Det nye danske projekt New City forsøger at give kunstigt åndedræt til de tidlige 80'eres mørke dansemusik og new romantics, men ender som et hult ekko af fortiden. Melodierne er blottet for gnist og fremdrift, og oven i købet har gruppen lavet en af de svageste singler i årevis.
Fesent/hårdtpumpet. Så skizofrent har jeg noteret mig på min blok. Jeg er desorienteret. I 45 minutter har jeg lagt øre og krop til en konstant vekslen mellem en sfærisk, blå ensomhed og en tung, trampende disko-dunken i mellemgulvet. Og det er en blandet fornøjelse.
Det andet album fra svenske Differnet er umådelig svært at proppe ned i en bås. Der er glitch, danse-beats, melodier a la indiepop og lyse vokaler. Men frem for alt er der elektroniske manipulationer - i en grad, så man bliver træt af dem.
Den franske duo Margo leverer på deres anden plade insisterende electro-pop med et poetisk tekst-univers. En helt okay plade, der desværre ikke er så fængende, som man kunne ønske sig.
Pop er ikke noget særligt uden gode melodier. Og det er hér, det halter på Next to Belugas debut-EP, der af og til viser potentiale, men også er så velspillet og retro-laber, at den bliver lige lovligt poleret.
Intelligent og poppet lo-fi electronica blandes grundigt med feministiske og samfundskritiske budskaber til en velfungerende helhed af den berlinske pigetrio Rhythm King and Her Friends.
Den anden fuldlængde fra Slowdive-guitaristen Christian Savills nye band, Monster Movie, er en omgang varieret dream-pop og shoegazer, der holder en høj standard, men lige mangler den gnist, der ville gøre det fremragende.
Det er ikke lang tid siden, Rhea Sylvia sidst blev anmeldt af Undertoner, men her er altså ord med på vejen til endnu en upåagtet demo med personlig kaffe-elektronisk pop.
Boston-kvartetten 27 blander på Let the Light In bittersød elektronisk pop og energisk hardcore med inspiration fra Aimee Mann, PJ Harvey og Fiona Apple. Resultatet er en varierende ep, der dog aldrig helt rammer en konsistent stemning, der kan holde lytteren fanget.
Neulander slækker ikke på armbevægelserne på deres debut. Hverken musikalsk eller tematisk.
Pladen, man undrer sig over. Og fascineres af. Og formentlig hader (det gør min kæreste i hvert fald). Det franske orkester med den mildest talt let genkendelige stil har udsendt endnu et album.
Matthew Herberts kone debuterer som solokunstner – med godt resultat.
De unge mennesker i Sidste ambulance viser med deres første udspil en velsmurt popmaskine, der vil frem i verden.
Tiger Baby har længe rumsteret i kulissen af musikkens hovedscene. Debutudspillet Lost in You byder på blankpoleret elektronisk pop af den jævne og kedelige slags.
Den relativt ukendte duo præsterer med deres tredje demo at fremtrylle underspillet elektronisk pop tilsat hverdagspoetisk dansk lyrik, men taber dog overordnet sig selv ned i den kitschede plagiattønde.
Måske har Matthew Adam Hart været meget ensom på soveværelset i Canada, hvilket kan forklare, hvorfor The Russian Futurists lyder som en børnefødselsdag på electropop-diskotek i et naturreservat.
En electropoppet plade, som starter rigtig godt, men siden snubler i farten.
»Keine langweilige Scheisse.« Tyske Bernadette La Hengst er en kvinde med ben i næsen og et øre for den gode popsang. Der er ingen tid til det kedelige lort. På sin opløftende debut som soloartist skærer hun ind til benet – både på sin elektroniske poplyd, men også i sine tekster.
Krystalklar electropop tilsat stærke lyriske tekster. Beatsne er legende og udfordrende, men alligevel helt ligetil, og melodierne er ren popkunst. The Postal Service har på Give Up søgt en varm lyd med ligefremme og dansable kompositioner.
