Kluntede forsøg på både at være tidløse og rebelske spænder ben for Yo La Tengo på deres femtende fuldlængde, der udspiller sig som en opiumoverdosis i langsom gengivelse.
Tag - indie
Danmarkshistoriens vingesus bliver støvet grundigt af og kærligt behandlet af den danske kvintet Lindring. De har plukket og udvalgt nogle af tidernes smukkeste værker og givet dem nyt, forførende liv på Giv Tid.
The Entrepreneurs har fået et gennembrud denne sommer. De har haft en tætpakket koncertkalender med Roskilde Festival som højdepunktet. Nu slutter de året af i Vega. Undertoner møder de to frontfigurer Mathias Bertelsen og Anders Hvass på Vesterbro, hvor vi snakker om afslutningskoncerten på det fantastiske år, om bandets opståen og indspilningen af den kommende EP.
Escape Velocity er et dansealbum, som gerne vil være mere end et bare dansealbum, og det lykkes også. Sammenkoblingen af dansevenlig indierock og grublende modernitetskritik virker i første omgang som et mærkværdigt ægteskab, men takket være de fængende melodier ender det lykkeligt. Det er svært ikke at vende tilbage igen og igen til dette charmerende album.
Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.
Young Dinosaurs koncert på Rising scenen var desværre skæmmet af tekniske problemer. Alligevel kæmpede bandet en brav kamp, og leverede en jævn indie-rockkoncert.
Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.
Det danske indieband Bells Echo byder med debutpladen I Can See Your Bike From Here på særdeles sangbare melodier, men er samtidig alt for meget et ekko af en efterhånden stivnet og udtørret lyd fra 00'erne, som virkelig trænger til modspil og nye ideer.
Adam Bainbridge videreudvikler sin hang til sjælfulde og bastunge r'n'b-ballader. Utallige gæsteoptrædener og kun få mindeværdige produktioner fører dog til, at Otherness gør et noget rodet og uinspireret indtryk.
Tag forbi Cinemateket i aften kl. 19 og se det prisbelønnede projekt Oh Purity af Trinelise Væring og Jonas Berg som musikfilm instrueret af Frigge Fri. Se film, spørg løs og få et glas med de medvirkende.
Måske var det den enorme ventetid for at opleve Neutral Milk Hotel på dansk grund, måske var det anbefalingen om at droppe fotografering, der skabte et øget fokus på bandet – måske var folkrockerne bare i verdensklasse. Man gik i al fald fra Vega med en følelse af at have været vidne til noget særligt.
Den danske undergrund er spillevende. To af de nyeste skud på stammen knopskyder fra pladeselskaberne Hukaos og Psykofarmakarisma og byder på hhv. skarptskårne popballader og leftfield-influeret hiphop.
Det unge danske band Temple, der sidste år udsendte en langsom og tungsindig selvbetitlet ep, annoncerer nu debutalbum til september. Men du kan allerede nu få lov at smuglytte lidt her.
The Shins slipper ny musik for første gang siden 2012-albummet Port of Morrow. Lyt til "So Now What" her.
Öresundsfestival offentliggør i dag syv nye navne.
Danske Kristian Harting album-debutterer under eget navn efter at have fingre med i spillet i det danske musikliv siden '92.
Sufjan Stevens, Serengeti og Son Lux er Sisyphus; en trio af electrorap og sprudlende kreativitet. Men er kreativitet nok til at binde så forskellige stilarter sammen til ét sammenhængende værk? Og hvad har et kunstgalleri i Minnesota med det hele at gøre?
The Walkmen-bassist Walter Martin har nu offentliggjort endnu et nummer fra sit kommende album, We're All Young Together . Vi bliver endnu lidt i barndommens land.
Samtlige kompositioner på Deadly Songs vidner om en idérigdom, som er særligt beundringsværdig, og alle numrene er forekommer velkonstruerede og ekstremt gennemarbejdede. Måske i en sådan grad, at autenticitet og nærvær til tider får lov til at vige for det musikalske håndværk.
På St. Vincent skrues der lidt ned for guitaren og lidt op for craziness-faktoren i form af diverse genre-clashes, men ellers er alt, som det plejer at være med St. Vincent-albums: gennemarbejdet og sublimt.