Tilbagevendt med det første studiealbum efter syv år, har Efterklang fornyet sit udtryk, der nu ligger et sted mellem det elektroniske og orkestrale. Det er skrøbeligt og flydende, men albummets udviklingskurve mangler et ryk og kræver tålmodighed af sin lytter.
For godt to måneder siden udgave Thom Yorke i samarbejde med sin mangeårige ven og musikalske partner Nigel Godrich albummet Anima. Sangene på det elektroniske album kredser, som sædvanlig fristes man til at sige, om menneskets fremmedgjorthed i en dystopisk verden, hvor angst synes at være konsekvensen af, ikke at have kontrol over sit liv. Der er mange fine ting på albummet, men det er også et album der forbliver sært upersonligt og til dels uforløst.
Den Sorte Skole har udviklet en yderst fintunet fornemmelse for deres publikum, hvilket de udnyttede til at spille en formidabel koncert sent på Musik I Lejets sidste dag.
Den københavnsk Discoshaman aka Daniel Andersen fyrede op for en shamanistisk højtflyvende tur, der desværre først fik rigtig luft under vingerne til aller allersidst under seancen.
Med 2 Points 5 Step Pets vender Bjørn Christiansen tilbage i studiet. Efter en pause på 9 år fra solokarrieren, der har bragt eminente og altid elektroniske albums, vender Christiansen sin elektroniske snude tilbage i Bjørn Svin-studiet. Her har han skabt en dyster plade, der på fascinerende og udfordrende vis tager lytteren med rundt i den dybe underbevidsthed.
Den amerikanske elektroniske duo Beacon er tilbage med deres tredje album Gravity Pairs. Som album er det rigtig udmærket – atmosfærisk og forførende. Skiller man det fra hinanden, bliver man hurtigt skuffet.
Det seneste album fra de franske elektrostjerner Justice er desværre et tyndt forsøg på at koge ny suppe på gamle hits.
Laurel Halo er med Raw Silk Uncut Wood ude på dybt vand, hvor hun prøver at trække lytteren med ned i et omgivende, dystert univers, som er rædselsslagende, men alligevel ret så afslappende og medrivende.
De tyske pionerer fra Kraftwerk lukkede Haven Festival med et festligt brag, der viste deres overvældende indflydelse på moderne musik.
Aphex Twin er tilbage med et meta-belagt lydspor, som hånd i hånd med VJ-kunstneren, Weirdcore, får Google Maps til at ryge DMT.
Oil Of Every Pearl’s Un-Insides er et album, der sprudler af kreativitet og nytænkning, men som desværre ikke formår at følge en yderst stærk start helt til ende.
Leon Vynehall er tilbage efter hans forrige udgivelse Rojus (Designed to Dance). Denne gang har Vynehall strikket udsædvanlige rytmemønstre og følelsesladende momenter sammen, der giver et bevægende album – dedikeret til hans familie.
Efter fem års musikalsk tavshed er When Saints Go Machine nu ude med EP'en It’s A Mad Love, der på mange måder lyder fuldstændigt som bandet gjorde tilbage i 2013, men alligevel er et forsøg på at løsrive sig fra de vante former.
Singularity lægger sig i slipstrømmen fra forgængeren Immunity og byder på samme eminente blanding af bombastisk tekno og hårrejsende smuk ambient. Jon Hopkins blander tordentung bas med strygere, kor og klaver på et fascinerende og paradoksalt værk, man ikke bør snyde sig selv for.
Ekstrovert, frigørende og ikke mindst en løftet fuckfinger til patriarkatet. Karin Dreijer skaber ikke kun koncerter, men særpræget, stærk performancekunst. Desværre følger musikkens niveau ikke altid med.
Når "Eat The Elephant" folder sig ud, er det desværre ikke uden faldgruber, og selvom der findes øjeblikke af storhed, efterlades man også med overvejelser over, hvad albummet kunne have været.
Danske Veto har været stille i en årrække, men den tid er nu ovre. 16 Colors er et mørkt og relevant album, der buldrer frem med en holdning til den moderne livsstil, der præger store dele af verden. Den melankolske og til tider faretruende stemning, albummet præsenterer, opfordrer til selvrefleksion og overvejelser om egen livsførelse.
Tune-Yards sætter politik og kulturkamp i førersædet på sit fjerde album, der dog stadig har plads til masser af skæv percussion og et par dansable øjeblikke.
De moderne britiske legender trodsede regnen og leverede en magtdemonstration, der fik et fantastisk bagkatalog, teknisk kunnen, karisma og et passende sceneshow til at gå op i en højere enhed.
James Blake returnerede til NorthSide søndag aften, men den britiske minimalist manglede både inspiration og interaktion.
