Tag - indietronica

Anmeldelserne er tikket ind fra Primavera Sound i Barcelona, men inden vi lukker for festivalen for denne gang, er der nogle koncerter, som fortjener også at blive nævnt – fra det ringe til det ypperlige.

Efter seks års stilhed er det svenske indiepopband tilbage med et album med politiske tekster og en lidt sær blanding af synthpop og deep house (!), som dog rummer visse voldsomt iørefaldende numre.

Den elektroniske popduo Oh Wonder har slået stort igennem på internettet og har nu sendt deres debutalbum på gaden. Undertoner fik chancen for at møde dem forud for deres koncert i sidste uge på Lille Vega. Vi fik en snak om, hvad de vil med musikken, og hvordan det er gået til, at de på så kort tid har fået så stort et publikum.

Danske Kristian Harting album-debutterer under eget navn efter at have fingre med i spillet i det danske musikliv siden '92.

Plader

Byrta: s.t.

Færøske Byrta skaber med deres debutplade en kombination af catchy 80'er-beats og atmosfæriske toner, der det meste af tiden baner vejen for en interessant lytteoplevelse. Banaliteten lurer dog lige om hjørnet.

Australske The Jezabels sætter kursen mod funkytown og et publikum uden for de hjemlige græsgange med deres andet album.

Plader

San Fermin: s.t.

San Fermin melder sig i perlerækken af musikere, der kombinerer klassisk musik med udtryk hentet fra indierocken. Har vi her at gøre med den næste Sufjan eller Olafur Arnalds? Nej, men San Fermin kan også selv på en debut med lidt mange gentagelser, men også flere spændende øjeblikke.

Jenny Wilson er hverken til at stoppe eller styre på sit nye album. Det er en stærkt personlig plade, hvor menneske og værk flyder sammen i en, i dette tilfælde, temmelig eksplosiv blanding.

De har udgivet 11 albums plus singler, ep’er og opsamlinger. De spiller spøgelsesrock med elektronisk lyd og dramatisk dystre tekster. Og så lyder deres bandnavn som navnet på et børnekeyboard. Nu samler Piano Magic op på midterperioden i deres karriere - 2001 til 2008. Desværre er det ikke noget særligt glædeligt genhør.

Efter Vetos nye ep fra foråret og samarbejdet med Rune RK (under navnet Kölsch), som kastede et mindre hit af sig sidste år, er Troels Abrahamsen tilbage på egen hånd. Fri af pladeselskabers kontrol har han taget skridtet fuldt ud og præsenterer sin nok mest personlige plade til dato.

Plader

Baths: Obsidian

Obsidian lyder Baths umiskendeligt som sig selv, om end udtrykket er en kende anderledes. Lyden er mere organisk end på debuten, og lyrikken er præget af dyb melankoli. Hvor førstnævnte fungerer upåklageligt og mest af alt åbner op for en større og udtryksfuld lyd, er teksternes tristesse en kende mere svingende.

På sit første soloalbum i seks år lyder Ulrich Schnauss stort set, som han plejer. Det er rigtig godt, når han rammer plet med sin formel af lette beats og små melodier pakket ind i en dyne - lige til at putte sig under. Men det sker alt for sjældent på det lidt for lange album.

Den amerikanske kvintets bud på indie-electronica har sine smukke øjeblikke, men mister desværre også momentum hen ad vejen med luftige vokalarrangementer og langtrukne numre. Alt i alt en lidt lunken oplevelse.

Seneste udspil fra Sun Airway er en omgang tight drømmepop lige efter håndbogen – på godt og ondt.

Livet har endnu ikke gjort det af med Piano Magic. Alligevel emmer det fransk-engelske kultbands 11. plade Life Has Not Finished With Me Yet af død og dommedag. Her er Piano Magic, som vi kender dem bedst: yderst deprimerende selskab, men til tider også uhyggeligt poetisk.

Altmodisch har som sædvanlig sans for den knugende indietronica-skæring, der emmer af melankoli og patos. Når københavnerne er allerbedst, er Watches Fall Asleeps vemod både smukt og rørende, men ofte er virkemidlerne for skævt doseret til at kradse sig ind til sjælen.

De fire gutter, der sammen står bag indietronica-bandet Michael A Grammar er kun 19-21 år gamle. Alligevel klinger deres debut-ep Vitamin Easy modent og velafbalanceret, og selvom den savner lidt energi, lover den godt for Nottingham-kvartettens fremtidige vej mod stjernerne.

Oberhofer skaber sig som fire fyre i starten af tyverne med for meget energi og nogle instrumenter tilovers. Der er desværre kun meget lidt positivt at sige om Time Capsules II, der er domineret af drengerøve, der forsøger at være poetiske.

Er du på udkig efter en kompleks, poppet og dansabel udgave af indietronica anno 2012? Engelske Breton giver et mærkværdigt, genrehoppende og strålende bud på sit debutalbum.