Metaldreng og electropoppige mĂždes, og sĂžd folk opstĂ„r pĂ„ Ă„rhusianske Deer Bears debut. Ep’en viser duoens potentiale, men forsvinder desvĂŠrre let fra hukommelsen.
Erlend Ăye og Eirik Glambek BĂžes afslappede musik var en perfekt vĂŠkning, der masserede de hĂ„rdt prĂžvede festivalĂžrer. Samtidig underholdt duoen godt, mens de skabte en hjertelig fĂŠllesskabsstemning pĂ„ Arena.
LÞrdag bliver en lang og forhÄbentlig vidunderlig musikdag pÄ Roskilde. Fra blid vÄgnemusik til en vaskeÊgte legende pÄ Orange, til drÞmmepop, stadionrock og til sidst ond technofest, som var det 1997.
Woods rammer ned midt i en lo-fi-tidsÄnd af bÄndeffekter og knasende guitarer. De er konstant pÄ jagt efter skÞnheden, men alligevel lyder det mest af alt hÄblÞst umoderne. At Echo Lake vil i al sin naive enkelhed ogsÄ vil vÊre relevant om 10 Är.
Sam Amidons fjerde plade er pÄ et niveau, mange aldrig nÄr. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
Josiah Wolf trĂŠder vĂŠk fra trommesĂŠttet og sĂŠtter sig i fĂžrersĂŠdet for sit eget projekt, hvor han spiller alle instrumenter selv. Albummet er en slags musikalsk terapi, efter et parforhold der bristede.
Dejlig melankoli og forlĂžsende folkpop flyder fra Turin Brakes’ femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dĂ©t.
Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig ‘crazy but not funny’, og selv i en mere stram, styret instrumentering kĂžrer det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at fĂ„ det formidlet.
Der er dĂžmt blĂžd og finurlig pop med et strejf af mystik pĂ„ Brooklyn-bandet Claire and the Reasonsâ nye album, Arrow. DesvĂŠrre er grĂŠnsen mellem den opfindsomme og den kedelige musik flydende.
Chant Darling er som at ligge pÄ en grÊsplÊne med hÊnderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.
Der er ikke sket de store revolutionÊre tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hÞrte fra hende, men hvad gÞr det, nÄr hun nu leverer overbevisende folkpop gang pÄ gang.
Velkommen til 2010 pÄ Undertoner. Et Är skal starte godt, sÄ vi starter med en konkurrence, hvor du kan vinde det seneste album med Kings of Convenience.
Kings of Convenience fĂžlger op pĂ„ deres fem Ă„r gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder pĂ„ meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andetâŠ
Richard Walters animalske debutplade burde slÄ lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlÊgningsmusikkens dÞdvande.
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at vĂŠre et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
Svensk sangerinde mĂžder pakistanske sufimusikere, og sĂžd musik opstĂ„r. Det skete i hvert fald til sidst for Victoria Bergsman efter en hĂ„rd rejse i Pakistan. Resultatet er eventyrligt – og sĂ„ er der et Animal Collective-cover oven i hatten.
Titlens Ws henviser til det hĂ„ndtegn, der pryder forsiden af Quists album, og som sammen med ytringen »Whatever!« bruges af london’ske teenagere om noget, man er komplet ligeglad med. Ironisk, men sandt.
Den skotske folkpop-gruppe Frightened Rabbit er pÄ vej med opfÞlgeren til The Midnight Organ Fight fra sidste Är, der endte som nummer ni pÄ Undertoners Ärsliste.
I fĂžrste omgang udsender de …
Hjerte rimer pÄ smerte pÄ Noah and the Whales opfÞlger til debutalbummet Peaceful, the World Lays Me Down fra 2008, og det er desvÊrre blot én kliche ud af mange.
NĂŠsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvvĂŠrd at gĂžre â eneste modargument er den prĂŠgtige kammerpopplade, hun har fostret.
Rar folkpop, barfodet skovmandsskjortepop og indadvendt postmetal udgjorde koncertoplevelserne tidlig fredag eftermiddag.
Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter pÄ denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indfÞling. Alligevel trÊnger kedsomheden sig i lÊngden pÄ, men en stÊrk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.
Efter et debutalbum, der spÊndte bredt fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere prÊcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pÊnt, hvilket sagtens kunne have vÊret generende. Sangskrivningen og pladen er bare sÄ helstÞbt, at poleringen er til at kapere.

