Sam Amidons fjerde plade er på et niveau, mange aldrig når. Problemet er bare, at han har udgivet en plade, der lige var en tand bedre og derfor kommer til at overskygge denne plades kvaliteter.
Tag - folkpop
Josiah Wolf: Jet Lag
Josiah Wolf træder væk fra trommesættet og sætter sig i førersædet for sit eget projekt, hvor han spiller alle instrumenter selv. Albummet er en slags musikalsk terapi, efter et parforhold der bristede.
Turin Brakes: Outbursts
Dejlig melankoli og forløsende folkpop flyder fra Turin Brakes' femte album. Det lyder umiskendeligt som Turin Brakes og heldigvis for dét.
Adam Green: Minor Love
Nye toner, gamle problemstillinger. Adam Green er stadig 'crazy but not funny', og selv i en mere stram, styret instrumentering kører det lidt af sporet for en gut, der egentlig fortjener bedre, men bare ikke evner at få det formidlet.
Clare and the Reasons: Arrow
Der er dømt blød og finurlig pop med et strejf af mystik på Brooklyn-bandet Claire and the Reasons’ nye album, Arrow. Desværre er grænsen mellem den opfindsomme og den kedelige musik flydende.
Setting Sun: Fantasurreal
Setting Sun leverer singer/songwriter, som Lars Olsen leverede fodbold back in the days.
Lawrence Arabia: Chant Darling
Chant Darling er som at ligge på en græsplæne med hænderne foldede bag hovedet og kigge op himlen, mens Lawrence Arabias luftige vokalharmonier glider forbi i takt med skyernes lethed.
Laura Veirs: July Flame
Der er ikke sket de store revolutionære tiltag fra Laura Veirs, siden man sidst hørte fra hende, men hvad gør det, når hun nu leverer overbevisende folkpop gang på gang.
Vind Kings of Conveniences nye album
Velkommen til 2010 på Undertoner. Et år skal starte godt, så vi starter med en konkurrence, hvor du kan vinde det seneste album med Kings of Convenience.
Kings of Convenience: Declaration of Dependence
Kings of Convenience følger op på deres fem år gamle plade Riot on an Empty Street med den nye Declaration of Dependence, som ikke byder på meget nyt. Sangene er stadig fine, men der mangler et eller andet…
Richard Walters: The Animal
Richard Walters animalske debutplade burde slå lidt med den akustiske hale og hive sig op af underlægningsmusikkens dødvande.
Lou Barlow: Goodnight Unknown
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
Taken by Trees: East of Eden
Svensk sangerinde møder pakistanske sufimusikere, og sød musik opstår. Det skete i hvert fald til sidst for Victoria Bergsman efter en hård rejse i Pakistan. Resultatet er eventyrligt - og så er der et Animal Collective-cover oven i hatten.
Quist: Ws – From London E8
Titlens Ws henviser til det håndtegn, der pryder forsiden af Quists album, og som sammen med ytringen »Whatever!« bruges af london'ske teenagere om noget, man er komplet ligeglad med. Ironisk, men sandt.
Video og ep fra Frightened Rabbit
Den skotske folkpop-gruppe Frightened Rabbit er på vej med opfølgeren til The Midnight Organ Fight fra sidste år, der endte som nummer ni på Undertoners årsliste. I første omgang udsender de en syvtommer med “Swim Until You Can’t See Land” og “Fun Stuff” den 16. november, og så er det ellers planen, at det nye album udkommer i foråret i 2010. Indtil da kan man vurdere kvaliteten af det nye materiale med denne video til “Swim Until You Can’t See Land”.
Noah and the Whale: The First Days of Spring
Hjerte rimer på smerte på Noah and the Whales opfølger til debutalbummet Peaceful, the World Lays Me Down fra 2008, og det er desværre blot én kliche ud af mange.
Theoretical Girl: Divided
Næsten alt omkring Theoretical Girls debut, Divided, indikerer, at vi her har med en pige med tonstungt, lavt selvværd at gøre – eneste modargument er den prægtige kammerpopplade, hun har fostret.
Roskilde ’09: First Aid Kit, Fleet Foxes, ISIS, 03.07.09
Rar folkpop, barfodet skovmandsskjortepop og indadvendt postmetal udgjorde koncertoplevelserne tidlig fredag eftermiddag.
Iron and Wine: Around the Well
Iron and Wine brillerer med klassisk singer/songwriter på denne dobbelt-cd: fine sange og masser af indføling. Alligevel trænger kedsomheden sig i længden på, men en stærk slutspurt sikrer et positivt helhedsindtryk.
Sleeping Beauty: City Lights
I forhold til sangskriverduoens musikstil er navnet Sleeping Beauty en gåde. De hurtige rytmer og glade beats spares der ikke på. Desværre er der ikke noget videre eventyrligt over det, og efter pladens 10 numre er hørt, forstår man kun alt for godt, hvad der menes med navnet Sleeping Beauty; de formår simpelthen aldrig at vågne!