Eiko Ishibashis sjette solo-album, The Dream My Bones Dream, vækker dybe følelser frem - dem som man ikke vidste, man havde. Det er et album, der fortæller barndomshistorier om Eikos afdøde far, som hun ikke nåede at få fortalt, før han døde.
Tag - indierock
Ugens fredagssingle er et solidt og suverænt genhør med Modests ærlige rock-univers, der bygger oven på deres unikke, ruskende lydbillede fra sidste års Pretty Sure It’s Honest.
Hvor tight kan slasket ungdomsrock leveres? Rimelig hulens tight, demonstrerede amerikanske Car Seat Headrest, der med suveræne melodier og selvsikre pluk fra rockhistorien ikke lod vores boppende hoveder få et øjebliks fred.
Efter midnat gik den hypede amerikanske indierockkomet Snail Mail på scenen på Stengade. Men gruppen med den 19-årige frontmand Lindsey Jordan var desværre trætte og leverede en halvsløj koncert.
Boygenius er et vaskeægte superband bestående af tre unge, vordende singer/songwriter-stjerner indenfor indie-rockens domæne. På trods af flere højdepunkter virker deres fælles EP dog underligt uforløst - som om helheden er mindre end dets komponenter.
Kurt Vile er vendt tilbage til sin velkendte landevejs-folk efter sidste års samarbejdsalbum med Courtney Barnett. På trods af fine takter på særligt pladens første halvdel, så ender Bottle It In med at efterlade indtrykket af en kunstner, der står lidt i stampe.
For nogle mennesker forhindrer deres perfektionisme dem i at få tingene gjort. Kurt Vile er ikke et af de mennesker. Den produktive, albumaktuelle, men også uperfekte sangskriver gav os en behagelig aften i lettere sløvt selskab.
Den amerikansk-japanske indierocksangerinde Mitski havde medbragt en ny scenepersona, da hun lagde turnévejen forbi Lille Vega.
Der var dømt indiemusikalsk legetime, da onkel Ira og resten af Yo La Tengo lagde vejen forbi drivvåde Badesøen Festival. Koncerten med indieveteranerne var en ujævn, men sjov og nærværende oplevelse.
Arcade Fire var tilbage på dansk jord uden at have udgivet nyt materiale eller pillet videre ved setlisten siden sidste års Roskilde-koncert. Var det forudsigeligt? Måske. Var det kedeligt? Alt andet.
Blonde Redhead kom meget ujævnt og usammenhængende fra start, men fik igennem koncerten tag i både musikken og det meget lille publikum. Det gjorde de ikke mindst takket være en fremragende lysmand.
Delvist uforløst indierock fra norske Eera, som kun momentvis løftede sine sange om ungdom op og ud over scenekanten.
Snail Mails debutalbum er fyldt med mættede farver og længselsfulde sommerdrømme. En musikalsk dannelseshistorie, der veksler mellem sårbarhed, vrængende teenageattitude og de store følelser, som vi alle genkender.
Father John Mistys romantiske pop-rock passede perfekt til kulissen og til at vugge solen i søvn, men koncerten blev aldrig nærværende og var for ensformig med hovedpersonen fanget af sin guitar.
Georgia-bandet er en stabil maskine, der med ringlende guitarer, støjangreb, smukke melodier og omskiftelige rytmer støt arbejder sig fremad. Det dovne eftermiddagspublikum? De var med hele vejen.
The National og en yderst veloplagt Matt Berninger havde pakket kufferten med alt det bedste, da de gjorde fredag aften på dette års NorthSide Festival til en mindeværdig oplevelse.
Festivalens første rocknavn havde det svært i eftermiddagssolen og forsøgte at gejle publikum op. Det lykkedes ikke, og i stedet leverede forsangeren sarkastiske bemærkninger om publikum. Det fik sjovt nok heller ikke publikum i gang.
Courtney Barnett dykker på sit andet album dybere ned i et mørkere og mere ordknapt tekstunivers end tidligere, men australierens afslappede charme er intakt med både glimt i øjet og den ene medrivende melodi efter den anden.
The Vaccines seneste udspil, Combat Sports, er run-of-the-mill indierock. Hvor Fight Club-reglen er, at man ikke taler om Fight Club, må Combat Sports-reglen være, at man ikke behøver at lytte til Combat Sports.
Ufuldendt. Det er Frankie Cosmos' seneste plade Vessel opsummeret i ét ord. Der er gode melodier og en skøn længsel at spore i musikken og teksterne, men lo-fi-æstetikken overskygger i sidste ende de stunder, hvor Frankie Cosmos skinner.