1. juli går det for alvor løs på Roskilde Festival. Undertoner giver et bud på, hvad der er værd at se på festivalens førstedag.
Salli Lunn udsender en længe ventet debutplade, der lover godt for bandets fremtid og sommerens koncerter. Men det hele er desværre ikke lutter lagkage.
Fransk afmagt. Knitrende molpigmenter og afgrundsstemning. Brusk mellem brynene og spændte muskler i et stramt ansigt – det er ikke helt for sjov, det her. Velkommen til Trikolorens sorte rande under øjnene.
Med debutpladen fra 2005 viste Circa Survive sig som et lovende navn inden for atmosfærisk emorock. På opfølgeren viser de ingen nye takter. I stedet gentager de sig selv i 12 sange, der alle ligner hinanden og fremstår som en intetsigende masse.
Et mislykket forsøg fra pladeselskabet Saddle Creek på at levere interessant emorock. Melodierne er stærkt forglemmelige, og materialet flyder sammen til en middelmådig suppedas. Om igen.
Et kuld medlemmer fra diverse punkbands har iklædt sig dyremasker og givet sig i kast med at skrive progressiv miskmask-musik. Det har resulteret i en plade, som er flere ting på én gang. Krævende: bestemt. Prætentiøs: i dén grad. Mislykket: overvejende.
Her er skrig, følelsesladede klaverakkorder, hoppende trommer, lidende guitarer og en hæs karamel-vokal. Hvis målet for Desert City Soundtrack var at fylde patos-glasset højere op til kanten, end det nogen sinde har været, er det nået.
»Lost my opium den… / We got lost again.« En intellektuel udfordring, en hash-psykose, en hovedpine eller en druktur? Oplevelsen afhænger af perspektivet, og perspektivet afhænger helt af dine tidligere oplevelser.
Det er lang tid siden, rock’n’roll blev proklameret død, men hvad med emo-rocken, dens skrigende og hylende bastardbror? Er det kampsange eller begravelsessalmer, Eleven Minutes Away byder på med Arson Followed Me Home? Desværre mestendels det sidste.
Settlefish spiller i udgangspunktet emorock, men bandet formår med held at blande genren med musikalske indspark og for genren fremmede finurligheder. Det har resulteret i et af dette års mest interessante albums fra Italien.
Med sit nye sideprojekt langer Conor Oberst ud efter alskens aspekter af kapitalismen, men i jagten på en aggressiv lyd ender Desaparecidos lidt for ofte i en forudsigelig emo-grøft.
The Beautiful Mistake leverer stadigvæk storladen og kliché-præget hjerte/smerte-emo på en måde, der enten får nakkehårene til at rejse sig eller mundvigen til at falde.
Brandtsons emorock har udviklet sig hen mod et stadig mere poppet og letfordøjeligt udtryk. På Send Us a Signal mangler de dog tilpas stærke melodier til for alvor at rykke.
The Militia Group har udgivet en kompilation, hvorpå de præsenterer alle de bands, de har i stalden. Kompilationen er lig så mange: Her er gode og dårlige ting, men det jævne er dominerende.
Sidste kapitel i Deep Elms Emo Diaries-serie er landet. Albummet viser både, hvorfor Emo Diaries har fået en solid fanbase, og hvorfor dette 10. kapitel er det sidste i serien.
Emo-rockerne med pige/dreng-duetter og sangene om den frustrerede kærlighed er tilbage. Anyone in Love With You (Already Knows) er et bevis for Rainer Marias enorme energi live.
De har gjort det før, de gør det igen, og de vil sikkert gøre det fremover, folkene fra Deep Elm-selskabet.
The Snake, the Cross, the Crown spiller emo på samme måde, som hundrede bands har gjort det før. De er dog så gode til det, at de stadig er værd at lytte til.
Det er politiske slagord i form af intetsigende floskler, som er det fremtrædende element på dette højtråbende bands plade. Musikken fører intet nyt til den forslidte emoskabelon.
Den kritikerroste indieinspirerede emo-combo Pilot to Gunner sender deres tredje album på gaden og gør parat til at redde emoverdenen fra spontan selvdød.
Minialbum fra den tyske gruppe Monochrome, der viser en gruppe med glimrende melodisk og spillemæssig tæft, men til gengæld ikke har så mange forskellige strenge at spille på.
The Quick Fix Kills er fem gentlemen fra New Jersey med hang til emorock. Saint Something er navnet på deres debut, der ikke revolutionerer verden, men uden tvivl gør den til et bedre sted at leve.
Black Heart Procession med Alec Empire som kor-skriger? En blanding ingen nogen sinde har overvejet. Heldigvis. Før nu. Men ak, den findes altså på denne debutplade, der er sørgmodig som et begravelsesfølge og alt for ofte tindrende hysterisk.
Alt ved dette bands image skriger gymnasierock, lige fra den klodsede coverart til dens linernotes, der erklærer, at “who the Secession Movement are is inconsequential; who you are is far more important”. Men We Need a Hill er ikke en samling pubertære kærestesorger, men et album fyldt med udfordringer.
De har engang rocket. Så ville de lave en amerikansk pendant til Radioheads Kid A. Nu er The Appleseed Cast vendt tilbage med en plade, som søger mod bandets rødder – dog med et udtryk, som ikke ligner tidligere tiders bedrifter.
