Soloprojektet Holm viser sig på debut-LP'en Why Don't You Dance som et velfungerende fartøj for Mikkel Holm Silkjærs voksende evner som sangskriver.
Tag - guitarpop
Fredagssinglr: Tears – Single ’19
Tears udgiver en stærk 7"-single med numrene ”My Father, My Mother, My Sisters, My Lover” og “Father, Don’t You Know Me”, der begge er gode bud på, hvordan klaver- og guitarpop kan være lyden af sensommermelankoli trykt på vinyl.
Holm: Dappled
På trods af et nyt alias og en finjustering af lyden, er de fire nye ørehængere fra Mikkel Holm Silkjær fuldt ud og umiskendeligt ham selv.
Communions: Blue
Med en farvepalet af pop-elementer, lo-fi-lyd og to guitarer skaber Communions lydtapetet til et teenagerum, i et parallelt univers, hvor man kan holde i hånd med den man elsker.
Real Estate: Atlas
På Atlas eksekveres Real Estates hypermelodiske tilgang til guitarpop ikke lige overbevisende hver eneste gang, men enkelte fejl rykker ikke ved, at pladen er det tætteste, vi kommer på en sommerdag her under den danske vinter.
Roskilde Festival 2013: Suuns, 05.07.13, Pavilion
Badet i kold LED-belysning og varm fredagssoolnedgang formåede canadiske Suuns aldrig rigtig at komme det fornødne skridt ud over scenekanten. Især en manglende klarhed i lydbilledet var med til kun at holde koncerten på det jævne.
John Olav Nilsen & Gjengen: Den eneste veien ut
På sit tredje album rammer Norges darling sine steder noget fængende og interessant, men det meste ad vejen er albummet kedeligt, forudsigeligt og under middel.
Kristian Leth: Hjemad
Det er efterhånden ved at være en trend, at kunstnere, der før har sunget på engelsk, kaster sig over deres danske modersmål. Det samme gør Kristian Leth fra The William Blakes, og med en blanding af CV Jørgensen-poesi og Rasmus Seebach-lignende ligefremhed har han Kristian Leth begået et fint solodebutalbum.
The Eclectic Moniker, 16.06.12, Lille Vega, København
Hvem ville ikke gerne varme sig i solen på de caribiske øer med blikket rettet ud mod det mørkeblå hav? Den chance fik man i et fuldt Lille Vega. For calypsobandet The Eclectic Moniker var en lysende energibombe midt i det triste danske sommervejr.
Juni-koncerter II: A walk on the NorthSide med Earle inden massakre i Beirut med Ofelia
Som altid kan du regne med Undertoner: Her er din guide til resten af junis vigtigste koncerter.
Stephen Malkmus & the Jicks: Mirror Traffic
Under et år efter Pavement afsluttede sin succesfulde comeback-turne, er Stephen Malkmus & the Jicks allerede klar med nyt. Et fornøjeligt og varieret album, der flere steder vækker minder om netop Malkmus' tidligere band.
The Vaselines: Sex With an X
The Vaselines er tilbage efter 20 års pause. Duoen med de bittersøde rocksange giver et bud på, hvordan de lød for to årtier siden. Det er fint pakket ind, men selv ikke den skarpeste make-up kan skjule, at de er blevet ældre.
Roskilde ’10: Jack Johnson, 04.07.10, Orange Scene
Hawaii-drengen og hans band gav de trætte festivalgængere en sidste dosis chillout og solskin foran Orange Scene.
Paul Haig: Relive
På Relive har Paul Haig fundet ny inspiration i den funkede postpunk, han brillerede med for næsten 30 år siden som frontmand for det indflydelsesrige skotske band Josef K. Resultatet er en samling effektivt pulserende sange.
Almost Charlie: The Plural of Yes
Almost Charlie er en transatlantisk, Beatles-inspireret duo, der leverer et hæderligt udspil, hvor kun deres klichéer giver anledning til en løftet pegefinger.
Maxïmo Park: Our Earthly Pleasures
Engelske Maxïmo Park har bestemt håndværket i orden, og leverer på deres andet album vellydende, pæn og let tilgængelig rock. Det er dog så som så med substansen.
The Shins: Wincing the Night Away
De nærmest todimensionale popsange, der før var The Shins’ varemærke, har overladt scenen til mere eftertænksomme og fintvævede kompositioner. En ditto dybere produktion understreger de tråde af modenhed, der sammen med søvnløshedens forbandelse trækkes gennem Wincing the Night Away.
Josh Rouse: Nashville
Med sin nyeste udgivelse Nashville har singer/songwriteren Josh Rouse taget endnu et skridt ud imod den rene popmusik. Det er der kommet en nærmest vanvittig behagelig plade ud af, som man skal være temmelig kold om hjertet for ikke at falde bare lidt for.
Tigerella: s.t.
En blanding af Pavement, Belle & Sebastian og Yo La Tengo. Sådan beskriver Tigerellas pladeselskab bandets lyd, og selv om det ikke er mere rammende end at beskrive smagen af agurk med smagen af tomat, er Tigerellas debutalbum et lille, fint bekendtskab.
Figurines: Shake a Mountain
For fanden, hvor er jeg i godt humør! Og ikke bare fordi jeg sidder med et debutalbum fyldt med skæve og dejlige ørehængere, men også fordi bandet bag det, Figurines, må være et bevis på, at de unge kreative kræfter i Danmark måske endelig er begyndt at finde inspiration i den verden, der er uden for P3s og Fonas top 20-lister.