Tag - indie

Plader

Jenny Hval: Apocalypse, girl

Jenny Hvals Apocalypse, girl er et intellektuelt og meget tekstligt funderet, men også virkelig godt album, der skubber poppen nye steder hen. Det, der engang var selve indbegrebet af den glatbarberede konformitet, bliver i hænderne på denne nordkvinde til et komplekst, men hele tiden lokkende lyd- og tekstunivers.

Plader

Toro y Moi: What For?

Toro y Mois seneste plade, What For?, er som et tableau over et døsigt, sorgløst ungdomsliv. Det er groovy, stemningsfuldt og effektivt, men risikerer måske også at slå over i lækkerhedens ligegyldighed.

Plader

Bells Echo: I Can See Your Bike From Here

Det danske indieband Bells Echo byder med debutpladen I Can See Your Bike From Here på særdeles sangbare melodier, men er samtidig alt for meget et ekko af en efterhånden stivnet og udtørret lyd fra 00'erne, som virkelig trænger til modspil og nye ideer.

Plader

Kindness: Otherness

Adam Bainbridge videreudvikler sin hang til sjælfulde og bastunge r'n'b-ballader. Utallige gæsteoptrædener og kun få mindeværdige produktioner fører dog til, at Otherness gør et noget rodet og uinspireret indtryk.

Koncerter

Neutral Milk Hotel, 07.08.14, Store Vega, København

Måske var det den enorme ventetid for at opleve Neutral Milk Hotel på dansk grund, måske var det anbefalingen om at droppe fotografering, der skabte et øget fokus på bandet – måske var folkrockerne bare i verdensklasse. Man gik i al fald fra Vega med en følelse af at have været vidne til noget særligt.

Plader

Sisyphus: s.t.

Sufjan Stevens, Serengeti og Son Lux er Sisyphus; en trio af electrorap og sprudlende kreativitet. Men er kreativitet nok til at binde så forskellige stilarter sammen til ét sammenhængende værk? Og hvad har et kunstgalleri i Minnesota med det hele at gøre?

Plader

No Hay Banda: Deadly Songs

Samtlige kompositioner på Deadly Songs vidner om en idérigdom, som er særligt beundringsværdig, og alle numrene er forekommer velkonstruerede og ekstremt gennemarbejdede. Måske i en sådan grad, at autenticitet og nærvær til tider får lov til at vige for det musikalske håndværk.

Plader

St. Vincent: s.t.

St. Vincent skrues der lidt ned for guitaren og lidt op for craziness-faktoren i form af diverse genre-clashes, men ellers er alt, som det plejer at være med St. Vincent-albums: gennemarbejdet og sublimt.

Plader

San Fermin: s.t.

San Fermin melder sig i perlerækken af musikere, der kombinerer klassisk musik med udtryk hentet fra indierocken. Har vi her at gøre med den næste Sufjan eller Olafur Arnalds? Nej, men San Fermin kan også selv på en debut med lidt mange gentagelser, men også flere spændende øjeblikke.