Tag - Four Tet

Fra 30. maj til 2. juni går det løs igen med Primavera Sound i Barcelona. Undertoner er med for sjette gang og giver et bud på, hvad man helst ikke må gå glip af på den catalanske festival.

Plader

Four Tet: Pink

Efter 2010-albummet There Is Love in You har Four Tet udgivet en stribe dansable singler med tungt fokus på tætpakkede klubber. Nu er de samlet på Pink, hvor højdepunkterne funkler, men ikke rigtig fungerer som en helhed.

Kieran Hebden har vendt blikket mod dansegulvet og lavet sin bedste plade i syv år. Dunkende rytmer rykker i hofterne, mens yndefulde melodier rammer hjertekulen og minder lytteren om, at albumtitlen taler sandt.

En måned efter juleaften udsender Kieran Hebden sit næste album under navnet Four Tet, There Is Love in You. Den plade går vi her på redaktionen og glæder os til – og nu viser det sig, at vi, når vi er færdig med at glæde os, og spændingen er forløst, kan begynde at glæde os på ny. 8. april er Loppen på Christiania nemlig stedet at være, hvis man ellers gerne vil være det sted, hvor Kieran Hebden spiller. Og det vil man med al sandsynlighed gerne, hvis man ved, hvor medrivende Hebdens koncerter kan være. Hans Roskilde 2005-show er eksempelvis gået over i historien som en af den slags magiske aftener, hvor selv kropsforskrækkede hvide mænd danser igennem. Og tja, hmm, bum-bum, så er der ikke så meget andet at gøre end at begynde at glæde sig til at glæde sig. Ventetiden kan man eventuelt fordrive med den i England svært hypede Joy Orbisons remix af “Love Cry”, der er singleforløber for There Is Love in You.

For en uge siden spekulerede jeg på, om Four Tets nye single også betød et nyt album. Han udgav nemlig singlen “Love Cry” i mandags, og det kunne jo fint være en forløber for et nyt album. Det viser sig nu, at det er fuldstændigt rigtigt. Den 25. januar næste år udgiver Four Tet opfølgeren til Everything Ecstatic på Domino. Albummet kommer til at hedde There Is Love in You, og der er allerede en trackliste klar: 1. Angel echoes 2. Love cry 3. Circling 4. Pablo’s heart 5. Sing 6. This unfolds 7. Reversing 8. Plastic people 9. She just likes to fight

Det sidste stykke tid har Kieran Hebden mest optrådt under sit eget navn sammen med jazz-trommeslageren Steve Reid og har faktisk ikke udgivet et album som Four Tet siden Everything Ecstatic i 2005. Sidste år udkom ep’en Ringer dog, men en fuldlængde er det ikke blevet til. Det ændrer sig muligvis nu, for på mandag udgiver han en 12″-single med titlen “Love Cry” og “Our Bells” på b-siden. Allerede nu kan man høre den rytmetunge, dansable sag på Myspace. Men om det reelt resulterer i et nyt album, melder historien endnu ikke noget om.

Efter seks års tavshed er Adem og Four Tets fælles postrockband Fridge endelig tilbage. Gruppen skriver stadig perlende friske melodier og får fortsat et væld af idéer. Desværre kniber det for dem at gennemskue, hvilke af indfaldene der er de stærkeste, og det gør The Sun lige lovlig ujævn.

Toumani Diabeté, Ballroom, 12.30 Den ydmyge og imødekommende koraspiller Toumani Diabeté gik alene på scenen på Ballroom og fik en stormende modtagelse af et forventningsfuldt publikum. Ikke desto mindre indledte han sin koncert, som om vi ikke anede, hvem han er. Han fortalte om sin slægt (hvor der er rigtig mange koraspillere, Diabeté er således 21. generation!), om koraens opbygning med en kalabash som resonansrum, en hals og strengene, der spilles med tommel og pegefinger på hver hånd, om dens tre oktaver m.m. Med et smil på læben afsluttede han den pædagogiske intro med et »yes, it’s a crazy job« og demonstrerede derefter koraens mulighed for på én gang at spille både baslinje, akkompagnement og improviseret melodilinje. Koncerten rummede alt – fra det meditative og tænksomme, over det blidt vuggende til det vildt rykkende. Stille sad virtuosen med lukkede øjne, som i sin egen verden, og forførte os – upåvirket af publikums jubel over tekniske finesser – med smukke melodier, opfindsomme bas-ostinater og medrivende improvisationer. At musikkens verden er kosmopolitisk, var denne koncert et klokkeklart eksempel på. Først benyttede Diabeté en basgang som taget ud af en gammel Robert Johnson-sang, dernæst satte han publikum i gang med at klappe en rytme, som hov! – var i 5/4! Så godt som al afrikansk musik er 4/4, så hvad var nu det? Det var såmænd en fortolkning af Paul Desmonds gamle jazzklassiker “Take Five”. Fusionen af Vesten og Afrika blev fuldbyrdet, da Diabeté efter ca. en time inviterede et par familiemedlemmer og en dansk guitarist, hvis navn jeg ikke fangede, på scenen. Den rytmiske appel steg betragteligt, og folk, der ellers havde ligget ned og nydt musikken, kom på benene og lod sig rive med. Denne koncert gik på jublende vis op i den berømte højere enhed, men faktisk blev det hele skudt i gang af Diabetés umiddelbare glæde over musikken og mødet med publikum – en så ligefrem glæde og ærlighed, at mange kunstneriske wannabes på denne festival sagtens kunne lære noget. (JOM) Devendra Banhart, Pavilion, 16.00 Devendra Banhart er en hippie på godt og ondt. I bar overkrop og med langt hår og skæg spillede, sang, dansede og fjollede han sig igennem en overraskende rocket koncert, der var skiftevis medrivende og halvkedelig. Devendra Banhart er et interessant navn på den internationale musikscene og derfor også på Roskilde Festival, men den helt mindeværdige musik var han ikke i stand til at fremføre. Underholdningsværdien var dog god. Teltet omkring den lille Pavilion-scene var lørdag eftermiddag mere end fyldt med hovedsagelig to slags festival-gæster: Små indie-piger med et forelsket blik i øjnene og lidt større indiedrenge med skæg og flannelsskjorter. Alle som én var de begejstrede for Banharts veloplagte og næsten overgearede optræden, men de var måske også en anelse overraskede over musikken. Devendra og hans backingband med medlemmer fra folk-gruppen Vetiver havde nemlig valgt at nedtone mange af de stille numre fra den populære Rejoicing in the Hands og spillede i stedet en hel del rhythm blues-agtig rock. Det fungerede udmærket, men meget af det nye sangmateriale var ikke helt så stærkt, som man kunne ønske sig, og det holdt derfor ikke hele vejen. Det største øjeblik var vel også, da der blev fremført en forrygende udgave af Lauren Hills “That Thing”, samt måske da en ellevild Devendra Banhart forsøgte at kravle ind over hegnet for at give et ekstra ekstranummer, selv om konferencieren havde sagt, at det var slut. Det lykkedes ikke, men publikum elskede ham for det, og det var vist også det vigtigste den eftermiddag. (PH) Mikael Simpson & Sølvstorm, Odeon, 21.00 Det var overvældende for Mikael Simpson at spille på Odeon lørdag aften. Man kunne tydeligt se det på ham, og han sagde også flere gange, at koncerten var noget særligt. Men nervøsitet var der ellers ikke spor af – han virkede oprigtigt glad for at være sammen med os andre, og som koncerten skred frem blev det også en overvældende oplevelse for os andre. Det kan godt være, at Simpson ikke laver de store forkromede melodiske mesterværker (det forhindrer os nu ikke i at synge med alligevel…), men til gengæld skaber han en særdeles stemningsfuld musik, der flere gange i løbet af en koncert, kan få de små nakkehår til at rejse sig. Allerede fra koncertens begyndelse, hvor Simpson alene med synth’ens sav-lignende lyd ved sin side konstaterede, at han ikke har spor at sige, og »det siger jeg så, så højt det nu kan bli’e«, var vi på sporet af noget stort. Han sang fantastisk; lyden var for at sige det mildt pissegod; og publikum var lydhøre. Da bandet satte fut under det kölnertechno-inspirerede beat og dissede Pia Kjærsgaard, var der ingen vej tilbage: Festen var i gang. En fest der på trods af al sin rytmiske hoppeappel, alligevel rummede de smukkeste, følsomme passager. De store øjeblikke var utallige – den langsomme og rugende opbygning af “Set det ske”, da resten af bandet efter den inderlige indledning faldt ind med fremragende leadguitar; den smukke afslutning på linjen om at »Christiana det husker, Christiansborg glemmer«, der blev lavet om til noget i retning af »M siger tak, fordi I kom« – og ikke mindst ekstranummeret “Det sommer” med Simpson alene sammen med kölnerbeatet, sin mundharmonika og løsslupne selvlærte dansetrin! En stor aften sammen med et stort talent. (JOM) The Raveonettes, Arena, 23.30 Der er ingen tvivl om, at Raveonettes efterhånden er blevet et stort band. Måske endda for stort til Danmark. Lørdag aften gav Sune Wagner og Sharin Foo i hvert fald en yderst professionel og velspillet koncert, men de valgte samtidig at snakke engelsk mellem numrene. Now what’s up with that shit? Fra første færd var det tydeligt, at Raveonettes er blevet et bedre band, også i live-situationerne, siden de sidst besøgte Roskilde-festivalen i 2003. En mur af vellydende støj rejste sig fra starten af koncerten og lagde sig først igen, da publikum forlod teltet. Det pyntede i den grad på musikken, og man må imponeres over den dygtighed, bandet efterhånden fyrer deres sange af med. En endnu større forskel fra den sidste koncert var dog, at Raveonettes nu har tre plader bag sig og kan byde på langt større variation. Numrene fra de tre plader blev også blandet fint sammen og supplerede hinanden glimrende. Alligevel følte bandet måske, at de lige skulle gøre noget ekstra, og det skete så, meget passende, i ekstranumrene. Steen Jørgensen fra Sort Sol kom på scenen sammen med bandet og sang to numre, hvoraf det sidste var en forrygende version af Velvet Underground-klassikeren “Waiting for My Man”. En god afslutning på en ret så glimrende koncert. Eller, musikken var der i hvert fald ikke noget at udsætte på. Til gengæld må den næste opgave for duoen være at blive noget bedre til at interagere med publikum. Lørdag aften var der nemlig ikke den store kontakt mellem folkene på scenen og dem foran den. Det er lidt ærgerligt, for det kunne have løftet koncerten fra glimrende til fremragende. Måske om to år. (PH) Four Tet, Pavilion, 00.00 Har man opholdt sig bare lidt på festivalens scene for elektronisk musik, Metropol, kender man sikkert opskriften: Hvis en musiker kommer ind på scenen med to laptops og en sampler, står han roligt foroverbøjet gennem hele koncerten, mens han en gang imellem klikker lidt med musen. Ved midnatstide havde engelske Four Tet (alias Kieran Hebden) fået lov at entre naboscenen Pavilion, der er helt anderledes intim end den store Metropol-scene. Men det var næppe scenevalget, som gjorde, at Hebden leverede et show, der brød med alle laptop-konventioner. Nok stod han foroverbøjet, men han var i konstant bevægelse – hvordan skulle han også kunne andet med den musik, han tryllede frem? Oven på bølgende basgange og fængende, funky guitar-rundgange konstruerede Hebden bækkensmældende beats med hiphop-inspirationer (ikke ulig dele af Caribous The Milk of Human Kindness-plade), og de var så intenst groovy, at der var dømt fest fra første øjeblik. Det hjalp bestemt på feststemningen, at Hebden ikke var karrig med de tre højdepunkter “Spirit Fingers”, “She Moves She” og “As Serious as Your Life” fra 2003-albummet Rounds. Det fantastiske ved Hebdens show var, at disse kendinge kortvarigt blev afviklet i de kendte udgaver, hvorefter den smilende englænder improviserede sig ud af et væld af afveje lige fra krautrock-passager med bumlende trommer til minimalistisk fusionsjazz. Hebden balancerede på imponerende vis sit show: De folk, der kom for at høre kendte numre, fik lov at smage genkendelsens sødme, når Hebden vendte tilbage til udgangspunktet efter endnu en kantet improvisation – og samtidig fik de opdagelystne deres behov mere end almindeligt godt dækket. Ja, selv støj-fans fik deres portion, da “As Serious as Your Life” endte i fræsende 8-bit-anarki a la DAT Politics. Og så måtte han pludselig hive stikket ud – ellers havde han (og vi) nok stået der endnu. (MA)

Det skorter ikke på energiske tæsk i trommeskindet og generelt gåpåmod på seneste udspil fra engelske Kieran Hebdens Four Tet-projekt. Til gengæld halter det desværre lidt med det melodiske materiale.

Undertoner er stolte af at præsentere valget af de 20 bedste danske og 20 bedste udenlandske plader i 2003.Så er året endnu engang lakket mod sin ende, og det er tid til at gøre status. Har man nået de mål, man har sat sig? Har man fået arbejde? Er man gået i gang med en uddannelse? Er man blevet gift? Har man fået børn? Har man fået nok”¦ Ahhr for helvede. Det vigtigste er jo selvfølgelig at vurdere pladeåret 2003. Hvilke nye ansigter meldte sig på banen? Hvilke gamle bands skød vores håb i sænk eller gjorde vores mistillid til skamme? Hvilke plader var kort sagt de bedste i det forgangne år? Det sidste spørgsmål vil vi her på Undertoner gerne give vores bud på. Vi ville måske gerne have gjort det på en anderledes måde end nedenstående. Vi ville gerne have opfundet den dybe pladetallerken endnu engang og givet en grundig, men samtidig præcis gennemgang af musikåret, der gik. En interaktiv tour de force i undergrundens kringelkroge, hvor alle er nævnt og ingen er glemt. Den ultimative, geniale, altoverskyggende opsummering, der ville sætte nye standarder og for evigt sikre vores navne i den ende af musikbranchen, hvor de vigtigste instrumenter er den skarpe pen og det store overblik. Hvem ved, måske får I det til næste år. I år må I nøjes med to top 20 lister – en udenlandsk og en dansk. Listerne er sammensat af de enkelte anmelderes individuelle lister og afspejler derfor et sammensurium af forskellige præferencer. Vi bilder dog os selv ind, at de nedenstående 40 plader er et meget godt bud på cremen af musikudgivelser anno 2003. Inden vi slipper jer løs til at bedømme vores valg, er det på sin plads lige at nævne en række plader, der fik topplaceringer hos den enkelte anmelder, men altså ikke nået ind på de samlede lister. Af udenlandske plader drejer det sig om Cursive: The Ugly Organ, Hymie’s Basement: s.t., David Toop: Black Chamber, Jose Gonzalez: Veneer, ohGr: Sunnypsyop og Taking Pictures: Friends Are Ghosts. Og de danske plader: Singvogel & Peter Laugesen: Hotellet brænder samt Halfdan E og Martin G: Smarte pletter mellem fingrene. Men nok om dem der ikke kom med. Her er listerne, med garage på toppen og undergrund i bunden. Go’ fornøjelse. Udenlandske plader 20. Calexico: Feast of Wire 19. Ulrich Schnauss: A Strangely Isolated Place 18. Mars Volta: De-loused at the Comatorium 17. Songs: Ohia: The Magnolia Electric Co. 16. Manitoba: Up in Flames 15. Willard Grant Conspiracy: Regard the End 14. Belle & Sebastian: Dear Catastrophe Waitress 13. Tindersticks: Waiting for the Moon 12. The Hidden Cameras: A Smell of Their Own 11. The Wrens: The Meadowlands 10. Cat Power: You Are Free 9. The Strokes: Room on Fire 8. Grandaddy: Sumday 7. Black Rebel Motorcycle Club: Take Them On, on Your Own 6. Nina Nastasia: Run to Ruin 5. Broken Social Scene: You Forgot It in People 4. Four Tet: Rounds 3. Blur: Think Tank 2. Radiohead: Hail to the Thief 1. The White Stripes: Elephant Danske plader 20. Strumm: Strumm EP 19. Velour: Get in Room 18. Love Shop: National 17. Icebreaker International/Manual: Into Forever 16. The Fashion: Rock Rock Kiss Kiss Combo 15. Simon Gylden: Bring Your Daddy 14. Pluto: Støv/eller/støj 13. Diefenbach: Run Trip Fall 12. Opiate: Sometimes 11. Dub Tractor: More or Less Mono 10. Baby Woodrose: Money for Soul 9. Olesen-Olesen: Hårdnakket idyl 8. Wynona: Santiago 7. Kashmir: Zitilites 6. Tiger Tunes: Absolutely Worthless Compared to Important Books 5. Nikolaj Nørlund: Tændstik 4. Moi Caprice: Once upon a Time in the North 3. Figurines: Shake a Mountain 2. Mew: Frengers 1. The Raveonettes: Chain Gang of Love

Plader

Four Tet: Rounds

Med sit tredje album under navnet Four Tet har electronica-troldmanden Kieran Hebden på Rounds skabt en forunderlig samling sange, der fastslår hans status som en af tidens absolut mest interessante elektroniske kunstnere. Fantastisk. Intet mindre end fantastisk.