangerinde skal udfylde, men det klarede hun udmærket i løbet af bandets korte, men hæsblæsende mandagskoncert.

Sam Shepherd, manden bag Floating Points, havde taget et band med for at kunne opføre de organiske kompositioner fra hans nye debutalbum, men selvom koncerten havde nogle imponerende og opløftende momenter, ville det imidlertid have klædt den med større variation og bedre lyd.

Brooklyn-kunstneren med de ordløse vokalarrangementer er klar med opfølgeren til Nepenthe fra 2013. Julianna Barwick har skabt endnu et organisk, vokalbaseret album, som har sine synthhøjdepunkter, men som savner retning.

Plader

Mogwai: Atomic

Med dette soundtrack, der udgives som selvstændigt album, når det skotske postrockband længere ud og dybere ind og viser, at Rave Tapes fra 2014 ikke var en enlig svale på bandets vej mod et nyt udtryk. Superlativerne står ganske enkelt i kø!

Den elektroniske popduo Oh Wonder har slået stort igennem på internettet og har nu sendt deres debutalbum på gaden. Undertoner fik chancen for at møde dem forud for deres koncert i sidste uge på Lille Vega. Vi fik en snak om, hvad de vil med musikken, og hvordan det er gået til, at de på så kort tid har fået så stort et publikum.

Den fynske, elektroniske musikfestival Phono bød i år på åbningskoncert med danske Goodiepal og på diverse koncerter i FAF-siloen med bl.a. franske Black Zone Myth Chant & Low Jack, tyske Irmler + Liebezeit, amerikanske Sun Araw og britiske Beatrice Dillon.

Kombinationen af kammermusik og electronica er en forening, der høres stadigt oftere, og som også Metcalfe udforsker på The Appearance Of Colour. Strygernes svævende varme og den elektroniske knitren af knækkede rytmer og grynede synthesizere komplimenterer ofte hinanden vidunderligt. Derfor er det også bemærkelsesværdigt, at Metcalfe har lavet et så kønsløst album, som han har.

Selling Out åbenbarer glimtvis det store potentiale, danske O/RIOH gemmer på. Bittersød, elektronisk pop går hånd i hånd med ujævne, lydmæssige eksperimenter på denne debut-ep.

Efter at de havde “set giraffen” Sir Paul McCartney og skrålet med på “Hey Jude” foran Orange Scene, var der lagt op til, at Roskilde-publikummet skulle sendes hjem med et brag af en fest. På Arena havde verdensmusik-elskerne allerede danset i timevis til African Express, mens Suspekt lurede under teltdugen ved Orange Scene, som de havde lovet, at de »ville kneppe«. De, der var mere til den elektroniske musik, kunne dog søge ly ved Apollo, og få gang i de ømme dansestænger én sidste gang. Her spillede den hypede engelske producer Jamie xx nemlig. Vi blev indledningsvis lovet masser af “Good Times”, da The Persuasions gamle R&B hit fra ’72 bragede ud fra højtalerne, for at bekendtgøre den spinkle og lettere akavede DJ’s ankomst. Nummeret blev klippet op og røg ud i brudstykker sammen med en gallopperende bas, inden Jamie overlegent lod mixet glide over i sin egen sang “Good Times (I Know There’s Gonna Be)”. Reggae-rap fusionen var en partystarter, og publikum reagerede også ved at smide hænderne i vejret og danse. Energiniveauet dykkede dog støt i takt med at Jamie blev ved med at spille mixes af andre kunstneres musik, fremfor sit eget materiale. Bevares, numrene havde været en tur igennem Jamie XX maskinen og bar præg af hans karakteristisk melankolske lyd, men de nåede ikke i nærheden af hans egne kompositioner, der fremstod som klart funklende perler natten igennem. Som den rutinerede DJ, han er, holdt han dog festen kørende, omend det til tider var på lavblus. Han teasede af flere omgange publikum med at spille brudstykker af megahittet “Loud Places”, mens en oppustelig spækhugger nådesløst blev crowdsurfet frem og tilbage blandt publikum. Enkelte kåde individer forsøgte halvhjertet at gøre spækhuggeren selskab, med tvivlsomme resultater. Natkoncerten var i programmet markeret som en såkaldt “High Energy Concert” – et nyt tiltag der angiver, at man kan forvente moshpits og at blive trampet lidt over tæerne, hvis man vover sig til sådan en koncert. Jamie xx’s introverte ravemusik er dog langt fra musik, som man kan eller bør moshe til. Det er mere den slags rave, hvor man forsvinder og danser lidt inden i sig selv. Når han hev sine egne sange frem, såsom den Gil Scott-Heron-samplende “I’ll Take Care Of U” eller den pulserende “Obvs”, så fungerede det også som tiltænkt. Der ligger noget dybt tilfredsstillende i de smukke kompositioners tilsyneladende simple opbygning, der dog rummer langt flere lag end først antaget. Desværre faldt koncertens nerve og tempo, hver gang Jamie smed mixes af andres sange på. Man nåede at blive træt af numrene, inden de var færdige. Koncerten føltes lidt, som at være til familiemiddag hos sin moster, der insisterer på at blive ved med at servere den ene ret efter den anden til de propmætte gæster. Efter de første par retter bliver det højest til en våd bøvs, hvis man alligevel prøver at klemme mere ned. Det samme gjorde sig gældende for koncerten. Efter en hel uge med fester og dans, så skal der noget særligt til at få de trætte fusser til at rykke. Det havde han heldigvis også materiale til, den kære klejne brite. Mod koncertens slutning fik vi endelig megahittet “Loud Places”, hvor armene røg i vejret og der blev sunget med på det smukke popomkvæd: »Didn’t I take you to / Higher places you can’t reach without me«. Nummeret gled over i den fremragende kærlighedshymne “Girl”, der gav det dansende publikum en euforisk forløsning, og som sagtens kunne have været aftenens sidste sang. Men måske var Jamie blevet distraheret af Suspekts mega fyrværkerishow på Orange, for af uransagelige årsager skulle vi lige sendes i seng på et mix af Ol’ Dirty Bastards hiphop-banger “Got Your Money”. En pudsig slutning på en aften, der cementerede, at det er forbandet svært at skabe illusionen af klubstemning på Apollo-scenen.