Altmodischs urbane, elektroniske melankoli formÃ¥r – pÃ¥ trods af den til tider knugende tyngde – at sætte af og svæve helt op under den grÃ¥ og regnvÃ¥de himmel, hvorfra der er et ret fint overblik over alle os smÃ¥ mennesker…
De festglade mennesker faldt måske ikke ligefrem i søvn, men Sleep Party People formåede alligevel at fremmane den helt rigtige meditative vellyd i deres elektroniske drømmeunivers.
Ellen Allien, Berlins ukronede dansedronning, er på sit nye album i gang med at droppe de kontante beats og prioritere melodi højere. Det er der kommet en omgang jævnt rod ud af.
Eggegrund svæver på en nordlysende sværm af elektroniske dråber og storladne dybder. Kan man andet end at lade sig rive med?
Lali Puna er en sær lille sangfugl. Genert og krævende og samtidig fuldt ud tilgængelig. Og giver man sig tid til at komme helt ind under fjerene på den lille musikant, finder man noget, man ikke finder andre steder.
Det er mindre end en uge siden, at vi her pÃ¥ Undertoner anmeldte Drowned in Light, det spritnye album fra Jonas Munk alias Manual. Men allerede nu kan vi præsentere …
The Notwist har ikke udgivet noget nævneværdigt, siden de i 2008 gav koncert på Roskilde Festival. Det gav genlyd i sætlisten, der ikke var synderlig original, men var hurtigt glemt, når tyskerne demonstrerede deres overlegne flair for elektronik.
Smager af forår, af lettelse, af lige dele trøst og opdagelsesrejsende på eventyr. Som hvis Arto Lindsay skrev sommerkåde kærestebreve til Panda Bear.
Elektronisk udspil fra den talentfulde Toro Y Moi. Han har uden tvivl lommen fuld af hits, men albumformatet er stadig en stor mundfuld.
Ellie Goulding smider med lige dele uskyldig naivitet og ben i næsen et indiepoppet debutalbum på gaden, som det er svært ikke at lade sig rive med af.
Back to Light indeholder velpoleret, kedelig housepop fra en af den elektroniske musiks pionerer, Bomb the Bass aka Tim Simenon.
The Ruby Suns’ seneste skive burde have et kæmpe advarselsskilt pÃ¥ coveret, for sÃ¥ lækker og ørehænger-agtig indiepop kan næsten kun betragtes som psykologisk krigsførelse.
Efterklang har bøjet deres virkemidler således, at de mere end nogensinde før lyder som et typisk populært indieband. Heldigvis gør de det så godt, at Magic Chairs alligevel er en fin plade.
Ecovillages perlende, psykedeliske pop med masser af nutidige hippie-vibrationer fænger ikke helt.
Som dråber, der triller i ensomhedens hav, er Jesus seneste plade, Infinity, en meditation over ensomheden.
På sit andet fuldlængdealbum under navnet Aerosol har Rasmus Elm Rasmussen skruet lidt op for det hele: melodierne, kompleksiteten og følelserne. Det er der kommet en udmærket, følsom electronicaplade ud af.
Polarforsker har på sin tredje ep skruet ned for den elektroniske knitren og har tilført sine numre struktur i form af simple guitarfigurer. Desværre er det ikke altid, at Polarforsker formår at fremhæve det indtagende i numrenes monotoni.
PÃ¥ imponerende vis klikker og glitcher Beneva vs. Clark Nova sig gennem den ganske gennemarbejdede Dramadadatic.
Performing Parades er ikke kun den logiske forlængelse af det oprindelige album. Det er et skridt videre, og Efterklangs mesterværk bliver bragt til live på ny, ikke mindst takket være DR UnderholdningsOrkestret.
Inde i byen, altså inde i city, skinner forretningsfacaderne og finansfolkenes hovedkvarterer så skarpt, at man er nødt til at bære den kølige distances solbriller for at klare sig. Det har svenske Valutan lavet en skrabet electropop-ep om.
På sit sjette album tager Dub Tractor endnu et skridt i retning af at droppe electronicaen til fordel for dreampop. Det sker dog ikke 100 pct., hvilket lidt knækker albummet midt over.
Múm er blevet tvunget til at flytte i stråhytte efter krisen.
Ah, ok, mÃ¥ske er det ikke decideret et karaoke-album det indadvendte islandske orkester Múm udsender 22. september pÃ¥ deres eget …
lovende adj.
som giver gode grunde til at vente sig noget godt
jævn adj.
som ikke udmærker sig el. afviger særlig meget fra gennemsnittet
Det lyder som noget, man indspiller i et rum inde bag soveværelset, og det er det faktisk også. Sovekammerpop kan man næppe kalde den amerikanske duos andet album, men der er noget drømmende over deres musik, som uden tvivl er et godt bud på en indietronica-plade. Men alligevel er det ikke helt godt nok
Hvad har Danger Mouse, John Cale og Van Dyke Parks til fælles? De medvirker alle på engelske The Shortwave Sets andet album. De fine gæster til trods er det dog ikke et synderligt godt album, trioen disker op med.
