Tag - garagerock

Alabama Shakes ryster den musikalske pose og tilføjer deres sydstats-retrorock en nyfunden legelyst. Resultatet er det ujævne, men dog ganske charmerende album Sound & Color med en samling stærke singler.

Den britiske duo Royal Blood har fået en forrygende start på karrieren. Søndag førte succesen dem til København for første gang, hvor deres enkle, bastunge rock udgjorde en tiltrængt energiindsprøjtning.

Kort sagt virker Little Johnny Walker som et sympatisk projekt. Opkaldt efter en slavewhisky og med fødderne plantet i den vestjyske muld kan man næsten kun holde af dem. Med The First Album formår de bare ikke at levere det, de sælger sig på.

På mindre end et årti har Segall allerede udgivet otte album plus det løse - inklusive nogle kunstneriske selvmål, som den selvbetitlede debut fra 2008 og den fritflydende psychrockmelankoliker Sleeper. Og nu skal dommen så fældes over Manipulator.

Det er svært ikke at lade sig charmere af Cymbals Eat Guitars' højtråbende patos, der naturligvis betyder, at man skriger »I LOVE YOU« efter hende den søde pige og ikke langsomt prøver at smigre hende med et forsigtigt »hey.«

Parquet Courts er fortsat det mest cool band i Brooklyn. Til lyden af dissonante guitarriffs snøvler forsanger Andrew Savage sig gennem banal historiefortælling. Til trods for enkeltstående stærke numre ender 15 numre desværre med at være for stor en mundfuld for bandet.

De fire amerikanere i Plague Vendor har smidt deres debutplade på gaden med et ordentligt brag, der ryster jorden under dem. Desværre tranformerer rystelserne sig hurtigt til små skælv, der fremstår for harmløse til virkelig at betyde noget.

Amerikanske Speedy Ortiz er ude med ep'en Real Hair. En distortet og skramlet omgang rock, der langt i glimt har fortjent sine roser.

Tredje album fra støjrockende Cloud Nothings viser mildest talt høj klasse. Melodisk, varierende og kontrolleret fandenivoldskhed på et album, der lever op til sin titel: Man befinder sig bogstaveligt talt here and nowhere else.

Den danske noiserock-duo har skabt et bæst af et album, der ikke kun opfordrer lytteren til at lade sig rive med af øjeblikket, men også til at søge de narrativer, der ligger i de rent instrumentelle forløb.

Corsicana Lemonade har trods et mix af udtryk den klassiske rock som den faste kerne, som det instrumentale billede kontinuerligt vender tilbage til. Det gør pladen alsidig, men alligevel fastholder bandet en troværdig stabilitet i deres lydlige udtryk.

Plader

Pins: Girls Like Us

Engelske Pins er rejst langt for at finde en lyd, der passer dem, men at gode plader er hårdt arbejde, lader til at være gået bandets næse forbi.

Uanset hvor provokerende de to piger i Deap Vallys tøjvalg var, reddede det dem ikke fra at levere en omgang triviel og forudsigelig topersoners tromme- og guitarrock, da de søndag eftermiddag gæstede NorthSide Festival.