Bear in Heaven er et spændende bekendtskab. Deres særegne synthpop er både dramatisk, dyster og vældig iørefaldende – og nu kan den langt om længe findes i fysisk format herhjemme.
LCD Soundsystem og Robyn har udsendt nye plader med samme tilgang til musikhistorien og den måde, de bruger den i deres musik. Begge udspil repræsenterer det optimale inden for 2010′s popmusik.
King’s Light Infantry skyder efter stjernerne på deres hjemmebryggede ep. Bandet er inde i en imponerende formkurve, og især ét nummer skiller sig gevaldigt ud.
Elektronisk udspil fra den talentfulde Toro Y Moi. Han har uden tvivl lommen fuld af hits, men albumformatet er stadig en stor mundfuld.
Denne komplet ubrugelige opsamling giver, om ikke andet, en altid kærkommen lejlighed til at fyre en uforbeholden hyldest af til 90′ernes bedste amerikanske band.
På den varmeste Roskilde Festival i 33 år spillede The Soft Pack en sen koncert på Pavilion. Undertoner var så heldige at møde dem om eftermiddagen, inden de gav en blændende koncert.
Yeasayer har på deres andet album tilføjet musikken struktur gennem en mere traditionel opbygning af melodier og rytmesektioner. Det gør dog ingenlunde Odd Blood kedelig, for pladens pågående og dansable kompleksitet er helt igennem indtagende.
Der er klart elementer på dette debutalbum, der er værd at klappe i hænderne over, og som introducerer et band med holdninger og attitude. Alligevel forbliver stemningen på et halvlunkent niveau.
Jeg har gået en tur i Efterklangs lydlandskab, hvor jeg fandt Casper Clausen og spurgte ind til dét at spille live, lave nyt album og blive signet hos 4AD.
Efterklang og Slaraffenland mødtes som Slaraffenklang i Det Kgl. Teaters Skuespilhus. De to bands har hver for sig arbejdet mod en lettere tilgængelig og ørehængende lyd, men 10 mand på en scene indbød til eksperimenter. Man blev ikke skuffet.
At vide er ikke det samme som at kunne. Der stjæles postpunk og shoegaze en masse på denne lille ep, der demonstrerer indsigt i musikhistorien, men så sandelig også mangel på originalitet.
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
Ninos Dankha, aka Prince of Assyria, lyder som en mand, der har fået slået sit hjerte i stykker, og Missing Note udgør nærmest en form for bekendelser omkring dette. Albummet tegner portrættet af en mand, der har meget at miste.
Honning & Mudder forsøger at skildre deres hverdag gennem fem numre. Desværre er det en hverdag, det ikke virker synderlig interessant at få et indblik i. Men dermed ikke sagt, at den er komplet ligegyldig.
Minnaars er fra Leicester; det er der mange bands, der er. Minnaars spiller guitarrock blandet med synth; det er der mange bands, der gør. Alligevel leverer Minnaars noget, der gør musikken et lyt værd – måske fordi attitude ikke er alt.
Ofrin, Popular Damage, Super 700 og Notic Nastic. Der er spændende musik på sampleren, men også en del kedelige indslag. Sammensætningen af meget ironisk ’gang i den’-electro og alvorstunge numre giver en forvirrende oplevelse.
Espers blander neo-psykedelisk folk, akustiske dele og elektrisk guitar, hvilket gør deres musik en anelse skæv og inspireret af 60′er-musikken og singer/songwriter-genren. På den måde blandes de blødere genrer med et mere råt islæt.
Danske Why Write? står bag en ep, der indeholder noget af det mest interessante fra den danske musikscene i år og vidner om et projekt, som har potentiale.
Beurre Noir! leverer solid indierock på en overbevisende, men ujævn debut-ep fra den københavnske undergrund.
I løbet af de sidste 10 år har hele 35 individer været inde over The Unit Breed og det kan høres. Fragmenteringen af lydbilledet og dekonstruktionen af ideerne er altid i højsædet, og deres surf ’n’ sample-stil er overbevisende.
Rock’n'roll! Ungdommens idol er blevet voksen, og i stedet for at dyrke freden giver Jarvis Cocker den fuld gas på Further Complications. Det klæder ham godt.
Bradford Cox’ øre for uimodståelige popmelodier er i dén grad intakt på andet album under aliaset Atlas Sound, men trods tre af årets måske bedste numre, er det ikke det mesterværk, det mere og mere virker, som om Cox blev sat på jorden for at levere.
Digter, billedkunstner, fotograf og nu også musiker. Claus Handberg har mange jern i ilden, men måske der skulle fyres lidt mere op under det musikalske, hvis det virkelig skulle brænde igennem.
Giana Factorys debut-ep Bloody Game rummer nogle lovende elementer og en pæn portion ambition, men hvad bandet rent faktisk vil med denne udgivelse, er stadig en smule uklart.
