Tag - elektronisk

Plader

Mikael Simpson: Stille og uroligt

Mikael Simpson dyrker stadig det minimale i sine elektronisk funderede popsange. På denne tredje plade i eget navn søger Simpson et overvejende elektronisk udtryk. Afvigelsen er ikke stor fra de øvrige plader, men så længe melodierne er stærke... og det er de oftest.

Plader

Helios: Eingya

Lidt fine guitarmelodier, en smule piano og slæbende beats. Så er opskriften på et Helios-nummer næsten komplet. Tilsæt en knivspids godt håndværk, en halv omgang enslydende numre, og den er ved at være der. Nu mangler der blot positiv stemning og forudsigelighed - så har vi Eingya.

Plader

Peeping Tom: s.t.

Med sit nye projekt Peeping Tom formår Mike Patton (Faith No More, Mr. Bungle) at skabe en stor kogende blanding af genre og lyde, og nogle af ingredienserne hedder Norah Jones, Rahzel og Massive Attack. Albummet er tungt og hiphop-influeret, og det vil glæde både nye og gamle Patton-fans.

Plader

Sol Seppy: The Bells of 1 2

Den tidligere Sparklehorse-sangerinde Sophie Michalitsianos formår med sit soloprojekt, Sol Seppy, at skabe sin egen lyd som blander singer/songwriter, klassisk og elektronisk musik på en smuk og skrøbelige måde. Sol Seppys solodebut er personlig, fortryllende og yderst vanedannende.

Plader

Keith Fullerton Whitman: Lisbon

Keith Fullerton Whitman er i stand til at holde mange bolde i luften. Og selv om det måske ikke er store bolde med ild i, han jonglerer rundt med, er Lisbon en unik blanding af dronende elektroniske understrømme og imponerende detaljeret ambient.

Plader

The Holiday Show: s.t.

Danske The Holiday Show byder på en herlig blanding af synth, falsetvokal og klassiske rockinstrumenter, der resulterer i et behageligt popunivers. Det sker desværre i et vist omfang på bekostning af eksperimenterne.

Plader

Askeleton: (Happy) Album

Knol Tate har forladt sin laptop og i stedet dannet et band. Askeleton er derfor ikke længere et enmandsprojekt, og resultatet er god, gedigen indierock. Desværre glemte Tate at tømme sin harddisk.

Plader

Vladislav Delay/Antye Greie/Craig Armstrong: The Dolls

En musiker-duo med hang til spartansk og eksperimenterende electronica og en Golden Globe-vindende filmkomponist. Sådan ser udgangspunktet for albummet The Dolls ud - et projekt, der desværre i for høj grad lader lytteren i stikken med sine spartanske kammerpopeksperimenter.

Plader

Broadcast: Tender Buttons

Siden den seje Haha Sound fra 2003 er engelske Broadcast er blevet til en duo. Men så længe Trish Keenan har patent på samtlige stemmer i de hyppigt anvendte vokalharmonier, kan det umuligt gå galt. Det gør det absolut heller ikke på album nr. tre.

Plader

Flanger: Spirituals

Uwe Schmidt og Burnt Friedmann har sammen og hver for sig vist, at de kan rumme mange genrer og stilarter og alligevel sætte deres helt personlige præg på musikken. Men dette fjerde udspil som Flanger er overraskende nok temmelig upersonligt.

Plader

The Tough Alliance: The New School

The Tough Alliance vil gerne være på tværs. Med sing-back-vokaler pumper de to bagmænd en poleret elektropop, der lægger op til dans og absolut ikke til fordybelse. Og så er der heller ikke så meget mere at komme efter på albummet, som i længden er anstrengende og ensformigt.

Klassikeren

Kraftwerk: Computerwelt

Pionerer er nærmest for svagt et ord at bruge om Kraftwerks rolle i den elektroniske musiks udvikling. Computerwelt præsenterer dem på toppen af deres karriere, hvor de fandt en imponerende balance mellem minimalisme, pop-fornemmelse og temmelig subtile og svært tolkbare samfundsrevsende budskaber.

Plader

Deadbeat: New World Observer

På Deadbeats tredje album formår bagmanden Scott Monteith at skabe et flot helhedsindtryk, selv om det er første gang, han benytter sig af vokal. Helhedsindtrykket bliver dog til en lidt trist ensformighed, efterhånden som albummet skrider frem.

Plader

múm: Summer Make Good

múms nyeste udspil er lidt som et vækkeur med en pude henover. Den skarphed, der skulle få dig til at vågne op og give musikken opmærksomhed, er væk. I stedet står jeg med en skive, som jeg egentligt kun kan trække på skuldrene af. Tja...

Plader

Namur: Conquer Me

På sit andet album viser Namur sig fra en mere elektronisk side. Til trods for modet til at eksperimentere rent stilmæssigt er der dog stadig noget forceret over blandingen af elektronisk musik og rockmusik.