Den britiske kvartets veloplagte debutplade er ungdomshyl mod konservatisme og konformitet i højt tempo. Der er bestemt grobund for noget virkelig interessant her, men i forsøget på at vise hvad man kan, drukner The Lounge Society lytteren i musikalsk ekvilibrisme.
Småkåd og småkedelig er nok ikke en kombination, der tiltaler nogen. Det til trods, får Khruangbin og Leon Bridges på Texas Moon deres smålumre neo-soul og -funk til at lyde lækkert.
Buscabulla har skabt en plade, der handler om at vende tilbage til et forandret hjem. Det rummer både caribiske rytmer, østafrikansk funk og en elektronisk kærlighedsballade. I det hele taget er det et ret overlegent debutalbum.
Koncerten med Durand Jones startede som en rolig tirsdag aften i byen, men blev hurtigt til en sen torsdag og sluttede i en farverig lørdag aften med en sprød og spændstig midnatjam.
Helt naturligt viste Janelle Monae showwomanship i verdensklasse, og at hun er arvetageren fra Prince, James Brown og Michael Jackson.
Den canadiske DJ-stjerne Kaytranada havde publikum fuldstændig i sin hulende hånd. Lige indtil han greb mikrofonen og begyndte at snakke. Så gik det helt, helt galt.
Det er lidt et utaknemmeligt job at skulle hive et nyankommet publikum op af solsumpen. Australske Pond gav nu et hæderligt forsøg.
Thundercat og et ualmindeligt velspillende band gav tirsdag aften en vedholdende demonstration i musikalsk ekvilibrisme og soul med et hint af kitsch.
Georgia Anne Muldrow har en god og groovy ting kørende for sig, men på Overload indløses potentialet aldrig fuldstændigt. Til gengæld er albummet et veldokumenteret udsnit af hendes mange talenter.
Empress Of er tilbage med et nyt album, der med sine sprøde, sommerlige danserytmer og stærke vokale præstationer markerer sig som et af de bedste albums i 2018.
Der overraskes og begejstres på Jungles andet album For Ever, et spændende og varieret album, som både kan få de fleste op af stolen, men også efterlader lytteren med noget at tænke over.
Dev Hynes er tilbage med et stærkt, velproduceret og tematisk interessant udspil i form af Negro Swan. Trods det tematiske holdepunkt er det dog også en plade, der ikke hænger fuldstændig harmonisk sammen.
Skotske Young Fathers vil stadig en hel masse, og på Cocoa Sugar lykkedes de med det meste. Blues, gospel, hiphop, triphop og meget mere fusioneres på trioens til dato bedste skive. Den er bare alt for kort.
Jack Whites nyeste udspil, Boarding House Reach, er et miskmask af musikalske eksperimenter, der mest af alt lyder som eksperimenter for eksperimenternes skyld. Eller som en kunstner, der skal bevise, at hans musik kan være ligeså skør, som han selv fremstår. Sidstnævnte lykkedes desværre bedre end førstnævnte.
Til 20 års fødselsdagsfest i Vega med et af Norges mest medrivende og velspillende band til tonerne af et af de mest catchy numre i løbet af de seneste fem år. Lyder det fedt? Det var det også.
På en aprilaften med regnvådt overtøj og grå himmel spredte M.I.L.K. lækre sommervibes med sin soulpop og skabte forventninger til det kommende debutalbum.
To veloplagte timer i selskab med den genremiksende Kendrick Lamar- og Flying Lotus-kollaboratør Thundercat forvandlede en kedelig mandag til lørdag aften.
Kendrick Lamar sprænger med To Pimp a Butterfly rammerne for, hvordan hiphop i 2015 kan og bør lyde. Med en lydside fyldt med jazz, funk og soul-referencer, samt Kendricks aggressive socialkritiske lyrik, efterlader albummet ingen tvivl om, hvem der kommer til at indtage hiphoptronen mange år fremover.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Skandinavisk soulmusik er i øjeblikket på vej frem og danske kunstnere er blandt de største talenter. Vi tegner et portræt af scenen og møder blandt andet med den snart albumaktuelle Philip Owusu
