Tag - folkrock

Plader

Hjalte Ross: Less

På sit tredje album har Hjalte Ross ændret i bandbesætningen og inspirationskilderne med et imponerende resultat. Less er måske en stilfærdig plade på overfladen, men med mere end almindeligt meget på hjerte er det hans bedste værk til dato.

Plader

Barbro: Bad Choices

Barbros fuldlængdedebut er en katarsisk rejse igennem et ungt menneskes følelsesliv. Fra forelskelse og passion til afsavn og sorg trækker de os ned i ungdommens rå virkelighed og alle de svære beslutninger, der måtte følge med – det er grimt, det er smukt, og det er rigtig godt.

Plader

Boygenius: The Record

The Record er destillatet af de tre kvinder i Boygenius' gensidige besættelse af hinanden og viser en unægtelig forbundethed i både sangskrivning og gode sans for virkningsfulde metaforer. Komponenter, der løfter dem og deres debutplade til utrolige højder, men som også går en smule i tomgang i de allersidste minutter.

Plader

Mads Beldring: Papir

Folkrock-sangeren vil både være poetisk og politisk på sit tredje album. Men han lykkes ikke fuldbyrdet med nogen af delene på et album, hvor han skubber problemerne for meget væk fra sig selv.

Singlr

Hvad lyttede vi til – Januar

Et nyt år har taget sine første spæde skridt, og med sig har det bragt en masse oversete singler og små perler, som vi ikke har haft mulighed for at vende i vores anmeldelser.

Plader

Visitor Kane: Change of Heart

På Visitor Kanes andet pladeudspil lægges der afstand til synthpop-forløberen, og gennem gruppens instrumentale udvidelser satses der i stedet på en vellydende og ærlig americana-inspireret rock.

Plader

Rainbrother: Island

Rainbrothers folk univers har skiftet karakter på deres nyeste udgivelse, men det er bestemt ikke et tilbageskridt. På Island er det bølgende, lidt mere eksperimentelle lydlandskab, der var at finde på Rainbrothers debut, nedskaleret. Der er skåret ind til benet og fundet frem til en helt upoleret ærlighed, der så tydeligt afspejler albummets historie.

Plader

Neil Young: Hitchhiker

Neil Youngs skramlede endagsoptagelse fra august 1976 viser sig at være et af de bedste Neil Young-album nogensinde - og det på trods af hashfniseri og en ventetid på 40 år. En fjerde hjørnesten til Youngs såkaldte Ditch-trilogi er rejst.