Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig ‘crazy but not funny’, og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at fĂĄ det formidlet.
Der er dømt blød og finurlig pop med et strejf af mystik på Brooklyn-bandet Claire and the Reasons’ nye album, Arrow. Desværre er grænsen mellem den opfindsomme og den kedelige musik flydende.
Setting Sun leverer singer/songwriter, som Lars Olsen leverede fodbold back in the days.
Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.
Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.
Velkommen til 2010 pĂĄ Undertoner. Et ĂĄr skal starte godt, sĂĄ vi starter med en konkurrence, hvor du kan vinde det seneste album med Kings of Convenience.
Kings of Convenience følger op på deres fem år gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder på meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andet…
Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
Svensk sangerinde møder pakistanske sufimusikere, og sød musik opstĂĄr. Det skete i hvert fald til sidst for Victoria Bergsman efter en hĂĄrd rejse i Pakistan. Resultatet er eventyrligt – og sĂĄ er der et Animal Collective-cover oven i hatten.
Titlens Ws henviser til det hĂĄndtegn, der pryder forsiden af Quists album, og som sammen med ytringen »Whatever!« bruges af london’ske teenagere om noget, man er komplet ligeglad med. Ironisk, men sandt.
Den skotske folkpop-gruppe Frightened Rabbit er på vej med opfølgeren til The Midnight Organ Fight fra sidste år, der endte som nummer ni på Undertoners årsliste.
I første omgang udsender de …
Hjerte rimer på smerte på Noah and the Whales opfølger til debutalbummet Peaceful, the World Lays Me Down fra 2008, og det er desværre blot én kliche ud af mange.
Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.
Rar folkpop, barfodet skovmandsskjortepop og indadvendt postmetal udgjorde koncertoplevelserne tidlig fredag eftermiddag.
Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter på denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indføling. Alligevel trænger kedsomheden sig i længden på, men en stærk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.
Efter et debutalbum, der spændte bredt fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere præcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pænt, hvilket sagtens kunne have været generende. Sangskrivningen og pladen er bare så helstøbt, at poleringen er til at kapere.
Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.
Fransk-tunesiske Dan Levy og fransk-finske Olivia Merilahti har hver sin musikalske baggrund, som de under navnet The Dø har forsøgt at forene i et selvstændigt udtryk. Det har blandt andet krævet, at Olivia Merilahti på en gang måtte udvide sin musikalske horisont og stoppe med at lytte til sange.
På sin anden plade, The Midnight Organ Fight, imponerer skotske Frightened Rabbit med en række pulserende og medrivende folkrock-numre. De danner rammen om et tekstunivers, der kredser om et forlist kærlighedsforhold, og som bliver fremført med en stærk autenticitet.
En god vens kælder, der altid er ĂĄben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens …
Den unge amerikanske sekstet Annuals imponerer med en legesyg og idĂ©rig debutplade, som er fyldt med et større arsenal af instrumenter og elektroniske effekter. Det kunne have blevet en rodet affære, men det sker ikke i Annuals’ melodisk boblende folkpop-sange.
Efter opvæksten i Uppsala prøvede Pelle Carlberg lykken i forskellige bands og fandt den i Edson, der ogsĂĄ er i stald hos Labrador Records. Edson eksisterer stadig, men nu koncentrerer …
Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.
Endnu en magnum-udgivelse fra den hyperproduktive Sufjan Stevens, der lige har et par (eller 20) outtakes fra sidste års Illinois, han ikke mener, verden kunne være foruden. Selv om han kun til dels har ret, er det altså imponerende, hvad manden ryster ud af ærmet.
