Tag - I Got You on Tape

Jacob Bellens fra Murder og I Got You on Tape har netop sendt et lille lys ud i det danske efterårsmørke. Det er solo-udspillet The Daisy Age – en plade, der både har sin styrke og svaghed i Bellens' stærke stemme.

Det nye initiativ "Here Today Sessions" vil hver uge fra og med 3. august lægge en ny live studiesession af både nordiske og internationale musikere op på deres hjemmeside.

Samtidig med offentliggørelsen af årets Fredagsrock-program med bl.a. The Cardigans, Wolfmother og I Got You on Tape lanceres Fredagsrock Festival i samarbejde med Roskilde Festival, hvor en lang række upcoming navne indtager Tivoli en hel dag.

Når Jacob Bellens skriver sange til Murder, er det en stærkt rutinepræget proces, fortæller han over en kop kaffe. Netop derfor insisterer han på også at bringe sig selv ud på musikalsk usikker grund.

Her gik man og troede, at man endelig kunne få skovlen under Jacob Bellens, der med alle sine jern i ilden da snart må lave noget decideret bras. Men heller ikke denne gang, for selvom det kræver tid at opdage det, viser Murder formidabel form med Gospel of Man.

Et nyt danske site dedikeret til koncertvideoer ved navn The Copenhagen X Sessions lancerer nu en ny koncertvideoserie. 17 danske bands, der blandt andet omfatter I Got You on Tape, Fallulah, Oh No Ono, White Pony, WhoMadeWho, Sleep Party People og The Kissaway Trail, vil i den kommende tid indspille en række koncertvideoer indeholdende numre skrevet specielt til projektet, der er et samarbejde mellem Roskilde Festival og Sony Ericsson. Good Boy! Creative, der før har instrueret musikvideoer for blandt andre I Got You on Tape og WhoMadeWho, kommer til at stå for billedsiden, mens Ebbe Frej og Mikkel Max Hansen fra epo-555 håndterer lydsiden. Videoerne bliver offentliggjort på projektets egen hjemmeside i løbet af september.

I Got You on Tape har siden debuten udviklet deres musik til at gøre et overvældende og medrivende indtryk live. Det var hovedsageligt dét, man bed mærke i ved torsdagens koncert, der ikke desto mindre var skæmmet af lidt lydmæssig knas.

I Got You on Tape leverer på deres tredje udspil et potpourri af interessante elementer fra deres repertoire. Det resulterer i et album, der virker en anelse for bekendt og monotont, men som med tiden åbenbarer sit potentiale.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Når Jacob Bellens ikke har travlt med I Got You on Tape, har han sin gang i duoen Murder med makkeren Anders Mathiasen. Sammen har de skabt 11 smukke folk-kompositioner, der tindrer af desperat skønhed. Til sammen udgør de et af årets hidtil bedste danske udspil. Jeg er ved at være lidt træt af at høre Jacob Bellens, der synger i I Got You on Tape og pladeaktuelle Murder, blive sammenlignet med David Bowie. For det første har alle i denne verden deres helte, og i stedet for at fokusere på denne i og for sig ret naturlige og gode inspirationskilde kunne man koncentrere sig om, at Bellens er et unikt talent med et særegent og dybt inciterende udtryk, der ikke har sin lige på den danske rockscene. For det andet er rytmikken i Bellens’ vokal også helt anderledes end hos The Thin White Duke. Allerede lidt over et år efter debuten One Year From Now It’s My Birthday er Murder klar med deres andet udspil, Stockholm Syndrome, som på 38 minutter præsenterer 11 akustiske folksange, der sitrer af desperation og nødvendighed. Lydbilledet består af krystallisk guitarfingerspil, cello, klaver og fløjter. På dette grundlag synger Jacob Bellens sin sortsværtede og geniale lyrik med insisterende og let excentrisk stemmeføring. Nogle af de første ord man helt bogstaveligt bider mærke i på pladen er fra åbneren “Feast in My Honour”: »I was eating off the floor / every little apple core.« Så simpelt kan det suggestive billede skabes. Så få midler skal der til, før man som lytter føler sig hjemme i et musikalsk univers, og det er dét, Murder forstår, hvad angår såvel ord som musik. Pladen fordrer nogle gennemlytninger, før sangene skiller sig ud fra hinanden og bliver rigtig distinkte. De holder sig i det samme temperament og tempo, men efterhånden begynder forskelle og detaljer at træde frem, og det viser sig, at alle sangene hver især bærer deres individuelle signifikans. “When the Bees Are Sleeping” og “Applejuice” akkompagneres af søvnige surfguitarer, der leder tankerne hen på I Got You on Tape, mens et af pladens stærkeste kort, den geniale “No Future” pludselig mødes af blokfløjter og underskøn kvindevokal. Sangene lever hver især, men bidrager på samme tid til en mangefarvet helhed. Og modsat I Got You on Tape, som stemningsmæssigt hovedsageligt flirter med americanaen, kombinerer Murder denne støvede country-lyd med en anden melankoli, nemlig den skandinaviske, og det er i dette møde, at musikken for alvor gnistrer hul i lytterens hud. Ifølge pressemeddelelsen har succeskriteriet været at skabe den bedste danske folk-plade nogensinde. Om nøjagtigt dét er lykkedes, er svært at svare på. Men man kan jo passende købe pladen og dømme selv. Stockholm Syndrome er i hvert fald et af årets hidtil bedste danske udspil.

Der er hverken indrømmelser, tilståelser eller øvrigt bevismateriale på båndspolerne hos det danske band I Got You on Tape. Derimod præsenterer de på deres debutplade tilbagelænede og atmosfæriske popvignetter, der stiller krav til sin lytter for fuldt udbytte.