Brimheim leverede ren stadionrock og publikum var vilde med det. Der var fyldt helt op foran Rising, men koncerten manglede roen og muligheden for at dvæle ved detaljerne, der druknede i den hektiske støj.
Tag - indie-rock
Roskilde Festival 2022: Rigmor, Rising
Rigmor ejede Rising. I kraft af deres dynamik, deres charme, deres velspillenhed og dét faktum, at teksterne stod så krystalklart i lydbilledet og i sommeraftenen, med dens skyer der så småt var begyndt at samle sig, men endnu ikke havde fået has på solen, der stadig hang deroppe over det hele og sendte varme og glød ned over os i et væk.
Roskilde Festival 2022: Barbro, Rising
På trods af en lidt langsommelig start i eftermiddagsheden, endte Barbros Rising-koncert med at være en fængslende, forløsende og rørende oplevelse.
Quiet Sonia: Wild and Bitter Fruits EP
Danske Quiet Sonia's debut-EP er en vanvittig velkomponeret musikalsk rejse gennem både melankoli og eufori. 25 minutters eksperimenterende indie-folk-forløsning for dit sørgelige lille hjerte.
Nilüfer Yanya, 11.06.22, Syd for Solen, København
Nilüfer Yanya leverede nydelig kantet indierock i solskinnet, men indlevelsen forblev gemt bag solbrillerne.
Wet Leg: st.
Britiske Wet Legs debutalbum er nok lidt af et déjà-vu-album for alle dem, der kan huske 00'ernes indierock. Iørefaldende og humoristisk, men også for homogent og forglemmeligt.
Shame, 08.04.22, Lille Vega, København
Lille Vega fik kam til sit punkhår, da Shame indtog en udsolgt sal med en energi og intensitet, der gav genklang i alle hjørner. En fremragende aften leveret af et fremragende post-punk band.
Baby In Vain + Yung, 23.03.22, Lille Vega, København
To Undertoner-darlings fyldte onsdag aften Lille Vega med melodisk rock og forførende støj. Både Baby In Vain og Yung leverede op til flere nye numre med en betændt energi, der viser, at ingen af de to bands er gået all-in på velsmurt indierock endnu. Det burde tænde en ild i de fleste, men publikum virkede en anelse tilbageholdende.
Porridge Radio, 05.03.22, Musik Loppen
Efter to års venten og utallige udsættelser kunne vi endelig på lov til at opleve slacker-indierockerne fra Porridge Radio på dansk jord. Koncerten var heldigvis lige så meget fremsynet, som det var en forsinket fejring af gruppens album fra 2020.
Rigmor: Glade blinde børn
Den poetiske Århus-kvartet er efter to års intenst arbejde endelig klar med debutpladen. En storebror til deres stærke Rebel-EP, der byder på masser af guitarsoloer, kuldegysninger og melankolsk indiepop/rock.
Spoon: Lucifer On the Sofa
Texanske Spoon er tilbage med et dejligt helstøbt indierockalbum, der langsomt åbner sig op for lytteren. Ikke fordi det er svær musik, snarere tværtimod. Musikken kan ved et første lyt synes at være lidt letbenet, men det er den ikke! Det er et stærkt værk Britt Daniel og co. har ude nu. Ingen tvivl om det.
Big Thief: Dragon New Warm Mountain I Believe in You
Efter tre år med soloprojekter er Big Thief tilbage med deres femte, længste og mest eksperimenterende album til dato. En dobbelt-LP, der beviser, hvor meget mere end rocket indiefolk, Big Thief kan være.
Black Country, New Road: Ants From Up There
På Black Country, New Roads andet album har briterne valgt at gå en ny, mere indie-rocket vej – og har overgået sig selv. Gruppens brede musikalske skuldre bærer de storladne ballader på Ants From Up There med lethed, og forvent at fælde en tåre eller to.
Yard Act: The Overload
Britiske Yard Act indløser på The Overload ikke helt forventningerne med et postpunk/spoken word-album, der rummer en del virkeligt stærke numre, men også for meget, der glider ind ad det ene øre og ud ad det andet uden rigtigt at efterlade sig noget. Det er en skam, for når Yard Act er bedst, er de altså virkelig gode.
Courtney Barnett: Things Take Time, Take Time
En mere voksen, velbalanceret og mere australsk lydende Courtney Barnett er tilbage med sit tredje album, som er en omgang omsorgsfuld og janglet Biedermeier-indierock, der måske egner sig bedre som baggrundsmusik til opvasken end til koncentreret lytning.
Younolovebunny: Monster Jazz
Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.
Teenage Fanclub: Endless Arcade
Powerpop-veteranerne Teenage Fanclubs ellevte studiealbum byder på solbeskinnet melankoli samt en behagelig men forgængelig fusion af jangle, powerpop og folkrock.
Tindersticks: Distractions
Tindersticks, måske det tætteste vi kommer på et britisk europæisk band, viser igen, at de er mest interessante, når det kommer til stemning frem for en bestemt stil. Deres nye, meget nedbarberede album Distractions emmer af en på én gang rastløs, melankolsk og på sin vis også desperat, sitrende og meget lavmælt stemning.
Death Valley Girls: Under the Spell of Joy
Los Angeles-bandet Death Valley Girls har alle de gode intentioner og holdninger, de har syrede, lettere obskure tekster og en vibe af noget sært og witchcraft-agtigt, denne gang i en lovprisning af glæden, alligevel ender monotien og ensformigheden med at gå lidt på nerverne.
Anders Hjernø: Poesi?
Tidlige Armbånd-forsangeren bruger sangene på sit nye album til at kæmpe sig ud af en skriveblokade og undersøge, hvad det vil sige at mangle ord. Der skabes musikalsk festfyrværkeri nogle steder, men undervejs kommer pladens præmis til at virke fortænkt.
Rigmor: Rebel
Med udgangspunkt i digte af Michael Strunge har det aarhusianske indierock band Rigmor fundet en lyd, hvor melankoli og kraftfuldhed omfavner lytteren. De unge musikere forsøger at italesætte deres generations udfordringer, og formår at skabe en atmosfære, der er deres egen.
Fredagssinglr: Pale Honey – Treat You Good
Her på selveste Valentins dag, hvor hjerter helt uden videre bryder i brand og eksploderer, tager den svenske duo Pale Honey fat helt nede, hvor det gør ondt, med den maniske kærlighedssang "Treat You Good".
Fredagssinglr: Graceless – Don’t Mind (Don’t Care)
Danske Graceless er på gaden med singlen "Don't Mind (Don't Care)", der omfavner et klassisk rock set-up og serverer en god omgang guitarstøj.
(Sandy) Alex G: House of Sugar
På House of Sugar konstruerer (Sandy) Alex G på ny et surrealistisk og dragende kosmos, der blot cementerer DIY-æstetikerens for indeværende status som en af 10'ernes underspillede indie-helte.
Moon Loves Honey: Bubbleburst
På deres nye album Bubbleburst rider Moon Loves Honey fortsat den neo-psykedeliske indie-rock bølge, og de funderer stadig over kærlighed, tvivl og sårbarhed. Både lyrik og lydbillede mangler dog fokus og nuance, og albummet formår kun at tegne konturerne af dets tematikker.
Various Artists: And Now For Something Completely Crunchy
De musikalske altmuligmænd fra pladeselskabet Crunchy Frog fejrer deres 25-års jubilæum med et selvudråbt ”musikalsk kædebrev,” som gennem et benspænd formår at kæde 16 forskellige bands sammen, og vise, at deres repertoire er sprængfyldt med god stemning og talent.
Jacob Faurholt: Shake Off the Fear
Den yderst produktive sanger og sangskriver Jacob Faurholt er tilbage med sin 10. plade, Shake Off the Fear – en kort og skrabet affære, der forstår at udnytte lo-fi-genrens styrker.
New Order, 07.06.19, NorthSide Festival, Aarhus
Under en blå himmel og en lavt hængende halvmåne var scenen sat ekstraordinært billedskønt inden aftenens koncert. For synth-poppens oldboys New Order viste det sig dog at blive vanskeligt at hive triumfen hjem.
The National: I Am Easy to Find
The National er selve den her kreative middelklasse som de spiller til, spiller for og synger om. Deri ligger deres integritet. Ægtheden i hele projektet The National og derfor holder det. Derfor bliver de, om ikke bedre og bedre, så dog dybere og mere komplekse med tiden. Fordi de netop formår at udfordre deres egen integritet indenfor rammerne af hvem og hvad de er. Fordi de bare er de her kreative Brooklynbohemer. Indiearketyperne par excellence.
The Raconteurs, 31.05.19, Heartland, Kværndrup
The Raconteurs er tilbage. Det viste gruppen med et brag af en rockkoncert på Heartland Festival, hvor anarkisten Jack White brændte klart igennem.
Better Oblivion Community Center: s.t.
Phoebe Bridgers og Bright Eyes-frontmand Conor Oberst slår pjalterne sammen i denne nye konstellation og leverer solid indie-pop med støjende elementer der dog trækkes ned af hvad der er et til tider tåkrummende, til tider blot uinteressant tekstunivers.
White Lies: Five
Britiske White Lies udgiver i dag deres femte album. Et vellykket stykke helhed, som momentvis samler bandets bedste kvaliteter og peger i nye retninger.
Bill Ryder-Jones: Yawn
Bill Ryder-Jones har med Yawn udgivet en plade, der er mere jævn end mesterlig. Der er dog stadig en del at komme efter, hvis man har hang til melankolske og guitarbårne singer/songwriter-udgivelser.
The Holy: Daughter
Helsinki-kvintetten The Holy udgiver fængende art rock konceptalbum om tragedien ved at vokse op på bøhlandet i Finland indspillet på åstedet i en gammel landsbyskole i Tyrväntö, Hattula. Resultatet svinger i kvalitet undervejs, men når overordnet et højt niveau.
Big Dust: Pewter & Carbon
I en skummel københavnsk bunker har Big Dust skabt et usædvanligt album, der er faretruende, opfindsomt og legende.
Dirty Projectors: Lamp Lit Prose
Glæden ved livet og ved kærligheden bobler næsten over i det sprudlende og legesyge ottende album fra amerikanske Dirty Projectors.
Cancer: Totem
Nikolaj Vonsild (When Saints Go Machine) og Kristian Finne Kristensens (Chorus Grant) fællesbarn Cancer er klar med sit andet album, Totem. Et album, der på trods af enkelte ligegyldige elementer, indeholder skøn musikalitet.
Youth Lagoon: Savage Hills Ballroom
Mindre sfærisk, mindre drømmende, mere mørkt. Enmandsbandet Youth Lagoon, bestående af den 26-årige Trevor Powers, har taget det endelige spring ud af teenageværelset og ind i en voksenverden.