Tag - indie-rock

Plader

Younolovebunny: Monster Jazz

Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.

Plader

Tindersticks: Distractions

Tindersticks, måske det tætteste vi kommer på et britisk europæisk band, viser igen, at de er mest interessante, når det kommer til stemning frem for en bestemt stil. Deres nye, meget nedbarberede album Distractions emmer af en på én gang rastløs, melankolsk og på sin vis også desperat, sitrende og meget lavmælt stemning.

Plader

Death Valley Girls: Under the Spell of Joy

Los Angeles-bandet Death Valley Girls har alle de gode intentioner og holdninger, de har syrede, lettere obskure tekster og en vibe af noget sært og witchcraft-agtigt, denne gang i en lovprisning af glæden, alligevel ender monotien og ensformigheden med at gå lidt på nerverne.

Plader

Anders Hjernø: Poesi?

Tidlige Armbånd-forsangeren bruger sangene på sit nye album til at kæmpe sig ud af en skriveblokade og undersøge, hvad det vil sige at mangle ord. Der skabes musikalsk festfyrværkeri nogle steder, men undervejs kommer pladens præmis til at virke fortænkt.

Plader

Rigmor: Rebel

Med udgangspunkt i digte af Michael Strunge har det aarhusianske indierock band Rigmor fundet en lyd, hvor melankoli og kraftfuldhed omfavner lytteren. De unge musikere forsøger at italesætte deres generations udfordringer, og formår at skabe en atmosfære, der er deres egen.

Plader

Moon Loves Honey: Bubbleburst

På deres nye album Bubbleburst rider Moon Loves Honey fortsat den neo-psykedeliske indie-rock bølge, og de funderer stadig over kærlighed, tvivl og sårbarhed. Både lyrik og lydbillede mangler dog fokus og nuance, og albummet formår kun at tegne konturerne af dets tematikker.

Plader

The National: I Am Easy to Find

The National er selve den her kreative middelklasse som de spiller til, spiller for og synger om. Deri ligger deres integritet. Ægtheden i hele projektet The National og derfor holder det. Derfor bliver de, om ikke bedre og bedre, så dog dybere og mere komplekse med tiden. Fordi de netop formår at udfordre deres egen integritet indenfor rammerne af hvem og hvad de er. Fordi de bare er de her kreative Brooklynbohemer. Indiearketyperne par excellence.

Plader

Better Oblivion Community Center: s.t.

Phoebe Bridgers og Bright Eyes-frontmand Conor Oberst slår pjalterne sammen i denne nye konstellation og leverer solid indie-pop med støjende elementer der dog trækkes ned af hvad der er et til tider tåkrummende, til tider blot uinteressant tekstunivers.

Plader

White Lies: Five

Britiske White Lies udgiver i dag deres femte album. Et vellykket stykke helhed, som momentvis samler bandets bedste kvaliteter og peger i nye retninger.

Plader

Bill Ryder-Jones: Yawn

Bill Ryder-Jones har med Yawn udgivet en plade, der er mere jævn end mesterlig. Der er dog stadig en del at komme efter, hvis man har hang til melankolske og guitarbårne singer/songwriter-udgivelser.

Plader

The Holy: Daughter

Helsinki-kvintetten The Holy udgiver fængende art rock konceptalbum om tragedien ved at vokse op på bøhlandet i Finland indspillet på åstedet i en gammel landsbyskole i Tyrväntö, Hattula. Resultatet svinger i kvalitet undervejs, men når overordnet et højt niveau.