Lows seneste album er mere skurrende og dissonant end nogensinde. Og Lows seneste koncert? Not quite. Musikken på Voxhall var smuk, langsommelig og selvfølgelig lige i skabet.
Tag - indie
Trods en lidt skrattende telefonforbindelse fra London, lykkedes det at fange Mathias Winther til et interview om inspiration, livet i London og drømmen om en autocamper ned igennem Europa.
Måske du skal ud at føle dig udødelig i weekenden? Mærke at du lever. I så fald vil vi anbefale, at du lader dig falde ind i Mathias Winthers melankolske univers af udødelighed, desperation og kaos.
Byd din grå decemberweekend velkommen med nummeret ”Say, Can You Hear” - seneste singleudspil fra den canadiske drømmepop-trio Men I Trust.
Svenske Taken By Trees seneste album excellerer i kunsten at lave fængende melodier, og topper når det lader guitaren være musikkens motor, men slutindtrykket er at det er en harmløs og ensformig størrelse.
Aalborg-duoen Kogekunst byder indenfor til musikalsk legestue på deres debutalbum. Højskolesang og skramlede popsange er på menuen, men trods diversiteten lyder Sexede til tider lidt for tilfældig.
Boygenius er et vaskeægte superband bestående af tre unge, vordende singer/songwriter-stjerner indenfor indie-rockens domæne. På trods af flere højdepunkter virker deres fælles EP dog underligt uforløst - som om helheden er mindre end dets komponenter.
Justin Vernon og Aaron Dessner aka Big Red Machine bakker nyt kollektiv op med deres debutplade som duo. De medbringer deres vellyd og åbenhed til projektet men kommer aldrig på dybt vand.
Interpol er tilbage, og de lyder næsten som sig selv. Det er der kommet en fortrinsvis up-tempo plade ud af, der i sin iver efter at køre derudad desværre ender med at blive noget fragmenteret og en lille smule ensformig.
Australske Primo! har med deres debutalbum, Amici, begået en helt igennem minimalistisk rockplade. Velovervejet naivisme der musikalsk er spændende uden at være varieret, men som lyrisk bliver svækket af en insisteren på at skære alt overskydende fra.
Med Now That I'm a River er engelske Charles Watson fra duoen Slow Club sprunget ud som både soloartist. Det er der kommet en vældig behagelig plade ud af, der trods sine højaktuelle temaer alligevel ikke rigtig formår at vælte nogen omkuld af begejstring.
Den danske duo Vesper sætter fokus på kærligheden på deres nyeste EP Good Morning, som er velproduceret, men desværre stikker i lidt for mange retninger rent lydmæssigt.
Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.
Danmarkshistoriens vingesus bliver støvet grundigt af og kærligt behandlet af den danske kvintet Lindring. De har plukket og udvalgt nogle af tidernes smukkeste værker og givet dem nyt, forførende liv på Giv Tid.
The Entrepreneurs har fået et gennembrud denne sommer. De har haft en tætpakket koncertkalender med Roskilde Festival som højdepunktet. Nu slutter de året af i Vega. Undertoner møder de to frontfigurer Mathias Bertelsen og Anders Hvass på Vesterbro, hvor vi snakker om afslutningskoncerten på det fantastiske år, om bandets opståen og indspilningen af den kommende EP.
Escape Velocity er et dansealbum, som gerne vil være mere end et bare dansealbum, og det lykkes også. Sammenkoblingen af dansevenlig indierock og grublende modernitetskritik virker i første omgang som et mærkværdigt ægteskab, men takket være de fængende melodier ender det lykkeligt. Det er svært ikke at vende tilbage igen og igen til dette charmerende album.
Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.
Young Dinosaurs koncert på Rising scenen var desværre skæmmet af tekniske problemer. Alligevel kæmpede bandet en brav kamp, og leverede en jævn indie-rockkoncert.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Det danske indieband Bells Echo byder med debutpladen I Can See Your Bike From Here på særdeles sangbare melodier, men er samtidig alt for meget et ekko af en efterhånden stivnet og udtørret lyd fra 00'erne, som virkelig trænger til modspil og nye ideer.