Tag - elektronisk

En organisk popplade med et elektronisk snit og visse americana-tendenser, der ikke lige lader sig kategorisere. Slow Days er faktisk, måske bortset fra det vokalmæssige, en ganske vellykket plade, der insisterer på, at man sætter sig ned og lytter.

Mikael Simpson dyrker stadig det minimale i sine elektronisk funderede popsange. På denne tredje plade i eget navn søger Simpson et overvejende elektronisk udtryk. Afvigelsen er ikke stor fra de øvrige plader, men så længe melodierne er stærke... og det er de oftest.

Plader

Helios: Eingya

Lidt fine guitarmelodier, en smule piano og slæbende beats. Så er opskriften på et Helios-nummer næsten komplet. Tilsæt en knivspids godt håndværk, en halv omgang enslydende numre, og den er ved at være der. Nu mangler der blot positiv stemning og forudsigelighed - så har vi Eingya.

Med sit nye projekt Peeping Tom formår Mike Patton (Faith No More, Mr. Bungle) at skabe en stor kogende blanding af genre og lyde, og nogle af ingredienserne hedder Norah Jones, Rahzel og Massive Attack. Albummet er tungt og hiphop-influeret, og det vil glæde både nye og gamle Patton-fans.

Den tidligere Sparklehorse-sangerinde Sophie Michalitsianos formår med sit soloprojekt, Sol Seppy, at skabe sin egen lyd som blander singer/songwriter, klassisk og elektronisk musik på en smuk og skrøbelige måde. Sol Seppys solodebut er personlig, fortryllende og yderst vanedannende.

Keith Fullerton Whitman er i stand til at holde mange bolde i luften. Og selv om det måske ikke er store bolde med ild i, han jonglerer rundt med, er Lisbon en unik blanding af dronende elektroniske understrømme og imponerende detaljeret ambient.

Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.

Knol Tate har forladt sin laptop og i stedet dannet et band. Askeleton er derfor ikke længere et enmandsprojekt, og resultatet er god, gedigen indierock. Desværre glemte Tate at tømme sin harddisk.

Glæden ved at kunne downloade The Boy Is Deads demo gratis overskygges desværre lidt af indholdet, som godt nok er fyldt med masser af kunstneriske tiltag, men desværre mangler den berømte røde tråd.

En musiker-duo med hang til spartansk og eksperimenterende electronica og en Golden Globe-vindende filmkomponist. Sådan ser udgangspunktet for albummet The Dolls ud - et projekt, der desværre i for høj grad lader lytteren i stikken med sine spartanske kammerpopeksperimenter.

Siden den seje Haha Sound fra 2003 er engelske Broadcast er blevet til en duo. Men så længe Trish Keenan har patent på samtlige stemmer i de hyppigt anvendte vokalharmonier, kan det umuligt gå galt. Det gør det absolut heller ikke på album nr. tre.

Plader

Flanger: Spirituals

Uwe Schmidt og Burnt Friedmann har sammen og hver for sig vist, at de kan rumme mange genrer og stilarter og alligevel sætte deres helt personlige præg på musikken. Men dette fjerde udspil som Flanger er overraskende nok temmelig upersonligt.

The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.

Pionerer er nærmest for svagt et ord at bruge om Kraftwerks rolle i den elektroniske musiks udvikling. Computerwelt præsenterer dem på toppen af deres karriere, hvor de fandt en imponerende balance mellem minimalisme, pop-fornemmelse og temmelig subtile og svært tolkbare samfundsrevsende budskaber.

På Deadbeats tredje album formår bagmanden Scott Monteith at skabe et flot helhedsindtryk, selv om det er første gang, han benytter sig af vokal. Helhedsindtrykket bliver dog til en lidt trist ensformighed, efterhånden som albummet skrider frem.

Man må virkelig have musikalsk overskud, når man ikke bare udsender to plader samtidigt, men også to rigtig gode plader. Conor Oberst begiver sig ud i mørk popmusik med en overflod af keyboards, guitar og flerrytmiske trommer. Og resultatet? Fremragende!

Et åbent sind er den påbudte dress code ved indgangen til Elektronavns afhandling om rationel mystik, der hensætter lytteren i undren og meditation over lydrummets anatomiske gåde.

múms nyeste udspil er lidt som et vækkeur med en pude henover. Den skarphed, der skulle få dig til at vågne op og give musikken opmærksomhed, er væk. I stedet står jeg med en skive, som jeg egentligt kun kan trække på skuldrene af. Tja...

På sit andet album viser Namur sig fra en mere elektronisk side. Til trods for modet til at eksperimentere rent stilmæssigt er der dog stadig noget forceret over blandingen af elektronisk musik og rockmusik.

The Shy Retirer EP når ikke det bedste, Arab Strap har præsteret. Alligevel indeholder den flere rigtig fine numre, og den er helt sikkert pengene værd.

boeger