Tag - indiepop

Starflyer 59 har produceret et hav af plader siden midthalvfemserne, og til trods for at de skærer de pureste juveler af popsange, er de aldrig blevet kommercielt anerkendt. Starflyer 59 har været i vælten i musikverdenen i godt og vel 10 år med 12 plader plus det løse på bagen. De har slidt og slæbt, brugt mange år på at finpudse deres lyd. Deres astrale navn til trods har bandet ufrivilligt holdt sig et godt stykke under radarhøjde, hvad angår popularitet og salgstal. Onde tunger i musikindustrien har reduceret Jason Martin og hans Starflyer 59 til intet andet end en bleg kopi af Kevin Shields og hans mesterværk, nemlig My Bloody Valentines shoegazer-opus Loveless fra 1991. Men er der noget om snakken? Shoegazer-genren blev opfundet og dyrket af et hav af bands i slutningen af 80’erne. Navnet kommer ganske simpelt af de optrædende bands manglende virksomhed på en scene: De spillede deres musik praktisk talt ubevægeligt stående hen, mens deres øjne var nedadrettet mod ét sted, nemlig gulvet. Men der er mere til genren end indadskuende optrædender. Lag på lag af forvrængede guitarer indsvøbt i støjende feedback og små yndige melodier gemt et sted bagved støjmuren var blandt de karakteristika, som er shoegazer. Genren gik i sig selv i starten af halvfemserne. Shoegazernes efternøler Men pludselig trådte en californisk lastbilchauffør ind på den døende scene i 1994, og det gjorde han med et ensemble, som han navngav Starflyer 59. Bandet skrev kontrakt med selskabet Tooth & Nail blot et par måneder efter deres første tur i øvelokalet. De voksede sig hurtigt store i undergrunden. Alle elskede Jason Martins fuzzede guitarriffs, men det syntes svært at høre, hvad han med sin luftige vokal mumlede om inde bag lydmuren. Vendepunktet kom fire år senere med Fell in Love at 22-ep’en, på hvilken Jason Martin ændrede sin indadvendte shoegazerstil med en eftertænksom, drømmende 60’er- og 70’er-inspireret popmusik. Og den har fulgt ham og fornøjet os lyttere siden da. Old er deres seneste udspil, som udkom for et par måneder siden. »Jeg synes, at pladen er blevet god,« siger Martin. »For mig lyder det som den plade, vi ikke vidste, hvordan vi skulle lave for seks eller syv år siden.« Men man kan ikke lade være med at undre sig over, hvorfor bandet rykkede mod et mere poppet og ligefremt udtryk. Martin er tydeligvis meget afklaret med skiftet. »Det er bare en slags naturlig udvikling, synes jeg. Vi er ældre nu – faktisk var jeg kun omkring 20 år, da vi startede. Det var andre ting, som interesserede mig i musikken. Jeg foretrak det overordnede lydbillede fremfor selve sangen. I løbet af årene har jeg fokuseret mere på sangstrukturen. Det virker som den typiske ting at sige, men jeg synes, at bandet bestemt er bedre nu, end da vi startede. Vores bedste plade ligger nok et par udgivelser tilbage, men jeg er meget tilfreds med vores nye plade.« Studiet frem for scenen Starflyer 59 har spillet mange liveshows inden for den seneste tid (noget der desværre har holdt dem på det amerikanske kontinent). Hvor mange bands har det at spille live som den foretrukne beskæftigelse, er det lige omvendt med Martin. »Med Starflyer er min foretrukne ting at lave pladerne. Det er skægt at spille live, men på pladerne har vi mulighederne for at lave det, vi gerne vil lave. Jeg kan jo ikke hive otte mennesker med op på en scene for at spille et enkelt nummer, der bare skal klikke, idet det spilles.« Jason Martin er det eneste medlem af Starflyer 59, som har været med hele vejen. Han skriver også alle sangene, hvilket resulterer i mindst en plade om året. Men hvad med den manglende opmærksomhed fra den brede publikumskare? »Vi har spillet live og udgivet pladerne i 10 år. Vi er, hvor vi er, men man kan aldrig vide, hvad der ligger forude for os.«