Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.
The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Efterklang har bøjet deres virkemidler således, at de mere end nogensinde før lyder som et typisk populært indieband. Heldigvis gør de det så godt, at Magic Chairs alligevel er en fin plade.
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
Som dråber, der triller i ensomhedens hav, er Jesus seneste plade, Infinity, en meditation over ensomheden.
På sit andet fuldlængdealbum under navnet Aerosol har Rasmus Elm Rasmussen skruet lidt op for det hele: melodierne, kompleksiteten og følelserne. Det er der kommet en udmærket, følsom electronicaplade ud af.
Polarforsker har på sin tredje ep skruet ned for den elektroniske knitren og har tilført sine numre struktur i form af simple guitarfigurer. Desværre er det ikke altid, at Polarforsker formår at fremhæve det indtagende i numrenes monotoni.
PÃ¥ imponerende vis klikker og glitcher Beneva vs. Clark Nova sig gennem den ganske gennemarbejdede Dramadadatic.
Performing Parades er ikke kun den logiske forlængelse af det oprindelige album. Det er et skridt videre, og Efterklangs mesterværk bliver bragt til live på ny, ikke mindst takket være DR UnderholdningsOrkestret.
Inde i byen, altså inde i city, skinner forretningsfacaderne og finansfolkenes hovedkvarterer så skarpt, at man er nødt til at bære den kølige distances solbriller for at klare sig. Det har svenske Valutan lavet en skrabet electropop-ep om.
På sit sjette album tager Dub Tractor endnu et skridt i retning af at droppe electronicaen til fordel for dreampop. Det sker dog ikke 100 pct., hvilket lidt knækker albummet midt over.
Múm er blevet tvunget til at flytte i stråhytte efter krisen.
Ah, ok, mÃ¥ske er det ikke decideret et karaoke-album det indadvendte islandske orkester Múm udsender 22. september pÃ¥ deres eget …
lovende adj.
som giver gode grunde til at vente sig noget godt
jævn adj.
som ikke udmærker sig el. afviger særlig meget fra gennemsnittet
Det lyder som noget, man indspiller i et rum inde bag soveværelset, og det er det faktisk også. Sovekammerpop kan man næppe kalde den amerikanske duos andet album, men der er noget drømmende over deres musik, som uden tvivl er et godt bud på en indietronica-plade. Men alligevel er det ikke helt godt nok
Amerikanske Khales debutalbum er noget så paradoksalt som en fin plade, der ikke rigtig kan tåle at blive nærlyttet. Hver for sig er de lavmælte numre ikke noget særligt, men som samlet helhed er Sleepworks en sonisk parallel til støvregn på en sommerdag: mild, venlig og forfriskende på en sært døsig måde.
På denne glædelige (og næsten helt instrumentale) kakofoni af theremin, støjrock, electronica og indiepop lykkes det langt hen ad vejen for The Octopus Project at få smilet til at krænge sig frem på lytterens ansigt. Det er et stærkt sammenhængende albums, og der kan både danses, siddes og ligges.
Jonas Munk samler op pÃ¥ diverse sjældenheder og hidtil uudgivne sager, og selv om visse af de 20 numre med fordel kunne være forblevet i arkivet, er Lost Days… bestemt værd at nærstudere. Ikke mindst fans af Munks ambientkompositioner kan finde guld pÃ¥ opsamlingen.
Danske Casper Bach Hegstrups debutplade er et sympatisk bekendtskab. Så sympatisk, at man virkelig gerne vil synes, at pladen også er god. Men Bach Hegstrups indietronica er stadig kun lovende – og lidt for ofte hæmmet af halvhjertet sangskrivning.
Jesper Skaaning, Anders Remmer og Thomas Knak har bevæget sig tættere på at lave konventionelle popsange – og det klæder dem! Det samme gælder indlemmelsen af sangerinden Sara Savery. Debuten ryger lige ned i indietronica-kategorien, men det ville have været fint med mindre -tronica og mere indiepop.
Det har taget Dntel seks år og en musikalsk omvej som halvdelen af succesfulde Postal Service at få færdiggjort efterfølgeren til Life Is Full of Possibilities. Derfor er det også med store forventninger, at hans seneste album lægges i afspilleren. Forventninger, der ikke indfries.
Soloprojektet The Go Find er på album nr. to vokset til at blive en kvartet. Dette har dog desværre ikke været med til at skabe et mere spændende album. Selvom The Stars on the Wall er proppet med gode melodier, leveres de i en lidt kedelig indpakning.
Den norske indietronica-duo Sirka Ragnars debut-ep er en lille perle, der nærmest insisterer på at blive spillet igen og igen. På bare 17 minutter gør Sirka Ragnar landsmændene Röyksopp og Kings of Convenience rangen stridig som Norges bedste duo.
Fire udenlandske ambient- og electronica-producere mødes hos det lille københaver-label BSBTA og leverer yndige, men også lidt for modhage-fri lydlandskaber. Der er klart mest holdbarhed i pladens sidste halvdel, der er mere kantet og uforudsigelig.
Argentinsk-mexicanske One Second Bridge blander blid, undseelig elektronik med tågede shoegazer-guitarer. Og ja, det lyder som et koncept, man har hørt før. Desværre skiller One Second Bridges debutalbum sig ikke rigtig ud fra alle de andre, der har fulgt samme opskrift.
Med sin solodebut leverer Limp- og Causa Sui-trommeslageren Jakob Skøtt et virkelig velfungerende og omhyggeligt gennemarbejdet værk, der trækker tråde til electronica a la Ulrich Schnauss og dreampop som hos Cocteau Twins.
