DAB-kanal, oh DAB-kanal. Kom og tag mig. Lad rock blive min herre, og gør mig til en af dine. Jeg er dem, de andre ikke vil lege med, og de siger, jeg er kedelig. Kan det virkelig passe? (Ja…)
2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.
På sin fjerde plade fænger Oxford Collapse endnu en gang med energiske, skramlede collegerocknumre. Med et knap så vellykket resultat går trekløveret fra Brooklyn flere gange væk fra denne fremgangsmåde, og det går en del ud over det samlede indtryk af Bits.
Herligt melodiske og lettere slackede popsange fylder de fleste af rillerne på 1 2 3 4’s debutplade, In Your Faith. Alligevel halter det hist og her, så bandet gør ikke det mærkbare indtryk, deres sangmateriale egentlig berettiger til.
Frontmand i 1 2 3 4 Rune Hedemans tekster er tungsindige, og hans sceneoptræden har fremkaldt sammenligninger med den italienske diktator Benito Mussolini. Alligevel er Rune Hedeman ikke bange for, …
Tokyo Police Club ved, hvordan fængende guitarrock skal skrues sammen. Det har de lært af The Strokes. Desværre har de ikke kun taget ved lære, men også kopieret deres læremestre. Trods gode sange ender det canadiske band derfor med at fremstå som et musikalsk rip-off.
Tom Verlaine er blandt guitarister en højt estimeret skolelærer, og han vipper demonstrativt med sit imødekommende spanskrør på Songs and Other Things: Selv om der ikke er meget nyt at komme efter i forhold til hans tidligere plader, udmærker Verlaine sig ved sin både forfinede og spektakulære spillestil.
Sövsö fra Haderslev er ude med deres første, (selvfinansierede) fuldlængdealbum. Desværre har manglen på alt, hvad der peger i retning af individualitet haft den konsekvens, at endnu en plade er endt på undertegnedes glemme-hylde.
Endelig et engelsk band, der trækker på Joy Division og Echo and the Bunnymen (og Interpol). Editors fremviser et enormt potentiale på deres debutalbum, men desværre også en høj fejlprocent. De er endnu ikke så gode som forbillederne, men kan blive rigtig store en dag.
Amerikanske Wilderness er garanter for en god omgang brusende, fængende pop og rock pĂĄ denne debutplade. Alligevel er det ambivalente følelser, man sidder tilbage med, og det skyldes først og fremmest forsangerens særegne rĂĄbende vokal – dĂ©n klæder nemlig ikke sangene specielt godt.
En genudgivet liveplade med 80′er-rockbandet med Steve Wynn i front. Genudgivelsen inkluderer numre, som oprindeligt var frasorteret pĂĄ den originale udgivelse fra 1988. Dette er berettiget, uforfalsket rock til rockfans, der ikke er bange for guitar.
Til tider smukt, til tider alt for anonymt. Det er rent ud sagt en blandet fornøjelse at lytte til svenskernes seneste album.
I form af en 11 minutter lang EP er her yderligere tre beviser på, at fredericianske Hostmom, hvis alt går som det burde, sagtens kan gå hen og få den opmærksomhed, de fortjener. De er nemlig slet ikke dårlige.
