Metaldreng og electropoppige mødes, og sød folk opstår på århusianske Deer Bears debut. Ep’en viser duoens potentiale, men forsvinder desværre let fra hukommelsen.
Erlend Øye og Eirik Glambek Bøes afslappede musik var en perfekt vækning, der masserede de hårdt prøvede festivalører. Samtidig underholdt duoen godt, mens de skabte en hjertelig fællesskabsstemning på Arena.
Lørdag bliver en lang og forhåbentlig vidunderlig musikdag på Roskilde. Fra blid vågnemusik til en vaskeægte legende på Orange, til drømmepop, stadionrock og til sidst ond technofest, som var det 1997.
Woods rammer ned midt i en lo-fi-tidsånd af båndeffekter og knasende guitarer. De er konstant på jagt efter skønheden, men alligevel lyder det mest af alt håbløst umoderne. At Echo Lake vil i al sin naive enkelhed også vil være relevant om 10 år.
Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
Josiah Wolf træder væk fra trommesættet og sætter sig i førersædet for sit eget projekt, hvor han spiller alle instrumenter selv. Albummet er en slags musikalsk terapi, efter et parforhold der bristede.
Dejlig melankoli og forløsende folkpop flyder fra Turin Brakes’ femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dét.
Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig ‘crazy but not funny’, og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.
Der er dømt blød og finurlig pop med et strejf af mystik på Brooklyn-bandet Claire and the Reasons’ nye album, Arrow. Desværre er grænsen mellem den opfindsomme og den kedelige musik flydende.
Setting Sun leverer singer/songwriter, som Lars Olsen leverede fodbold back in the days.
Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.
Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.
Velkommen til 2010 på Undertoner. Et år skal starte godt, så vi starter med en konkurrence, hvor du kan vinde det seneste album med Kings of Convenience.
Kings of Convenience følger op på deres fem år gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder på meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andet…
Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
Svensk sangerinde møder pakistanske sufimusikere, og sød musik opstår. Det skete i hvert fald til sidst for Victoria Bergsman efter en hård rejse i Pakistan. Resultatet er eventyrligt – og så er der et Animal Collective-cover oven i hatten.
Titlens Ws henviser til det håndtegn, der pryder forsiden af Quists album, og som sammen med ytringen »Whatever!« bruges af london’ske teenagere om noget, man er komplet ligeglad med. Ironisk, men sandt.
Den skotske folkpop-gruppe Frightened Rabbit er på vej med opfølgeren til The Midnight Organ Fight fra sidste år, der endte som nummer ni på Undertoners årsliste.
I første omgang udsender de …
Hjerte rimer på smerte på Noah and the Whales opfølger til debutalbummet Peaceful, the World Lays Me Down fra 2008, og det er desværre blot én kliche ud af mange.
Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.
Rar folkpop, barfodet skovmandsskjortepop og indadvendt postmetal udgjorde koncertoplevelserne tidlig fredag eftermiddag.
Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter på denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indføling. Alligevel trænger kedsomheden sig i længden på, men en stærk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.
Efter et debutalbum, der spændte bredt fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere præcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pænt, hvilket sagtens kunne have været generende. Sangskrivningen og pladen er bare så helstøbt, at poleringen er til at kapere.
Great Lake Swimmers lægger mere og mere tryk på popelementerne i folkpoppen. Og selv om Lost Channels ikke udvider specielt mange horisonter, lykkes folkpopprojektet ganske godt.
