Tag - grunge

Plader

Dilly Dally: Heaven

Dilly Dally er vendt tilbage fra graven på deres andet album Heaven, der er en tung og støjende udgivelse med en blød kerne af temaer som selvstændiggørelse og selvpleje.

Solid distortion og en fantastisk, rå, kraftfuld kvindestemme sender dig sporenstregs tilbage til de spæde halvfemseres grungeeufori. Darling Don’t Dances første plade i snart fem år er sprøde sager!

Fra punkede bandplader til skrabet singer/songwriter og nu til flamboyant sangerinde med både iørefaldende melodier og et væld af farver på den musikalske palet. Angel Olsen er godt på vej til at gøre sig fortjent til sammenligning med store kunstnere som Cat Power og PJ Harvey.

Det danske grungeband Baby in Vain nærmer sig endelig et decideret debutalbum med den fem numre lange EP For the Kids, der er væsentligt længere end deres vante to numres-udgivelser. På den nye EP er alt som det plejer, når man lytter til Baby in Vain, man hvad vil bandet egentlig vil med deres musik?

Den australske singer/songwriter Courtney Barnett er ude med sit første album, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der langsomt vokser og viser, at hun mestrer fortællingens kunst. Alt i alt en rammende debut, som med garanti vil cementere Barnetts urokkelige lyriske talent.

Plader

Drenge: Undertow

Post-grunge trioen Drenge virker på Undertow søgende og en kende rundforvirrede over, hvilken retning de skal tage fremadrettet. Talentet og ærgerrigheden har de, men flere målrettede og rammende 'Drenge'-streger var ventet.

White Lungs tredje album er hårdtslående punk for alle pengene. Intet nyskabende er under solen – men det ændrer ikke på, at White Lung rykker, og at forsanger Mish Way har en virkelig lækker attitude.

Den svære toer skuffer ikke i tilfældet The Malpractice. Mass er nemlig sort som en kulkælder, ond som djævlen og pokkers vanedannede, og Gammelby & co. når næsten helt i land.

Tex Fuller albumdebuterer med en - for et dansk band - sjældent international lyd. Inspirationerne hentes tydeligvis fra 90'ernes store ikoner inden for indie- og slackerrock, men på trods af de åbenlyse referencer er gruppen umiskendeligt sin egen.

The heavist of the heaviest and the hairist of the hairy! Seattle-bandet, der var store før de andre Seattle-bands, Soundgarden med Chris Cornell i front, kom til Forum med gamle hits og sidste års comeback-album.

Baby In Vain vil ikke kaldes grunge, men alligevel følte man sig hensat til endnu en regnvejrsdag i Seattle under pigernes velbesøgte koncert. Efter indledende lydproblemer blev der rig mulighed for både headbanging og pogo til den tunge og stilsikre lyd, der dog stadig har plads til forbedringer.

Fredag aften tog Mudhoney os med på en musikalsk rejse tilbage til Seattle anno før Nirvana. Bandet er tilbage med et nyt album, men lyder som de altid har gjort – heldigvis. Det gav en grungerock-koncert af den helt rette støbning på Loppen.

De aldrende grungerockere fra Mudhoney er på gaden med deres niende studiealbum og viser, at de trods tidens grådige tand stadig har noget at byde på.

Det er de færreste af os forundt at give koncert på Roskilde Festival og SPOT Festival. Det er endnu færre forundt at gøre det, inden man er fyldt tyve år. Når man så oven i købet er tre piger, der spiller rockmusik, er oddsene ved at være faretruende lave. Det er ikke desto mindre virkeligheden for den københavnske trio Baby In Vain, der, med en ny EP på vej, er klar til endnu mere.