Tag - funk

Georgia Anne Muldrow har en god og groovy ting kørende for sig, men på Overload indløses potentialet aldrig fuldstændigt. Til gengæld er albummet et veldokumenteret udsnit af hendes mange talenter.

Plader

Empress Of: Us

Empress Of er tilbage med et nyt album, der med sine sprøde, sommerlige danserytmer og stærke vokale præstationer markerer sig som et af de bedste albums i 2018.

Plader

Jungle: For Ever

Der overraskes og begejstres på Jungles andet album For Ever, et spændende og varieret album, som både kan få de fleste op af stolen, men også efterlader lytteren med noget at tænke over.

Dev Hynes er tilbage med et stærkt, velproduceret og tematisk interessant udspil i form af Negro Swan. Trods det tematiske holdepunkt er det dog også en plade, der ikke hænger fuldstændig harmonisk sammen.

Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.

Jack Whites nyeste udspil, Boarding House Reach, er et miskmask af musikalske eksperimenter, der mest af alt lyder som eksperimenter for eksperimenternes skyld. Eller som en kunstner, der skal bevise, at hans musik kan være ligeså skør, som han selv fremstår. Sidstnævnte lykkedes desværre bedre end førstnævnte.

Kendrick Lamar sprænger med To Pimp a Butterfly rammerne for, hvordan hiphop i 2015 kan og bør lyde. Med en lydside fyldt med jazz, funk og soul-referencer, samt Kendricks aggressive socialkritiske lyrik, efterlader albummet ingen tvivl om, hvem der kommer til at indtage hiphoptronen mange år fremover.

Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.

Skandinavisk soulmusik er i øjeblikket på vej frem og danske kunstnere er blandt de største talenter. Vi tegner et portræt af scenen og møder blandt andet med den snart albumaktuelle Philip Owusu

Det er nærliggende ved første gennemlytning at tolke Blood Oranges kompromisløse hengivenhed over for 80'er-funken som sarkastisk afstandtagen til dagens musikscene. Den tolkning er dog slemt forfejlet, for Blood Orange demonstrerer tværtimod, hvordan man kan opdatere en lyd, som har ligget død i flere årtier, og gøre den fuldt ud tidssvarende.

Iron & Wine vokser på gruppens femte album Ghost on Ghost fortsat i lyd og størrelse. Sam Beam har skruet ned for den følsomme folk og forsøger sig denne gang med jazz, funk, pop og Motown, hvilket ikke falder alt for heldigt ud.

Han ligner Zlatan, lyder som Prince og producerer som en blanding af Madlib og Al Green. Han påstår at lave "pineapple camel funk" og har fået så store navne som DOOM og Damon Albarn til at hjælpe til på sit debutalbum.

Der er gået musikalsk kluddermor i den på FastPoHolmens andet album. Det er gennemgående legesygt, til tider enormt fængende, men i længden desværre også lidt trættende.

boeger