Det kan godt være, at man kan rose Volt for at være mere end almindeligt gavmilde, når det kommer til heavyriffs og interessante kombinationer af alskens forskellige genrer. Men de giver så meget, at man hurtigt ser sin lyttetrang besejret af lede over svulstigheden. Bekendtskabet med franskmændene er dømt til at blive sporadisk.
Justin Broadrick (Napalm Death, Godflesh, Techno Animal og Jesu) sætter lytteren på en hård prøve med sin fascinerende og særdeles krævende ambient-noise. To og en halv times spilletid er lige rigeligt.
Einar Örns nye projekt er elektronisk. Og det er tungt – gennem hele albummet meget tungt. Derfor er In Cod We Trust også lidt af en prøvelse at lytte til fra ende til anden. For intetsteds løftes de enorme og buldrende jernmasser fra musikken, og det tynger øregangen og albummet for meget.
Glæden ved at kunne downloade The Boy Is Deads demo gratis overskygges desværre lidt af indholdet, som godt nok er fyldt med masser af kunstneriske tiltag, men desværre mangler den berømte røde tråd.
Det er svært at blive klog på det her. Også hvad angår, om man kan lide det eller ej. Men det er måske ikke så skidt endda, for Giving Up the Ghost er en fascinerende og personlig udgivelse fra en amerikansk studie-duo, der både forkæler og frastøder.
Nick Talbot, der sidste år fik lidt af et gennembrud som følsom singer/songwriter under navnet Gravenhurst, har nu slået sig sammen med Guy Bartell og skabt et helt anderledes lydunivers – nemlig et elektronisk inficeret horrorfilm-soundtrack.
Nogle af verdens mest genre-, struktur- og melodinedbrydende musikere bliver bedt om at lave en version af en popsang. Resultatet er blevet til en af de mere helstøbte kompileringer, jeg endnu har hørt. Spørgsmålet er bare: Hvilken popsang drejer det sig om?
Tidligere Skinny Puppy-frontmand, Kevin Ogilvie aka Nivek Ogre, vender tilbage med sit samarbejde med Mark Walk. Navnet er ohGr.
Ministry er vendt tilbage til en form, som de ikke har været i længe. Bandet banker det ene fornøjelige tonstunge riff af efter det andet.
Trent Reznor pletter delvist sin hidtil rene rekordliste med en lettere usammenhængende liveplade, der savner mange gode numre fra bagkataloget – og trænger til en fyldigere lyd.
