Newyorker-artpunkbandet Gustaf kom, så og sejrede i Barcelona. Med en smittende energi, en utrolig spilleglæde og et sammenspil, der overgår mange bands i samme genre, overbeviste de den spanske havnepromenade om, at humor og rock kan være den mest oprigtige kombination.
Slackerrockerne i Pavement var endelig tilbage på europæisk grund med en optræden, der var både lang, hyggelig og nostalgisk, men som alligevel kæmpede med at favne nødvendigt bredt.
Wet Leg skulle for mange sætte startskuddet for dette års Primavera Sound. Desværre kæmpede duoen og deres band med dårlig lyd og en generel mangel på entusiasme, der gik ud over både melodier og festivalfølelse.
Posen bliver ikke rystet på Dehds fjerde fuldlængde udgivelse. Det er både godt og skidt nyt, for selvom bandet aldrig falder igennem, så bliver det heller aldrig for alvor fængende.
Aarhusianske Trader er efter nogen tids radiotavshed klar med første singleudspil forud for deres anden fuldlængdeudgivelse.
Den aarhusianske kvartet Modest sender med Friend en solid, eksperimenterende debutplade på gaden, der emmer af dybsindighed og sprøde riffs. Dog med lidt for meget tomgang i perioder, hvor der svælges i melankolske og eksperimenterende numre.
På gruppens fjerde udgivelse formår Alt-J at bygge bro mellem deres tidlige værker og nye lydudtryk. Til tider lyder gruppen, som om at de famler en anelse efter en identitet, men det overordnede indtryk er positivt.
De kom, de spillede og de gav publikum et omfavnende luftkram af en oplevelse. For et par timer var det som om, at ingen pandemi var hændt og at hele verdenen havde fundet fred, da The War on Drugs spillede i K.B. Hallen.
Med en til tider lidt enerverende, men også sært dragende lyd får Brooklyn-duoen Widowspeak listet sig igennem 10 numre, løseligt bundet sammen af en fortælling om det fiktive band Le Tex. Det er minimalistisk, på sin vis anti-ekvillibristisk og meget charmerende lo-fi der er i spil på The Jacket.
Laurel Hell starter fænomenalt i mørket, men Mitskis sjette album ender alligevel ud i syntetisk disko, der er lige i overkanten.
Spice din fredag up med Lusters fængslende nye single om reflektion og selvkritik i en moderne verden.
Dansk/smålandske Pale Rider forener lyden af ensomme ørkenlandskaber og skandinavisk vintermelankoli på sin særdeles overbevisende debut. Den jazz noir-marinerede post-countrypunk gør ondt, men mest godt.
Spooky video og minimalistisk rockmusik - komplet med guitarsolo og klassiske vrid på strengene - er virkemidlerne på den nye rocker fra veteranerne i amerikanske Spoon; perfekt at gå på weekend til.
Når de er bedst, så formår Communions stadig at bringe publikum i guitar-induceret ekstase som få andre danske bands og de nye sange fra Pure Fabrication fungerede mestendels glimrende på scenen.
Britiske Wolf Alice har med deres tredje album hugget en delvist konceptuel juvel ud af undergrunden. Blue Weekend imponerer ikke alene på den imponerende alsidighed, men også ved at levere 11 numre, der hver især har hitkvaliteter og potentialet til at kunne sende bandet ud på scener i Orange størrelse.
Weekenden skydes i gang med den stemningsfulde single ”Hvad med dig selv” fra Rigmor, der nærmest drypper af weltschmerz. Samtidig annoncerer Aarhus-bandet deres kommende debutalbum.
På Pumpehuset blev See Through endelig eksponeret for det livepublikum, som pladen fuldt ud fortjener. Efter at have banket rusten af leverede Baby In Vain heldigvis også en koncert, der levede op til pladens meritter.
Melankolien og sorgen står helt centralt på Sært Skarns debutsingle.
En af de seneste 25 års mest indflydelsesrige danske musikere rammer plet med Hverdag I Paradis. Et formfuldendt album, der indeholder nogle af hans bedste sange.
Efter en dyb bandeksistenskrise er Yung tilbage med fornyet kraft på 2'eren Ongoing Dispute. Deres forskelligheder bliver samlet til én styke, og den hæsblæsende indierock må vige pladsen for tungere riffs og post-punket eklekticisme.
Med klare tråde til den alternative rock, der brød igennem hos den bredere befolkning på begge sider af Atlanten i 90’erne, debuterer københavnske Whistler med et stærkt album, som både byder på digterisk leveret politisk kampgejst og iørefaldende, melodiøse omkvæd.
Julen faldt tidligt i år. I hvert fald hvis man lytter til den gave af et album, som den danske rocktrio Baby In Vain udgav her i november. Der er tale om et første klasses rockalbum, der trækker på deres tidligere rå og simple udtryk og en masse indie og new wave referencer.
Other Lives fjerde LP For Their Love er et alsidigt og rammesprængende studie album fyldt med overraskelser, blå toner og storslåede lydlandskaber.
Direkte fra en renoveret, aarhusiansk skurvogn leverer Trader på "Ghost Town" lyden af menneskelig længsel i form af brusende guitarflader og DIY-æstetik.
Med deres fjerde album Spook the Heard kommer den britiske indiegruppe Lanterns on the Lake godt rundt i de samfundsaktuelle kroge.
Canadiske Pottery debuterede på dansk grund med en aldeles glimrende showcase for deres bud på, hvordan skæv rock kommer til at lyde i 20'erne.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Tredjesidste omgang bruges i selskab med dobbelt op på Sufjan, samplekongernes genkomst og yngste Knowles' indtræden på den internationale scene.
Københavnske School of X har udgivet EP nummer to, der er fyldt til randen med drømmende melankolsk nordisk artpop. Det er både lækkert, indbydende, forbandet vanedannende og intet mindre end fremragende.
Trader genudgiver deres selvbetitlede debut-EP, hvorpå guitarfokuserede skæringer præsenterer kvartettens afdæmpede rodløshed som lo-fi-romantisk indierock.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Øverste halvdel skydes blandt andet i gang med dobbelt op på Kanye og dobbelt op på fortryllende comebackplader fra 90'er-ikoner.
Elbow viste fremragende kampform ved afslutningen af deres igangværende Europa-turné, der blev forløst med en enormt folkelig og rørende optræden i Koncertsalen.
Redaktionen gør status over 2010’ernes bedste udenlandske udgivelser: Denne gang byder vi på hestevrinsk i Giras galehus, en flok teenagedrenges skræmmende stilsikre rockdebut og et frigørende hiphop-epos med homoerotiske undertoner.
På Visitor Kanes andet pladeudspil lægges der afstand til synthpop-forløberen, og gennem gruppens instrumentale udvidelser satses der i stedet på en vellydende og ærlig americana-inspireret rock.
På Two Hands afviger Big Thief kun marginalt fra den sti, de gennem karrieren har fulgt. Indtil videre er det dog helt okay, for der er ikke mange fingre at sætte på gruppens nyeste samling sange.
Tears udgiver en stærk 7"-single med numrene ”My Father, My Mother, My Sisters, My Lover” og “Father, Don’t You Know Me”, der begge er gode bud på, hvordan klaver- og guitarpop kan være lyden af sensommermelankoli trykt på vinyl.
Palace Winter og The William Blakes spillede to sene koncerter på Musik I Lejet, der dog ikke kom helt i mål. Mens det ene band fremstod for søvnige, så var det næste band næsten for overgearede og fjollede.
Bill Callahan er tilbage efter seks års pause med albummet Shepherd in a Sheepskin Vest. Gladere og lysere end nogensinde synger han om liv og død i en mytisk amerikansk indpakning af støv, skove og store vidder. Pladen er et fantastisk og givende bekendtskab, omend det kræver tid, før det åbner sig i al sin tyste, storslåede vælde.
Trods udfordringer, der talte et lettere pinligt fremmøde og en lidt for stor scene, åbnede Hop Along NorthSide 2019 på upåvirket og dygtig vis, med larmende guitar-hooks, storladne omkvæd og en imponerende vokalpræstation.
Elbow slog fast, at de er de dejligste blokes nord for Themsen, og at det er en smal sag at få en hel markfuld mennesker til at synge med på musik, som de ikke kender i forvejen.
Den indadvendte californiske singer/songwriter Cass McCombs leverede et vaskeægte rockshow torsdag aften på et stuvende fuldt Alice. Feedbackfyldte soloer vekslede med mere stille øjeblikke i en rejse frem og tilbage i McCombs store bagkatalog
Amerikanske Girlpool spænder fra ligefrem indierock til drømmende synthpop på deres tredje album, hvor de to unge sangskriveres forskelligheder træder i karakter på godt og ondt.
Modest leverede en sikker præstation på hjemmebanen i Aarhus, og viste flot overskud til at skrue op og ned for tempoet undervejs i deres sæt. Fremtiden ligger åben for de unge far-rockere.
Engelske Du Blonde har lavet et album, der på godt og ondt opsummerer de sidste år for kunstneren bag, Beth Jeans Houghton. På trods af de gode intentioner og ideer sniger der sig noget lidt ensformigt ind på albummet med den smukke, let absurde titel Lung Bread for Daddy.
Aarhusianske Modest er vendt tilbage med en udgivelse, der bygger videre på debut-EP'ens anmelderroste, brit-rockede lydbillede, men som samtidig er tilbøjelig til at kaste nostalgiens skygge af sig og undersøge nye, knap så risikofyldte, retninger inden for deres ungdommelige rockunivers.
Eiko Ishibashis sjette solo-album, The Dream My Bones Dream, vækker dybe følelser frem - dem som man ikke vidste, man havde. Det er et album, der fortæller barndomshistorier om Eikos afdøde far, som hun ikke nåede at få fortalt, før han døde.
Ugens fredagssingle er et solidt og suverænt genhør med Modests ærlige rock-univers, der bygger oven på deres unikke, ruskende lydbillede fra sidste års Pretty Sure It’s Honest.
Hvor tight kan slasket ungdomsrock leveres? Rimelig hulens tight, demonstrerede amerikanske Car Seat Headrest, der med suveræne melodier og selvsikre pluk fra rockhistorien ikke lod vores boppende hoveder få et øjebliks fred.
Efter midnat gik den hypede amerikanske indierockkomet Snail Mail på scenen på Stengade. Men gruppen med den 19-årige frontmand Lindsey Jordan var desværre trætte og leverede en halvsløj koncert.
Boygenius er et vaskeægte superband bestående af tre unge, vordende singer/songwriter-stjerner indenfor indie-rockens domæne. På trods af flere højdepunkter virker deres fælles EP dog underligt uforløst - som om helheden er mindre end dets komponenter.
Kurt Vile er vendt tilbage til sin velkendte landevejs-folk efter sidste års samarbejdsalbum med Courtney Barnett. På trods af fine takter på særligt pladens første halvdel, så ender Bottle It In med at efterlade indtrykket af en kunstner, der står lidt i stampe.
For nogle mennesker forhindrer deres perfektionisme dem i at få tingene gjort. Kurt Vile er ikke et af de mennesker. Den produktive, albumaktuelle, men også uperfekte sangskriver gav os en behagelig aften i lettere sløvt selskab.
Den amerikansk-japanske indierocksangerinde Mitski havde medbragt en ny scenepersona, da hun lagde turnévejen forbi Lille Vega.
Der var dømt indiemusikalsk legetime, da onkel Ira og resten af Yo La Tengo lagde vejen forbi drivvåde Badesøen Festival. Koncerten med indieveteranerne var en ujævn, men sjov og nærværende oplevelse.
Arcade Fire var tilbage på dansk jord uden at have udgivet nyt materiale eller pillet videre ved setlisten siden sidste års Roskilde-koncert. Var det forudsigeligt? Måske. Var det kedeligt? Alt andet.
Blonde Redhead kom meget ujævnt og usammenhængende fra start, men fik igennem koncerten tag i både musikken og det meget lille publikum. Det gjorde de ikke mindst takket være en fremragende lysmand.
Delvist uforløst indierock fra norske Eera, som kun momentvis løftede sine sange om ungdom op og ud over scenekanten.
Snail Mails debutalbum er fyldt med mættede farver og længselsfulde sommerdrømme. En musikalsk dannelseshistorie, der veksler mellem sårbarhed, vrængende teenageattitude og de store følelser, som vi alle genkender.
Father John Mistys romantiske pop-rock passede perfekt til kulissen og til at vugge solen i søvn, men koncerten blev aldrig nærværende og var for ensformig med hovedpersonen fanget af sin guitar.
Georgia-bandet er en stabil maskine, der med ringlende guitarer, støjangreb, smukke melodier og omskiftelige rytmer støt arbejder sig fremad. Det dovne eftermiddagspublikum? De var med hele vejen.
The National og en yderst veloplagt Matt Berninger havde pakket kufferten med alt det bedste, da de gjorde fredag aften på dette års NorthSide Festival til en mindeværdig oplevelse.
