»Fordi hun vil og kan ‘mere’.« SÃ¥dan lyder det gudhjælpemig i pressemeddelelsen til RebekkaMarias nye album. Mere? Ja, mÃ¥ske, hvis der med ‘mere’ menes mere kliché, mere skabethed og mere metervare.
The Slow Escape er en velproduceret, velspillet og iørefaldende debut. Eneste problem er, at pladens pendulering mellem electro/synthpop og (indie)pop ikke udnytter den potente energi, der findes i pendulets spændingsfelt, men fremstår lidt skizofrent.
Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.
Med Two Door Cinema Clubs debutudspil er der dømt dansabel indiepop til solen sniger sig op, så smid skovskjorten, gem emomasken væk, og fest, fest, fest!
Ginger Ninja har været udsat for noget, som minder om hype i løbet af det sidste år. De holder, hvad hypen har lovet: friskfyragtig dansabel electrorock/-pop. Men mere har de altså ikke rigtig at byde på.
Dans, indiedreng, dans!
Det er Ã¥benbart hvad norske indiedrenge gør, nÃ¥r de er alene hjemme om aftenen og spiser morgenmad foran tv’et. Ind foran spejlet og lege Jane Fonda. Det er …
Foto: Nikolaj Holm Møller
SÃ¥ kom den offentliggørelse af Efterklang pÃ¥ Roskilde Festival, som vi lidt havde ventet pÃ¥. Bandet har haft travlt pÃ¥ det sidste, da de sidste Ã¥r udgav …
Spy Island har luret på deres samtid og kommer nu med et lettere skizofrent udspil, der med et virvar af postpunk, indiepop, underlige indslag og bløde duetter tager pulsen på det moderne livsvilkår.
Savner du firserne? Kold krig, goth og eyeliner? SÃ¥ er Cold Cave et godt bud.
Dette electro-pop-enmandsprojekt elsker lyden af Human League og New Order (og let’s face it, det gør …
The Artificial Limbs leverer en skuffende og forudsigelig omgang synthpop, der måske vil gebærde sig på et røgfyldt dansegulv, men absolut ikke hører hjemme på et hi-fi-anlæg.
SÃ¥ er den her! Undertoners liste over de bedste plader fra 2009. Men inden følger et lille blik pÃ¥ Ã¥rets tendenser…
Jo, det er fredag, der er sprut i køleskabet, og du vil ud og kaste dine lemmer rytmisk rundt i et mørkt lokale med en masse svedende mennesker.
MÃ¥ske er du …
Sinusoid Wave Electronica er rigtig godt selskab. Selvom musikken er poppet og pæn, er den så godt skruet sammen, at lytteoplevelsen forbliver rar frem for kedelig.
Cold Cave spiller mørk electropop efter den helt rigtige opskrift: Tilsæt to deciliter Crystal Castles, en deciliter Human League, en knivspids The National og en teskefuld Joy Division. Det lyder godt, men der mangler noget, hvis det rigtig skal smage.
Sterling i deres stiveste puds.
Sterlingske Tidende beretter, at Sterling er ved at være klar med deres tredje album, opfølgeren til Yndigt Land fra 2006. Bandet er dog lidt nærige med …
Er man til dansabel electropop vil man ikke blive skuffet over Don’t Stop. Norske Annies andet album er nemlig spækket med glade rytmer til en aften på dansegulvet.
Inde i byen, altså inde i city, skinner forretningsfacaderne og finansfolkenes hovedkvarterer så skarpt, at man er nødt til at bære den kølige distances solbriller for at klare sig. Det har svenske Valutan lavet en skrabet electropop-ep om.
Jeg føntørrede håret, tog ghettoblasteren på skulderen og rejste tilbage til 80’erne; her stødte jeg på et af de bedste argumenter mod synspunktet om, at dette var lortemusikkens årti.
Kvinder har bare smukkere ansigtsbehåring end mænd. Foto: Anders von Greffelstejn
Den tidligere forsanger i Lampshade, Rebekka Maria, fik allerede gang i sin solokarriere, inden Lampshade lukkede ned. Nu hvor de …
Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.
Jeg har et lidt anstrengt forhold til Vampire Weekend – Ra Ra Riot er jeg til gengæld temmelig glad for. Discovery er den fuldelektroniske kombination af de to og ender med at være en smækker oplevelse udi superpoppen.
Selvom Futurinô er femte udspil fra den franske duo Rinôçérôse, anmeldes de for første gang i Danmark. Om det er på grund af manglende kvalitet eller et rent uheld, er ikke til at sige, men Danmarks første bekendtskab med duoen er en blandet fornøjelse.
Basix møder Speen United? Vokalharmonier møder elektronik? Tja. When Saints Go Machine har helt deres eget udtryk, og det kan de sagtens være bekendt. Det er småt med musikalsk ukrudt, og i disse miljømæssige tider er det helt rart at slippe for at bruge Roundup.
Phoenix har altid lavet dejlig varm og blød sommerpop, men denne gang har de virkelig skummet fløden og føjet en ny portion hits til deres stødt stigende forråd. Dette er franskmændenes bedste plade.
Bastskørt og stammedans på Rust? Ruby Suns leverede momentvis soundtracket til de mest fantastiske, calypso-glade dagdrømmerier, du kan forestille dig. Til tider forsvandt gnisten dog i sniksnak, og så blev man ubarmhjertigt flået tilbage til virkeligheden.
