Meg Baird er formentlig mest kendt for sit virke som sangerinde i den fremragende sekstet Espers. Med Dear Companion skifter hun de eksperimenterende folksange ud med et langt mere traditionelt og afdæmpet udtryk, og det slipper hun helt fantastisk godt fra.
Nina Nastasia har indgået et arbejdsfællesskab med trommeslageren Jim White fra Dirty Three. Det er der kommet et blandet resultat ud. Musikalsk lyder det som Nina Nastasias tidligere plader, men kvalitetsmæssigt er vi et stykke efter hendes vanlige niveau.
Den fjerde plade på tre år fra Andrew Hargreaves og Craig Tattersall byder på 10 forsagte folksange, der egentlig er mere ambient end folk. Sangene dukker umærkeligt frem fra disen, men er selv så umærkelige og disede, at de ikke sætter de store aftryk.
"Hvis der var indianere i Nordsverige, ville de lyde sådan her." Så kort og præcist beskrev en ven lyden af Wildbirds & Peacedrums. Men spørgsmålet er selvfølgelig, om det ubetinget er en god ting? Dertil er svaret lige så kort og præcist: Nej, ikke ubetinget.
Oven på sit tre år gamle gennembrudsalbum Let It Die har Leslie Feist valgt at tone sit musikalske univers en anelse ned. Balladerne er i overvægt på The Reminder, og det er lige før, det bliver for meget af det gode. Men også kun lige før.
Pladeselskabet Secretly Canadian kan efter 11 års levetid fejre, at de har rundet udgivelse nummer 99. Det gør de med en jubilæumsplade, hvor 18 kunstnere fortolker hinandens sange. Som en introduktion til SC holder pladen ikke, men den pirrer alligevel nysgerrigheden nok til, at den ender som en fin appetitvækker.
Brian Wilson bliver kun nævnt én gang i denne anmeldelse (ok, nu er det så to gange). Resten af sammenhængen med det aldrende pop-geni må du selv lytte dig til. Faktum er dog, at Panda Bear har skabt dette års første deciderede mesterværk. Og har gjort det med melodisk nysgerrighed som en grundsubstans, der er svær at overhøre.”Take a look at the new Brian Wilson of our generation, everybody.” Sådan lyder en af kommentarerne til en live-video med Panda Bear på Youtube. Og Animal Collective-medlemmet Noah Lennox, der alene står bag Panda Bear-udgivelserne, har vitterligt noget at have det i. For med en særegen evne til at konstant at lade grundsubstansen i sit værk, melodien, udvikles, har Panda Bear med sit tredje soloudspil begået det mesterværk, som hele tiden har ligget gemt et sted i sfæren omkring Animal Collective. Det starter faktisk ganske blidt og velkendt ud. “Comfy in Nautica” optrådte første gang på en 7″-single udgivet sidste år, og dens brusende og fjernt håndklappende melodi springer stadig lige klart frem fra ekkotågerne. Den messende tone efterlader et andægtigt indtryk af en kunstner, der i løbet af pladens levetid har tænkt sig at tage dig med på en rejse til steder, hvor du end ikke havde håbet på at komme. Og på den måde lægger Panda Bear selv linjen til en plade i hvis selskab selv de mest ruskende forårsdage føles tropiske og sorgløst barnlige. Og allerede herefter kommer den første virkelige overraskelse. Det sker i form af “Take Pills”, hvor Panda Bear langsomt og med småt skiftende samples bygger frem mod en pumpende og overraskende dansabel rytme. De første par gange virker skiftet mellem langstrakt tambourinakkompagneret ambience til den tungere bastante rytme noget brat, men efterhånden træder små brudstykker af den kommende rytme frem i hele opbygningen. Og åbner dermed for et helt nyt univers af små velkomne genkendeligheder. Under den elegant fængende melodi befinder sig endnu et ny-åbnet univers i Panda Bear-regi, nemlig let forståelige tekster. Og sangens opfordring til at tage piller – hvilke det er er lidt svært at nå frem til – er faktisk nærmere en advarsel Panda Bear giver sig selv men også sin moder: »I dont want for us to take pills / Because we’re stronger / And we don’t need them,« lyder den afsluttende rundgang. Ligesom pladens åbner er “Bros” også en tidligere udgivet sang. Men det gør det ikke værre at høre den i fuldlængdealbummets sammenhæng, for med sin åbne akustiske rytmik kunne sangen fint stamme fra Animal Collective-pladen Sung Tongs. Men i dette selskab giver Panda Bears skiftevis grædende sampling af en mandestemme og et leende barn samt den noget primitive hihat-programmering pludselig mere mening. For det nærmer sig det mantraagtige, når han lader børnene skrige under linjerne »I’m not trying to forget you / I just like to be alone / Come and give me the space I need / And you may and you may / And you may and you may and you may / Find that we’re alright.« Det er så forbandet elegant, at de lidt for mange samples, der hele tiden væves ud og ind af melodien og sangens rytmik helt bliver tilgivet. “I’m Not”, der udkom på samme single som “Comfy in Nautica”, har en akustisk dubbet grundtone og viser samtidig, at de mange referencer til nyere minimaltechno a la Berlin i Person Pitch-coveret ikke er nogen tilfældighed. Og det er især her, at henvisningen til Markus Guentner bliver tydelige, til trods for at Guentner opererer i et vokalløst univers, og Panda Bear netop bruger sin lyse virkningsfulde stemme i opbygningen af de mange niveauer i musikken. Vokalen er også omdrejningspunktet i den percussion-opbyggede “Good Girl”, hvor høje elektroniske frekvenser blander sig i det trevlede ekko af vokalsamples og skaber en stammelydende stemning med udfasede skrig og masser af melodiske krumspring, der faser ud og skifter – måske lidt for brat – retning over i et klaverbaseret stykke med et ganske banalt trommesample, der igen peger imod langt mere firkantede og dansable inspirationer. For til sidst at blive en vimsende og vuggende reggae-sag, hvor endnu en melodi træder frem. Ja, det er forbandet forvirrende, men samtidig evner Panda Bear hele tiden at holde et nogenlunde fast fokus hos lytteren via den altid nærværende vokal. Det virkelige skifte i forhold til Panda Bears forrige plade, den lige så mesterlige, men noget mere afdæmpede Young Prayer, ligger i teksternes genkendelighed samt de elementer af Jane-projektet, som har fået lov til at blive lagret i hans små samplerinstrumenter. For det er sammenrendet af alle de gode enkeltdele, der til sammen giver en udgivelse, der – ud over at være umiddelbart tilgængelig for de, der ikke er melodiforskrækkede – har den evne, at hvert nyt lyt lader sig folde ud i en vifte af melodiske retninger, der før har virket gemt helt væk i lagene af ekko og reallyde. Person Pitch bliver svær at stikke. Det er – uden tøven – årets hidtil bedste udgivelse.
Det islandske pladeselskab 12 Tönar har åbenbart gjort det igen. Denne gang er der tale om en stemningsmættet, underdreven og tidløs udgivelse, der kan nå et godt stykke ind under huden – hvis man ellers giver den lov.
Misery Loves Company er første udspil fra danske Alcoholic Faith Mission og er tilsyneladende indspillet i et soveværelse et sted i København. Det er der kommet et roligt og meget behageligt singer/songwriter-album ud af, som dog i sin helhed kan synes lidt for monotont.
Finsk/fransk duo gæster Århus og København i april. Kombinationen fransk/finsk holder vi meget af hos Undertoner. Derfor var det også glædeligt at finde ud af, at Mi & L’au kommer til Århus og København i april. Den 16. april kan du passende fejre majestætens fødselsdag med et twist af det finere franske på Voxhall i Århus. Dagen efter spiller de to på Art & Colour i København. Duoen spillede sidste år på Roskilde Festivalens Bar’n-scene, hvor deres tyste folk ifølge Undertoners anmelder blev overrumplet af en voldsom lydprøve på den nærliggende Arena-scene. Forholdene er forhåbenligt bedre om en måneds tid, så kæresteparret Mi & L’au kan kissemisse med vores ører i fred og ro. I mellemtiden kan du besøge den finske dame og den franske mand på et nyt netværkssite, som efter sigende skulle have et vist potentiale. Det hedder MySpace.
Skovsirene klar med endnu en runde sart, finsk folk. Ulual Yyy. Ja, Undertoner har ikke været i stand til at komme i kontakt med vores faste finske oversættelseskonsulent, så præcist hvad titlen på Islajas kommende album betyder, kan vi desværre ikke fortælle. Men vi kan da i al fald berette, at pladen udkommer den 18. april på Fonal Records, og at Islaja nok en gang præsenterer lytterne for en omgang på samme tid foruroligende og dragende skovambience krydret med Islajas dybtsunkne vokal. Tracklisten vil vi ikke snyde jer for, for måske kan en af jer læsere hjælpe med en oversættelse? 1. Kutsukaa sydäntä 2. Sydänten ahmija 3. Pete P 4. Laulu jo menneestä 5. Pysähtyneet planeetat 6. Muusimaa 7. Varjokuvastin 8. Muukalais-silmä 9. Suru ei Desværre er Islaja ret sparsom med lydbidder, så hvis du vil danne dig et billede af, hvordan pladen lyder, må du ty til de lydbidder fra hendes tidligere plader, som Fonal har stillet til fri download her. Undertoner kan især anbefale “Sata naakkaa sitten” fra hendes første plade Meritie.
Anders Lauge Meldgaard fra Yoyooyoy har taget den spraglede skjorte på og åbner for 40 minutters miskmask af noise, krautrock og marimba. Det er rodet, men også vedkommende og rent ud sagt positiv eksperimenteren med genrer.
Canadiske Julie Doiron åbner igen armene og inviterer ind i sit særegne og dybt personlige univers. Med hjælp fra de gamle bandmedlemmer i Eric's Trip udgør Woke Myself Up en fyldigere bund for Doirons bekendelser uden dog at distancere det tekstmæssige og vokale nærvær fra det musikalske.
Måske lyder et timelangt album med kun fem numre, fremført af en harpenist tilsat Disney-strygere ikke som et oplagt mesterværk. Men det er det. Med Ys har Joanna Newsom tilført den revitaliserede folkgenre et vaskeægte hovedværk, der tør genoptage storladne melodier og løfte dem højt over hovedet.
Mere freefolk til Århus. I udkanten af den folkbølge, der de seneste par år har skyllet fra Amerika og ind over resten af verden, har guitaristen Jack Rose udgivet et par særdeles mindeværdige plader inspireret især af guitarhelten John Fahey. Nu gæster Jack Rose, der også spiller guitar i bandet Pelt, for første gang Danmark. Det sker, ikke overraskende, på initiativ fra den århusianske arrangørgruppe Ljud. Den 17. januar er Jack Rose programsat til at spille på Musikcaféen i Århus. Han får selskab af to belgiske lofi-freefolksters, Silverster Anfang og Ignatz. Især Ignatz lyder interessante, hvis man skal dømme ud fra denne lydbid. Endnu er der ikke forlydender om koncerter andre steder i landet, men meget kan nå at ændre sig inden januar. Og så vil en nyhed uden en henvisning til MySpace næsten være et skridt tilbage i den digitale evolution. Så lyt til et par sange med Jack Rose her.
Amerikanske Eagle Seagull står bag en af årets allerbedste debutudgivelser, der krydsrefererer til al den musik, der er blevet pumpet ud af det nordamerikanske kontinent siden 2000, og kondenserer det hele ned til 11 numre, man bør høre, hvis man er til bands som The Arcade Fire og Grandaddy.
Sangene på Bert Janschs nye plade knirker af efterår, men falmer ikke lige med det samme. De bliver tværtimod hængende som fine folksange tilsat god akustisk spade og celebre gæster.
På trods en forskrækkende ufokuseret start viser Nina Nastasia atter, at hun er blandt de mest betydelige kvindelige sangskrivere i øjeblikket. On Leaving er nedbarberet, kortfattet og mestendels uhyre smuk.
Hvad sker der, når man samler musikere med hver sin indgangsvinkel til musik? Som oftest er der én eller flere, der vil forsøge at sætte dagsordenen, og det er netop, hvad Mats Gustafsson har gjort i sit samarbejde med Anla Courtis fra Reynols og Maria Ericksson fra The Concretes.
Så har man hørt dét med: Den 'royale' sortseer er blevet glad i låget, og han virker endda til at kunne lide det. The Letting Go er Will Oldhams mest optimistiske budskab til dato, og det er på ingen måde et kvalitetsdyk. En dark horse til årets album.
