Tag - indierock

“Enfant Terrible : (fr.: frygteligt barn) person som (ved åbenmundethed, dårlig optræden) bringer sine omgivelser i forlegenhed.” Således forklares udtrykket enfant terrible af Gyldendal. Enfant Terrible er også titlen på debutalbummet fra den danske indierockkvartet Cartridge. Er albummet så virkelig et vaskeægte enfant terrible? Er det en opsigtsvækkende og provokerende plade? Ja, hvad kan man gøre for at få svar på disse spørgsmål andet end at trykke play? “Coma State” drøner ud af højtalerne, og den står på let synth, aktive guitarer og et godt beat. Melodien fungerer, og nummeret er festligt. De næste numre bærer også på en overordenlig god energi, og det er svært ikke at blive revet med af Cartridges musikalske entusiasme. Mathias Wullum Nielsen, Alex A.P. Thomsen, Thomas Vesterbæk Nielsen og Niels Fibæk Bertel, der til sammen udgør Cartridge, er i starten af 20’erne og har spillet sammen siden 2003 med base i hjembyen Holstebro. Nu er bandet bosat i Aalborg og har de seneste år turneret i Europa, hvor de har forsøgt at skabe sig et publikum. Og det er tilsyneladende også lykkedes nogenlunde – Enfant Terrible bliver i hvert fald udgivet i både Danmark, Tyskland, Schweiz og Østrig. Bandet optrådte desuden på Roskilde Festival sidste år og har i år ligget på Det Elektriske Barometer med nummeret “Tree Crowns”. Tempoet holdes højt, som pladen fortsætter, og trommemaskiner og kække guitarriff dundrer af sted. Mange af numrene på Enfant Terrible vil nemt finde vej til indieteenagepigefødder, og der er lagt op til fest. “Rooms Painted Green” har en massiv Franz Ferdinand-lyd, og det er ikke det eneste sted på pladen, hvor tankerne ledes hen på de dansable skotter, skønt pladen bestemt ikke hører til blandt dem, der kan skrives på listen over Franz Ferdinand-kopiudgivelser. Albummet er produceret og mixet af danske Joshua, der tidligere har produceret for Kashmir, Carpark North og Mew, og en snert af Mews guitarlyd er da også til at finde på Enfant Terrible, bl.a. på “Tree Crowns”. Forsanger Mathias Wullum Nielsens vokal og stemmeføring er meget a la Christian Hjelm fra Figurines’. I starten fanger det lytteren, at vokalerne er så markante og skingre. Men undervejs på et helt album bliver man træt af det. På f.eks. “Out of Joint” og “Life in a Box” kan Wullum Nielsen ikke synge numrene op, og hans stemme svigter flere gange, når han forsøger at synge høje toner med høj volumen – det kommer til at lyde for hysterisk. Det er ærgerligt, at han absolut skal synge på den måde, for i den vokalmæssigt mere afdæmpede “Closer Every Day” går det mere udmærket med stemmen. Så nej, Cartridges debutudgivelse er intet provokerende enfant terrible. Det står klar, når sidste suk er sunget. Cartridges Enfant Terrible er velopdragen indie-pop/rock med plads til dans og skrålen med. Men nyskabende eller specielt usædvanligt er albummet ikke. I løbet af de lidt over 40 minutter, som pladen varer, bliver man træt af det høje energiniveau og Wullum Nielsens vokal, og da der ingen pauser eller stilskift er undervejs, kommer numrene til at minde om hinanden. Et 13 numre langt album burde have flere facetter, og ikke kun den ene, som Cartridge mestrer. Også selv om de mestrer den godt. Enfant Terrible holder ganske enkelt ikke som fuldlængdealbum, men kunne have været en glimrende ep.