Melodi over originalitet og stemning frem for nerve. Afskedspladen fra den københavnske sekstet er et ret så charmerende, men måske også lidt for jordbundent bekendtskab.
Tag - indiepop
Tegan and Sara: So Jealous
Det fjerde Tegan and Sara-album er fyldt med personlige sange om kærligheden og problemerne, der følger med den. Desværre er der ikke saft og kraft nok i numrene, til at de sætter sig fast, og når man om et par år ser tilbage på 2005, vil So Jealous ikke blive husket.
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilbur: Queen of Hope
Jacob Faurholt & Sweetie Pie Wilburs officielle debutplade er en samling fine lofi-banaliteter krydret med legesyge tiltag. Det er stille og sødt og ikke uden evne. Men desværre formår de små eksperimenter ikke at forhindre albummet i at gå i stå flere steder.
Diefenbach: Set & Drift
Dette tredje album fra Diefenbach er på en måde deres andet debutalbum. I hvert fald er det bandets første plade som regulært rockband, og overgangen til sang-omkvæd-strukturen er gået udmærket. Guitarerne er blevet tæmmet lige rigeligt, men til gengæld er vokalerne fremragende.
Green Pitch: Ace of Hearts
Green Pitchs debutplade rummer 13 behagelige og sine steder smukke, kortfattede kærlighedssange, der trækker på både slowcore og drømmende indiepop – alt sammen med et forelsket glimt i øjenkrogen. Og så synger Rikke Garfield imponerende godt.
moi Caprice: You Can’t Say No Forever
Først og fremmest er det et ganske gedigent popudspil, moi Caprice serverer. Sangene er iørefaldende, og blandingen af det naive, teatralske og melankolske fremføres med sikker hånd. Til gengæld overspiller bandet ambitionerne lidt for meget på flere numre. En præstation pænt over middel.
Iggu: s.t.
Århusianske Iggu breder sig på denne demo fra en herlig shoegazer-inspireret lyd til det meget nedtonede og sørgmodige med sanger Eva-Louise Rønnevangs stemme vokal helt i front. I det hele taget lover demoens tre numre rigtig godt for kvintettens fremtidige udspil.
Communiqué: Poison Arrows
Der var engang et punkband, der hed American Steel, som blev trætte af punk. Så lagde de deres stil om, smed en masse keyboard-melodier oveni og begyndte at lytte til indiepop og retrorock. Og pludselig hed de Communiqué og spillede op til fest og god stemning i Californiens mange sommernætter.
El Oso: Whichever Chapter Covers Now
El Oso finder ingen dybere sandheder på dette album, men i deres livsglade søgen kommer de forbi både venlige melodier og kantede guitarer. Vellykket indiepop uden irriterende attituder.
The Unicorns: Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?
The Unicorns eksisterer ikke længere, og det er ærgerligt. For deres sidste plade Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er et lille livsbekræftende popmesterværk, der forryger og underholder fra start til slut. Legesygen har sjældent haft så stor en plads på et album.
Mates of State: All Day EP
Denne ep er et forelsket, kriblende og frem for alt imponerende udspil. Der trækkes store veksler på vokalharmonier de to medlemmer imellem, og det virker. Kærligheden mellem Kori Gardner og Jason Hammel går rent igennem.
Saturday Looks Good to Me: Every Night
Saturday Looks Good to Me spiller Phil Spector-inspireret tresserpop med elementer af halvfemser-indie. Ved første ørekast lyder Every Night lettere ordinær, men gentagne lyt afslører en glimrende og opløftende popplade.
Destroyer: Your Blues
Jeg har prøvet og prøvet, men det er virkelig svært at sige noget dårligt om dette album. Destroyers femte udspil har tilføjet et nyt ord til min egen musikalske ordbog: MIDI-musicalen - og alt, hvad dertil hører - folder sig ud hér, og det er mildest talt en fantastisk oplevelse.
Owen: I Do Perceive
Owen, alias Mike Kinsella, viser, hvordan iørefaldende og smukke popsange om skrøbelige følelser, ensomhed og kærlighed skal skrives, så melankolien fremstår let og luftig uden at ende i det rene navlepilleri.
Love of Everything: Handjob Community
Bobby Burg, alias Love of Everything, holder stilen med små, skæve, popagtige numre, der er varme og eksperimenterende, men samtidig også lidt for korte og ustrukturerede til at skabe en helstøbt og mesterlig plade.
Oranger: Shutdown the Sun
Med forførende 60’er-agtig og lettere psykedelisk popmusik er Shutdown the Sun en yderst lyttevenlig oplevelse, som de fleste vil kunne glæde sig over, men som de færreste vil være helt oppe og ringe over.
Monster Movie: To the Moon
Er titlen et ønske fra engelske Monster Movie om at komme en tur ud i rummet? Og mener de, at deres musik skal ledsage en sådan tur? I så fald bliver det en kedelig tur.
Mike Trike: Apartment 18
Den yderst behagelige indiepop på Apartment 18 bliver en smule ødelagt af, at det hele minder så ufatteligt meget om Elliot Smith, og så er sangene i øvrigt også for korte.
The Lucksmiths: Where Were We?
Iørefaldende sommerpop af allerbedste skuffe. Australske Lucksmiths spiller op til både happy dancing og melankolske skumringstimer.
Künnecke & Smukal: s.t.
Den halvvemodige, tyske indie-duo, Künnecke & Smukals debutalbum består af små rundtenommer med akustisk guitar og melankoli oven på. Tonerne er behagelige, men smagen af Künnecke & Smukal forsvinder hurtigt efter sidste bid – det er simpelthen ikke interessant nok.