Tag - garage

Veronica Falls har hele hjertet med, når de dyrker deres skramlede retrorock. Desværre savner man en smule variation, og til tider må man tage til takke med fyld. Det er en skam, for der er helt klart potentiale til noget større.

Ikke meget er sket, efter Affordable Hybrid er blevet til Moffarammes. For de to svenskeres lovende debut, The Eye of Horus, lyder uforandret, også selvom antallet af bandmedlemmer er blevet halveret.

Studenterhuset i Købmagergade, København, er blevet renoveret, og som det sig hør og bør, når håndværkere har været på besøg, skal der spilles op til dans, når støvet har lagt sig – gerne flere dage i træk. Efter den officielle åbningsfest 30. oktober går der en lille uge, før de rigtig store kanoner køres i stilling til salut. Det sker 6. november kl. 21, når Baby Woodrose og Radio Saigon lægger lyd til festlighederne. Begge bands bør på hver sin måde være i topform. Baby Woodrose i ny sammensætning – Lorenzo Woodrose (vokal, guitar), Kåre Joensen (bas), Mads Saaby (guitar) og Hans Beck (trommer) – er p.t. på turné i Tyskland, så de dukker utvivlsomt op med så meget sammentømret psykedelisk liveenergi, at håndværkerne er nødt til at komme dagen efter og pudse murene af en ekstra gang. Radio Saigon var i foråret i studiet for at indspille gruppens debut-ep, hvoraf tre af numrene udkommer 1. november på en 7″-single hos Bad Afro, så også det line-up, bestående af guitaristen Mauricio Santana fra Chile og sangeren/guitaristen Daniel Christensen, må antages at levere deres garagerock og psych med sleben præcision og overbevisning. Indimellem de to koncerter sørger dj’s fra Club Mau Mau for, at festivitassen holder et behørigt tempo med rock’n’roll, R&B og soul på anlægget. Det koster maksimalt 100 kr. at komme ind, og er du medlem, bliver det fluks en 20’er mindre kostbart. Info: Baby Woodrose & Radio Saigon 6. november 2010, kl. 21.00 Billet: 100 kr. (medlemmer 80 kr.). Intet forsalg.

Fredagens guide er en dobbeltdækker. Fra reveille til kl. 20 er det Christian Klaubers fodspor, der følges. Fra kl. 20 og til benene ikke længere bærer, er det Jonathan Heldorf, der giver gode råd.

Pladeselskaber er der nok af, fristes man til at sige. Sådan var det ikke for 20 år siden, men i dag er det umuligt at få et overblik. Det er dog et sundhedstegn. Et tegn på den iværksætterånd, der præger musikmiljøet, og det gåpåmod, der skal til for at få udgivet sin musik. Om så de store pladeselskaber er interesserede eller ej. Det skal de nok blive, når hittet fylder radiofladen ud. Et af de nyeste, rygende varme pladeselskaber er Kanel Records, der alene har det formål at udgive god musik. Al eventuelt overskud skal skydes ind i nye udgivelser, og på den vis kommer der forhåbentlig mange plader fra selskabet. Og der er allerede tre i trykkeriet. Balkanbandet Klepti Klepti har allerede gjort sig bemærket med deres festlige koncerter. Nu kan man snart høre dem på plade også. Desuden har Kanel Records fået fat i et nyt projekt fra Cola Freaks’ Kristoffer K, der hedder Glow Kit. Sammen med Kasper B spiller de angiveligt garage-pop. Sidst, men ikke mindst udgiver selskabet en ep med Dad Rocks!, som er et soloprojekt for Mimas-sanger Snævar Njáll Albertsson, der skulle være venlig folk og islandsk pop. Og det bliver samtidig selskabets debut. Pladen kommer til at hedde Digital Age og er på gaden 12. april.

Til tider deciderede fremragende momenter redder ikke helt Crunchy Frogs fejring af sig selv fra at lyde en kende ufokuseret, men pladen er en underholdende og passende fejring af et af Danmarks mindst konforme pladeselskaber. Tillykke Crunchy!

Plader

Baby Woodrose: s.t.

Baby Woodrose kan mangt og meget, men det er især indbegrebet af to genrer: psych- og garagerock. Det viser Lorenzo Woodrose på sit nyeste udspil Baby Woodrose.

Jeffrey Lewis er svigermors drøm. I hvert fald hvis ens svigermor er hyppig læser af Undertoner, Soundvenue og Geiger, har købt billet til Deerhunter og Crystal Antlers og Simon Finn og læser Marjane Sartrapi og Harvey Pekar og ikke Stieg Larsson og Dan Brown.

Her har vi virkelig at gøre med et enten-eller-album. Skal der dømmes mål, eller sender man bolden til hjørne? Tja, det er jo en smagssag, men denne gang er Eels' garagerock efter min mening en anelse for gumpetung og tenderer det kedelige.

Satan er svær at sætte i bås, men så længe han defineres som ’U2-lyden’, pladekøberne eller moralske tømmermænd, er forsanger Eddie Argos ikke bange for at lange ham en lige højre på ægte ærkeengelsk vis. Det er underholdende, men har det substans?