Tag - folkpop

Plader

De Rosa: Prevention

Efter et debutalbum, der spændte fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere præcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pænt, men sangskrivningen og pladen er bare så helstøbt, at poleringen er til at kapere.

Plader

The Dø: A Mouthful

Franske The Dø er et genrefornægtende møde mellem to musikere med vidt forskellige musikalske baggrunde. Debutalbummet, A Mouthful, er en anelse langstrakt og unødvendigt uhomogent, men overordnet set en ganske vellykket pop-plade, der trækker på både folkemusik og jazz og har afstikkere til hiphop.

Plader

Bowerbirds: Hymns for a Dark Horse

På sit debutalbum leverer amerikanske Bowerbirds en lidenskabelig hyldest til naturen og viser sig samtidig som et yderst fornøjeligt bekendtskab. Deres smittende skov-pop kan få selv den mest inkarnerede storbyrotte til at smide hæmningerne og danse rundt under træerne.

Plader

Frightened Rabbit: The Midnight Organ Fight

På sin anden plade, The Midnight Organ Fight, imponerer skotske Frightened Rabbit med en række pulserende og medrivende folkrock-numre. De danner rammen om et tekstunivers, der kredser om et forlist kærlighedsforhold, og som bliver fremført med en stærk autenticitet.

Interview

Annuals – familien er vigtigst

En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. (20.02.08)En god vens kælder, der altid er åben, har været væsentlig for arbejdsprocessen, fortæller Adam Baker, Anna Spence og Nick Radford fra Annuals om deres debutplade, Be He Me. Pladens tekstunivers vil de ikke komme med længere udredninger om; både på grund af en pagt, de har indgået, og fordi musik ikke er det vigtigste i verden. En ’annual’ er en plante, der på bare et enkelt år spirer, blomstrer og dør. Den amerikanske sekstet Annuals har næsten gennemgået selv samme livscyklus som den etårige plante, de har taget navn efter. Kun ét album, gode anmeldelser og positiv blogomtale skulle der til for at få bandet til at spire blandt andre folkpop-navne som Broken Social Scene og Animal Collective. Blomstringen er sket under bandets koncerter, heriblandt et besøg på sidste års Roskilde Festival, hvor publikum har måttet overgive sig til deres livfulde melodier og medrivende sceneoptræden. Alt sammen er sket, siden debuten blev udgivet i oktober 2006 og godt et års tid frem, til lyset blev slukket efter allersidste koncert under bandets turné. Livløse er Annuals dog ikke. For tiden er de unge bandmedlemmer, der i snit kun har oplevet 20 somre, i studiet for at indspille deres kommende album, som er planlagt til udgivelse i september. Følger indspilningen af dét album samme procedure, som lå bag arbejdet med Be He Me, er der tale om en længerevarende proces. Debuten blev optaget i en god vens kælder, hvor bandmedlemmerne kunne komme og gå, som det passede dem. Det har medført, at Annuals’ sange er sammensat af utallige spor.»Vi kunne arbejde på det, indtil vi ikke gad mere. Og den næste dag kunne vi fortsætte, hvor vi slap dagen før,« siger frontmand Adam Baker og tilføjer om tilblivelsen af Annuals’ sange, at når et bandmedlem har en idé til et stykke af en sang, kan vedkommende bare komme ned i kælderen og indspille det. »Vi bor praktisk talt i denne kælder. Det er rart, at vi kan gøre, som vi vil,« siger Adam Baker, mens keyboardspiller Anna Spence indskyder, at mange af deres sange ændrer sig nede i kælderen. »Ja, og der er indspillet mere end et par versioner af hver enkelt sang,« siger Adam Baker. »Og det er alle sammen versioner, som vi rent faktisk er begyndt at spille,« fortæller Anna Spence. Man tænker, at de frie indspilningsrammer og denne lag på lag-produktion af sangmaterialet nødvendigvis må kræve en bandleder, der har overblik og kontrol over processen. Det afviser Adam Baker:»Jeg skriver sangene, men der er ingen bandleder som sådan. Der er ingen af os, der slår i bordet«. Vores sange skal ikke lyde ensMens første del af Be He Me består af energisk uptempo-folkpop, er en del af pusten tabt på anden halvdel. Annuals erkender selv, at der er forskel mellem de to pladehalvdele. »Det er en udfordring, når albummet skal sættes sammen. Vi havde 20-25 sange, som vi måtte vælge mellem at arbejde på, og de var så forskellige, at vi ikke have nogen idé om, hvordan vi skulle sætte dem sammen på en perfekt måde. Vores mål er ikke at skrive sange, der lyder ens, så albummet kan være svært at fordøje for nogen, fordi sangene er så forskellige,« siger Adam Baker, der dog tror, at visse musiklyttere vil sætte pris på pladen, eftersom visse sange passer til en dag, hvor man har det på én bestemt måde. Næste dag, hvor man måske føler sig elendig, kan man så lytte til den anden halvdel af pladen, forklarer Adam Baker. Selv om det er første del af Be He Me og især sange som det åbnende trekløver “Brother”, “Dry Clothes” og “Complete, or Completing”, som Annuals er brudt igennem på, havde Anna Spence troet, at det var et helt andet nummer, der ville blive valgt ud. Nemlig den langstrakte folksang “Sway”, der afrunder pladen, fordi »den har alt det, vi lyder som, i en og samme sang«. Kan bjørne lægge puslespil?På coveret til Be He Me står en mand med Robin Hood-hat i en frodig skov og kigger på et gammelt, kroget træ, mens han bliver betragtet af en ged og en kat. Det ville være en passende illustration til et Brødrene Grimm-eventyr. »Det var præcis en eventyrs-stemning, vi gik efter. De fleste sange handler metaforisk om arketyper. Vi tager en ged, og du tænker ikke, at en ged vil forlade en hær. Vi tager en bjørn, og du tænker ikke, at en bjørn vil “¦ øh, jeg ved ikke”¦ samle et puslespil,« forklarer Adam Baker til stor latter. Han tilføjer, at han godt kan lide dyr, som det vrimler med i teksterne, fordi de er bedre end mennesker. »Vi ødelægger verden, det gør de ikke«. Hvad vil I udtrykke med alle dyrene i teksterne? »Der er ingen dybere mening, ingen større grund. Folk lægger for megen vægt i musik. Det er ikke den vigtigste ting i verden. Men det gør livet meget bedre.«»Det er vigtigt”¦.,« indskyder trommeslager Nick Radford. »Ja, hvis det ikke blev indspillet og solgt.«»Men så ville vi ikke være her.«»Ja, okay, det er vigtigt for os,« overgiver Adam Baker sig. Jeres tekster kredser meget om døden? »Der er meget død deri, ja. På denne plade er der mange temaer om familien. Familien er den vigtigste ting i verden. Det skulle den i hvert fald være. Selv om mange ikke synes at tænke sådan. Teksterne er dog ikke lavet ud fra nogen formular, men handler bare om det, jeg føler. Der er masser af personlige ting. Men jeg kan på ingen måde beskrive det hele i en sætning.« Be He Me er dedikeret til Bakers far. Han døde af kræft i de dage, Annuals var ved at optage klaversporet til “Father”, og derfor fandt bandet en dedikation passende. Ud over “Father” indeholder albummet også familiesangene “Mother” og “Brother”. Det var imidlertid ikke intensionen til at begynde med, at albummet skulle indeholde et mindre familie-koncept, forklarer Adam Baker. Han endte bare med at skrive tekster om det, der står ham nært; familien. Tophemmelig pagtMange har sikkert kløet sig en hel del i håret af ren og skær undren over, hvad pladetitlerne Be He Me og Frelen Mas, navnet på en b-sideopsamling der udkom som download i efteråret, betyder. Selv efter et møde med tre Annuals-medlemmer blæser svaret stadig i vinden. Mens Frelen Mas kan betyde det, man nu vælger at lægge i det, er Annuals langt mere hemmelighedsfulde, når de bliver spurgt ind til meningen med den pudsige sammensætning af ordene be, he og me.»Jeg kan ikke fortælle, hvad det betyder,« lyder det kategorisk fra Adam Baker.»Det er top secret. Det betyder noget for os,« siger Anna Spence, mens Nick Radford tilføjer: »Det betyder mange ting for os på mange forskellige måder.« I vil ikke fortælle én af tingene? »Nej, vi har indgået en pagt,« siger Adam Baker.»Du vil aldrig regne det ud. Det har vi ikke selv,« slutter Anna Spence. Læs også Undertoners anmeldelser af:Annuals: Be He MeAnnuals, 06.07.07, Roskilde Festival

Plader

Sleeping States: There the Open Spaces

Markland Starkie var tidligere en del af noisepopbandet Kaito, men hans debutalbum under navnet Sleeping States er bestemt ikke larmende. Og gudskelov for det, for det rolige lofi-univers, der pryder hans debutalbum There the Open Spaces klæder ham egentlig ganske godt.

Plader

Elvis Perkins: Ash Wednesday

Der hersker vist nogenlunde enighed om, at man som musiker helst ikke må være banal eller triviel. Det er også almindeligt at mene, at kunsten skal bringe mere end blot åbenlyse sandheder; den skal også finde nye. Alt dette går singer/songwriteren Elvis Perkins imod på sit debutalbum, der dog har visse mere jordnære kvaliteter.

Interview

Tunng – et fuldt udklækket band

Da Mike Lindsay og Sam Genders startede deres folktronica-duo, var der ikke planer om at invitere andre ind. Alligevel voksede bandet til en sekstet inden det andet album. Men det har taget en plade og halvandet år at lære at være et kollektiv, fortæller de to grundlæggere.

Plader

Annuals: Be He Me

Den unge amerikanske sekstet Annuals imponerer med en legesyg og idérig debutplade, som er fyldt med et større arsenal af instrumenter og elektroniske effekter. Det kunne have blevet en rodet affære, men det sker ikke i Annuals' melodisk boblende folkpop-sange.

Plader

Pelle Carlberg: In a Nutshell

Efter opvæksten i Uppsala prøvede Pelle Carlberg lykken i forskellige bands og fandt den i Edson, der også er i stald hos Labrador Records. Edson eksisterer stadig, men nu koncentrerer Carlberg sig om sin solokarriere. Everything. Now! hed solodebuten fra 2005, og nu er toeren In a Nutshell på gaden. Sammen med sit “one-man band”, Henrik Nilsson, spiller Carlberg luftig guitarpop fra samme skuffe som Belle and Sebastian og The Go-Betweens. Han har forstand på gode popsange, og de fleste numre er ørehængere, dog uden at være særlig nyskabende eller særegne. Det smittende humør, melodierne og den gennemarbejdede lyd, som bl.a. kan høres i “Showercream and Onions” kan ingen dog tage fra svenskeren. Bedst er Carlberg dog på tekstsiden, hvor hans velformulerede tekster handler om hverdagsemner som middelklassehjemmet, jobbet og indkøb – og en lille smule kærlighed. Carlbergs morsomme og rammende dagligdagsobservationer er prisværdige som f.eks. “Clever Girls Like Clever Boys Much More Than Clever Boys Like Clever Girls”, der handler om præcis det, titlen indikerer: kloge piger, der foretrækker kloge drenge, mens drengene desværre vælger anderledes: »I have a friend who’s in this Mensa club / He has no trouble to admit / He wants a woman with ambitions / That go as far as raising kids« – og sådan er der jo så mange små paradokser, som er værd at tage fat i. Det skader heller ikke nummeret, at melodien med maracas, trompet og håndklap nemt sætter sig fast i øregangene. En anden pudsig tekst er “I Touched You at the Sound Check”, der handler om dengang Mike Joyce, trommeslageren fra The Smiths, var dj på Stengade 30 i København. Carlberg mødte ham, og det gjorde åbenbart stort indtryk. Selvom teksten er morsom, kommer Carlberg dog ikke i nærheden af niveauet fra debutens “Go to Hell, Miss Rydell”, hvor Carlberg som den forsmåede musiker synger om sit opkald til en anmelder, der har givet Edson en dårlig anmeldelse. Det er yderst morsomt, og Carlbergs forurettede tekst og tonen i nummeret passer perfekt sammen. Den musikalske side af dette nummer var måske intet vidunder, men nummeret er alligevel i en klasse for sig i Carlbergs repertoire. Pladens titel taget i betragtning må man gå ud fra, at Pelle Carlberg i en nøddeskal netop er en popglad dreng med sprogligt overskud. Men på albummets sidste regulære nummer, der netop bærer titlen “In a Nutshell”, overrasker Carlberg. Med kun vemodigt klaver og lidt akustisk guitar, ser vi en helt ny side af Carlberg. Et rigtig fint lille nummer og en fin detalje, der viser, at Carlbergs talenter rækker ud over den genre, han er mest velbevandret i. Dog lader Carlberg sit velkendte humoristiske pop-jeg få det sidste ord med et skjult nummer til slut. Sangen handler om Carlbergs problemer med “Mr. Labrador” – pladeselskabschefen, der brokker sig og siger, at Carlberg aldrig vil »mingle at the Grammy awards« eller komme til Hong Kong, hvis han ikke får skrevet en hit-sang. Men i et melodiøst (næsten hit-agtigt) omkvæd erklærer Carlberg, at han aldrig vil skrive en hit-sang. Hits eller ej; det er ikke så vigtigt, hvilken kategori Carlbergs numre havner i. Der er gode popmelodier for alle pengene. Det sidste ekstra mangler dog. Carlbergs tekster er hans force og gør ham til noget andet end inspirationskilderne. Derfor er det vigtigt, at han ikke forfalder til tekstlige kærlighedsligegyldigheder som “I Love You, You Imbecile”. Det, der mangler på In a Nutshell er perler, hvor melodien, formuleringerne og humoren går hånd i hånd – det er ikke nemt at skabe, men Carlberg er rigtig tæt på.

Plader

Santa Maria: s.t.

The Concretes-sangskriversken Maria Erikssons solodebut tyder på, at der er en kantet, overlegen rockdame inde i hendes forsagte indiepigekrop. Desværre har hun ikke rigtig opdaget det endnu, og derfor ender debutpladen med at være lige rigeligt pæn og anonym.

Plader

The Lesser Birds of Paradise: Space Between

På sit tredje album spiller den amerikanske folkpoptrio The Lesser Birds of Paradise sig helt op i de højeste himmellag uden at tage de store armbevægelser i brug. Med små, fine psykedeliske elementer skaber Chicago-gruppen en svævende og detaljemættet plade, der er smuk og slidstærk.

Plader

Quiet Light Tide: In the Moonlight Haze

Quiet Light Tide er ved at lægge de sidste hænder på debutpladen, der udkommer til foråret. Imens har de smidt om sig med en lokkemad, som er acceptabel ved første smagstest, men som mangler noget salt og peber, hvis den skal have en chance hos den både sultne og kræsne lytterskare.

Plader

Sufjan Stevens: The Avalanche

Endnu en magnum-udgivelse fra den hyperproduktive Sufjan Stevens, der lige har et par (eller 20) outtakes fra sidste års Illinois, han ikke mener, verden kunne være foruden. Selv om han kun til dels har ret, er det altså imponerende, hvad manden ryster ud af ærmet.

Plader

Shugo Tokumaru: L.S.T.

Lad os forestille os en ung japansk musiker, hvis musik helt umærkeligt suger vores fantasi og dagdrømme til sig, så de kan boltre sig i den. Lad os forestille os, at hans sange er stille og smukke. Lad os forestille os, at de er fyldt med forandringer og alligevel lader sig modellere efter lytterens tanker.

Plader

Adem: Love and Other Planets

På sit andet album fortsætter Adem, hvor han slap på debuten – næsten da. For de intime og simple folk-numre er blevet ændret. Nogle steder er der kommet sjove rytmer til. Andre steder har de fået bredere og højere lyd, hvilket går ud over det følelsesmæssige indtryk.

Plader

Lasse Vestergaard: VIVA! … and Then Some

På sit andet regulære udspil fortsætter Lasse Vestergaard med at teste sine evner som moderne troubadour. Revolutionen banker ikke på døren, og melodierne er ikke altid lige fængende, men talentet er der i dén grad og ikke langt fra at være i international klasse.