Tag - Jens Lekman

Life Will See You Now er et popalbum. Det dansable og catchy fører an, men det er svært at følge Jens Lekmans selvproklamerede mission og tema fra ende til anden.

Jens Lekman har ondt i hjertet, og det er der kommet et absolut fremragende og meget helstøbt album ud af. På vanlig vis blandes det livskloge med det fjollede, det smukke med det kitschede i en underfundig og dybt personlig cocktail, der fortsat imponerer.

Crooneren fra Kortedala havde mandag aften blot følgeskab af en trommeslager. Hans normalt så spraglede sange passede egentlig udmærket til duoformatet, men da han først skruede op for arrangementerne, overstrålede de klart de akustiske passager.

Den svenske indiecrooner Jens Lekman er kendt for at omfavne musikalske genrer, som andre kunstnere ville bevæge sig langt udenom. Han udfordrer smag og æstetisk dømmekraft. Den nye ep An Argument With Myself er ingen undtagelse.

Vegas koncertprogram bliver stærkere og stærkere for hver dag. I går blev engelske Hot Chip offentliggjort, og i dag blev den svenske neo-popcrooner, Jens Lekman, så tilføjet til programmet. Koncerten finder sted på Lille Vega den 17. august og kunne meget vel blive en uforglemmelig oplevelelse, Lekmans diskografi taget i betragtning. Hans album Night Falls Over Kortedala fra 2007 var intet ringere end et mesterværk, som med sin sampleorienterede poplyd, kombineret med et skævt og underfundigt teksunivers, cementerede Sveriges position som indiepoppens kreative højborg. Ved samme lejlighed har Jens Lekman desuden meddelt, at han udgiver sit tredje album senere på året, og allerede til sommer kommer det første singleudspil på gaden.   Billetpriser er endnu ikke oplyst.

Ok, der er måske ikke vildt mange, der kender til Arthur Russells musik, men det er helt klart en fejl, for han er en usædvanlig musiker. Oprindelig var han uddannet cellist, men han var en nysgerrig fyr og var derfor en aktiv deltager i New Yorks undergrundsscene i slut-70’erne. Det førte ham til at lave minimalistisk disco, som stadig den dag i dag ikke lyder som meget andet. Jo, bortset fra, at man godt kan høre at bl.a. !!! og LCD Soundsystem er inspireret af ham. Desværre døde manden i 1992 af AIDS, men i de seneste år er hans musik blevet genopdaget og udgivet på bl.a. The World of Arthur Russell, Calling Out of Context og sidste års overraskende udgivelse af countryfolk Love Is Overtaking Me. Nu fortæller Prefix så den glade nyhed, at Tim Lawrence har skrevet en 450 siders biografi om Arthur Russell med titlen “Hold on to Your Dreams”. Tim Lawrence har tidligere skrevet “Love Saves the Day”, der omhandlede hele disco-æraen, så det er en mand, der ved, hvad han snakker om. Og så har de endda fået Jens Lekman til at anbefale bogen med ordene: »Inspirerende og skrevet med kærlighed tager bogen os til rødderne af Arthur Russells musik, fra gaderne i New York til kornmarkerne i Iowa«. Det er da et oplagt sidste minut-julegaveønske.

Der var fredag i Store Vega budt op til en slags folkefest. Et lidt absurd møde mellem naiv bittersødme og fadøl i plastickrus. Mobilsamtaler som "Jeg har lige set et band, der hed Jens Lekman. Det var pissehamrende fedt" kunne høres i Vegas vestibule efter koncerten. Lekman tryllebandt.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows

Jens Lekman er for meget. Alt for meget. Men samtidig er crooneren så overraskende uopdragen, at selv de værste flødebolleballader bliver til bittersøde popperler i hans mund. Denne plade er popmusikkens svar på en blanding af Skittles og en stærk kop espresso.

For to år siden kollapsede alt totalt for den svenske indiepopcrooner. Han følte sig forfulgt af usande historier i pressen. Og da der begyndte at gå rygter om, at han var død, mistede han lysten til musik. Men mødet med et japansk kultband gav ham modet til at spille igen – og til at give slip på kontrollen.

Stephin Merritt og Morrisseys kærlighedsbarn, Jens Lekman, har uden tvivl talent for at skrive fængende lofi-pop om psykotiske piger, men et par uhyrligheder og anonymiteter viser, at der stadig skal slibes en del, før han bliver en diamant, man kan skære sig på, og som skaber regnbuer i lys.