Fransk-amerikansk makkerpar udgiver homogent flimrende korrespondanceplade på ydmygt og underspillet norsk selskab af den slags, der leverer lydlige artefakter til forestående mørk sæson.
Tag - folktronica
Skyphone: Avellaneda
Danske Skyphone demonstrerer på album nr. to, at de stadig kan få næsten total sammensmeltning af elektronik og akustiske instrumenter til at virke legende let. De har visse tilløb til at blive for pæne og ufarlige, men det ændrer ikke på, at deres håndspillede, mildt melankolske electronica er yndefuld.
Kim Hiorthøy: My Last Day
Oppe i Norge, der boede tre trolde. I 1973 fik de selskab af Kim Hiorthøy, som med sit seneste album endnu en gang viser, at han er et stort legebarn med musikalsk tæft. Gennem elleve skæringer forfører han lytteren med akustisk elektronika, der er naiv og fantastisk charmerende. Selv troldene danser med.
Canon Blue: Colonies
Egotripper eller kosmisk kammerpop? Det nyeste skud på stammen fra Rumraket, Canon Blue, kan i hvert fald spille på en masse instrumenter og sætte det hele sammen til en drømmende elektronisk symfoni, der holder sine forbilleder i hævd.
Efterklang: Parades
Selvhøjtidligheden og legesygen står klar ved ringsiden, når Efterklang som en anden samling super-wrestlere tager livtag med folktronica-genren. Men der er hverken noget forlorent eller vulgært over Efterklang, der endnu en gang har præsteret et sublimt album.
Piana: Eternal Castle
Det er svært ikke at synes om sangerinden Piana. Hun er ung, kommer fra Japan og har en silkeblød stemme, der kan kandisere hvem som helst. Hendes tredje album fortsætter i samme afdæmpede spor som forgængerne, og den stil fungerer stadig glimrende for Piana.
Tunng – et fuldt udklækket band
Da Mike Lindsay og Sam Genders startede deres folktronica-duo, var der ikke planer om at invitere andre ind. Alligevel voksede bandet til en sekstet inden det andet album. Men det har taget en plade og halvandet år at lære at være et kollektiv, fortæller de to grundlæggere.
The Sea: The Boats Are in the Bay
Den fjerde plade på tre år fra Andrew Hargreaves og Craig Tattersall byder på 10 forsagte folksange, der egentlig er mere ambient end folk. Sangene dukker umærkeligt frem fra disen, men er selv så umærkelige og disede, at de ikke sætter de store aftryk.
Avey Tare & Kria Brekkan: Pullhair Rubeye
Først havde Avey Tare & Kría Brekkan lavet et fint album med legesyg nu-folk i letteste sommerhumør. Men så gik de i biografen og så den seneste David Lynch-film. Og derefter vendte de hele albummet om, så alle sange kører baglæns. Ikke verdens bedste beslutning. Ikke verdens bedste resultat.
Jeremy Warmsley: The Art of Fiction
Med sin debut, The Art of Fiction, har Jeremy Warmsley lagt sig i selen og kreeret et sofistikeret stykke folktronica. Produktionen og de musikalske raffinementer henvender sig uden tvivl til intellektet, og heldigvis er der også blevet plads til hjertet.
Efterklang: Under Giant Trees
Endelig er rumraketten landet, og igen lastet med fantasifulde godter, som kun det danske band Efterklang kan tilberede dem. Minialbummet efterlader lytteren søvndrukken, men rig på drømme. Stig om bord, og få et indblik i en mystisk verden, som for hver ny gennemlytning føjer flere facetter til fortællingen.
Ass: s.t.
Debutpladen fra det tyste svenske enmandsprojekt Ass minder på mange måder om de små afstresningsbolde, man kan kramme om med hænderne. Det selvbetitlede album er vældig rart, men spændingskurven er lige rigeligt ubevægelig.
múm: The Peel Session
Under navnkundige John Peels opsyn leverede islandske múm i oktober 2002 en lille tuttenuttet kraftpræstation i BBC’s studier. Optagelserne er nu udsendt som en ep, der må være perfekt for nye lyttere. For gamle fans er der ikke helt så meget at komme efter, men det føles rart at opleve bandet være på sit højeste.
Part Timer: s.t.
Ved hjælp af lidt knas og skratten og ikke mindst en akustisk guitar har Part Timer alias John McCaffrey skabt genren lejrbåls-electronica. Desværre bliver det lige vel kedeligt at sidde ved flammerne sammen med ham.
Xela: The Dead Sea
For et par år siden var Xela alias John Twells eksponent for pæn indietronica. Siden da har hans pladeselskab Type udgivet mestendels pæn electronica. Nu har han lavet et særpræget, sine steder decideret uhyggeligt album, der trækker flere tråde til gyserfilm end indietronica – og er alt andet end pænt.
Tunng: Comments of the Inner Chorus
Tunng er blevet udvidet fra en duo til et band med over en håndfuld musikere. Det præger egentlig ikke lydbilledet, som stadig er rar folk-musik med sparsomme, elektroniske indslag. Men denne svære opfølger til debuten har ikke helt så mange velskrevne numre og føles lidt for homogen og let i tonen.
Erik de Vahl: Friendly Fire
Svenske Erik de Vahls andet album klinger af tyst vintervejr, men gennemstråles alligevel af varme og en dejlig optimisme. Imidlertid virker en del af numrene ikke helt fuldmodne endnu, og de Vahl sparer lidt for meget på spilletiden.
Sugarghost: Sweet Secrets
ILK-kollektivet fortsætter med at udfordre vores ører. I grænselandet mellem electronica, ny-jazz og singer/songwriting debuterer Sugarghost med et absolut lytteværdigt album, der sagtens kan gå hen og sætte sig fast i bevidstheden hos den åbne lytter.
Désormais: Dead Letters to Lost Friends
Som en eksperimenterende folktronica-pendant til The Postal Service har Mitchell Akiyama og Tony Boggs bygget Désormais' tredje album i hvert sit hjem. Det er mere umiddelbart end forgængeren, men er i al sin variation stadig udfordrende og fyldt med fortolkningsmuligheder.
Prefuse 73: Reads the Books EP
Den utrættelige electronicamester Scott Herren har fået folktronica-duoen The Books' råmateriale og genfortæller i otte hiphop-drevne kapitler gruppens subtile følsomhed. De to lyduniverser smelter sammen uden problemer, og Herren virker til at være i topform.