Tag - Joanna Newsom

Joanna Newsom giver dig det hele på sin regning på sit nye folk-mesterværk, Have One on Me. Men tag dig god tid: Joanna har ikke travlt, og det bør du heller ikke have, for der er masser af perler at finde. Det er bare et spørgsmål om at kunne fokusere.

Som vi nævnte for noget tid siden, så er Joanna Newsom jo på vej med et nyt album. Faktisk er der ikke så længe til, da det udkommer 23. februar. Siden da er der blevet frigivet et par sange, “81” og “Good Intentions Paving Company”, og nu kan man høre det seneste nummer, den ni-minutter lange “Kingfisher”, på Drag Citys hjemmeside. Det er et meget smukt nummer, og forventningerne til det nye album stiger yderligere. Det skal dog siges, at jeg havde problemer med at afspille nummeret i Firefox, men ikke i Google Chrome. Derudover er det også for noget tid siden blevet afsløret, at Have One on Me bliver et triple-album, og nu kan man se tracklisten til dette monstrum: 1. Easy 6:04 2. Have One On Me 11:02 3. ’81 3:52 4. Good Intentions Paving Company 7:02 5. No Provenance 6:25 6. Baby Birch 9:30 7. On A Good Day 1:49 8. You and Me, Bess 7:13 9. In California 8:42 10. Jackrabbits 4:23 11. Go Long 8:03 12. Occident 5:31 13. Soft As Chalk 6:29 14. Esme 7:56 15. Autumn 8:02 16. Ribbon Bows 6:11 17. Kingfisher 9:11 18. Does Not Suffice 6:45

Nu er det endelig blevet bekræftet! Joanna Newsom sender nyt album på gaden 23. februar. Rygterne har svirret siden før jul, men det er først nu, det endelig er blevet bekræftet. Det startede med, at Drag City postede den simple tegneserie her til højre, hvilket jo kraftigt indikerer en udgivelsesdato og titel. Senere bekræftede Newsoms australske pladeselskab Spunk så, at ja, den nydelige, unge dame udgiver et album den 23. februar, og det kommer til at hedde Have One on Me. Hendes forrige album fra 2006, Ys, var et formidabelt og imponerende progfolk-mesterværk, der da også fortjent strøg til tops på Undertoners årsliste. Om hun har tænkt sig at fortsætte stilen fra det album, eller om hun har helt nye, vanvittige ideer, er der ingen afsløringer af endnu. Men jeg tager vist ikke munden for fuld, når jeg siger, at vi er et par stykker, der glæder os.

Skomager, bliv ved din læst" bruges ofte om folk, der er skrappe på et felt, men fejler, når de begiver sig ud i et andet. Vi præsenterer i denne måned tre producere, der mestrer langt mere end en enkelt genre. Mød Nigel Godrich, Steve Albini og Rick Rubin.

Her fortsætter vi med anden halvleg af Undertoners præsentation af en række af de udgivelser, som vi desværre aldrig fik sat under vores skarpe anmelder-lup, men som vi alligevel mener, at lytterne derude bør undersøge grundigt. Første del kan ses her. Anders Mortensen Burial: Untrue Den mystiske mørkemand Burial vendte i år tilbage med endnu et kapitel af sin dystre og regnvåde dubstep i form af Untrue. Det klikker og dunker derudaf i et højt tempo, men der er intet glædeligt at komme efter i Burials musik. Mellem de hoppende beats og den rungende storbyensomhed blander sørgmodige r’n’b-vokaler sig til tider utydeligt og mudret i baggrunden, og det gør Untrue til noget nær det perfekte lydspor til vintermånederne. Fugtig asfalt omsat til musik. Aesop Rock har i et par år udgivet mere eller mindre vellykkede plader, og har egentlig gjort sig bedst bemærket som fabulerende, spraglet gæsterapper hos Definitive Jux’s koryfæer, men med None Shall Pass er han tilbage i mere end storform. Beatsene sidder tæt, men er stadig legende. Teksterne rabler af sted, der er overskud og energi i verdensklasse samt gæstekunstnere, der også kan tiltrække de mere indie-orienterede segmenter af hiphoplyttere. Det bedste han har lavet siden Labor Days. Lasse Dahl Langbak Keeping C86 Alive! er en blog, der både hylder midt-80’ernes engelske janglepopbands og opstøver nye navne i samme stil. Et af de navne, der i år har vakt sidens interesse, er The Lodger fra Leeds. Og det tror pokker, for Lodger, der har samme naive sødme som The Lucksmiths, men spiller på samme kontante facon som bysbørnene i Wedding Present, har med debuten Grown-Ups begået en janglepop-plade, hvor den ene iørefaldende sang vælter over den næste i kampen om at være pladens bedste. Lasse Bertelsen Stars of the Lid: And Their Refinement of the Decline 2007 var året, hvor Stars of the Lid endelig fulgte op på deres mesterværk The Tired Sounds of…, og det gjorde duoen så sandelig med bravour. I en serie af korrespondancer i stilhed formåede de at bygge videre på det smukke fundament af soundscape og scoreline, der betegner deres egen klare form for musique d’ameublement. Klaveret fyldte mere denne gang i klar eller manipuleret form. And Their Refinement of the Decline er det endelige soundtrack for en udsigt over kysten og dens kølige klima. While My Guitar Violently Bleeds er en gedigen tretrinsraket, hvor de to østligt-inspirerede numre, det første og det sidste, til stadighed forekommer mig at være mest værd. At midten så består af ren, stemningsfuld drone/feedback, der aldrig rigtigt letter fra sit fundament som et udmærket lydtapet, gør ikke det store ved den samlede bedømmelse. Sir Richard Bishop spillede igennem “Zurvan” og “Mahavidya” alle tænkelige variationer over den melodiske mol-skala (-ikke- harmonisk mol), og så er kunstneren jo bare ganske habil og hurtig på fingrene, så det er i det hele taget en fryd. Den generelle hype i 2006 af mesteren Jack Rose er nu, ganske retfærdigt, smittet af på Bishop.Jeg kan i skrivende stund stadig ikke bestemme mig for, om titlen er til grin eller bare helt okay. Lad det være op til andre at bedømme. I slipstrømmen af Current 93’s stigende popularitet er Simon Finns flossede genialiteter endelig ved at bryde igennem via mandens nye materiale. Efter debuten i 1960erne har de seneste plader fra Simon Finn været en ren fryd, når tekstens balance mellem det rokerende rå og lyriske blide er faldet på plads, og melodien er skåret med den skarpeste kniv. Tankerne på Accidental Life er livstunge betragtninger, som de fleste vil stifte bekendtskab med, men hvor de færreste kan reflektere i Simon Finns ramme og særegne musikalitet. Jeppe Fly-Kristensen Udtrykket er elektronisk, men solorytteren James Chapman, a.k.a Maps, formår på We Can Create at indflette et væld af alternative tiltag, så både shoegazer, drømmende og bevidsthedsudvidende rock svæver ind og ud gennem kompositionerne, som passagerer i en Subway på vej til arbejde. Det er smuk og stemningsfuld musik, tilsat ekkoer af Junior Boys, My Bloody Valentine, Flaming Lips og Spiritualized/Spaceman 3. Chapman balancerer på grænsen af det enerverende, men den gode melodi er med hele vejen, og det er svært ikke at lade sig rive med i denne berusende og symfoniske pompøsitet af et elektronisk album, som er rigtig godt produceret af Björks faste islandske multimand Valgeir Sigurdsson. Kasper Würtz James Blackshaw: The Cloud of Unknowing Med The Cloud of Unknowing følger James Blackshaw op på den mesterlige O True Believers fra 2006. Endnu engang forvandler Blackshaw sine evner på den 12 strengede guitar til en omgang instrumental folk, der ofte er så beroligende, at man som lytter nærmer sig en trancelignende tilstand, hvor skønheden drypvis pibler ind. Det sker især når Blackshaw forlader den rent repetitive struktur for at tilføje lidt skævere toner eller som i den himmelske “Running to the Ghost” tilsætter glockenspiel. Guitaristen viser dog også, at han sagtens kan forlade trancen for i stedet at lade det storme vildt og voldsomt, som når albummet når en nærmest post-rocket forløsning i “Stained Glass Window”. Selvom det er svært at tro, at Joanna Newsom kan præstere noget som er meget bedre end det monumentale mesterværk Ys, så viser verdens smukkeste harpenist allerede på den fabelagtige Joanna Newsom and the Ys Street Band EP, hvordan man gør fantastiske numre endnu bedre. Således bliver såvel “Clam, Crab, Cockle, Cowrie” og “Cosmia” 20 % bedre i disse nye versioner, ligesom “Colleen” prompte træder ind som en af Newsoms allerstærkeste kompositioner. Det er næsten uhyggeligt at tænke på, hvor godt det næste album må blive, hvis hun fortsætter sådan her. Mikkel Arre Black Moth Super Rainbow: Dandelion Gum Ude i Pennsylvanias skove har kvintetten Black Moth Super Rainbow i fem år kogt en stadig stærkere trylledrik af analoge synths, sære effektoversvømmede vokaler og buldrende trommer. På Dandelion Gum er drikken særdeles berusende, og med lån fra både IDM, electro, krautrock og alskens former for free-folk har BMSR skabt en livsbekræftende udknaldet tørstslukker til alle, der godt kunne tænke sig, at Boards of Canada freakede meget mere ud – og til alle andre.

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.

Plader

Joanna Newsom: Ys

Måske lyder et timelangt album med kun fem numre, fremført af en harpenist tilsat Disney-strygere ikke som et oplagt mesterværk. Men det er det. Med Ys har Joanna Newsom tilført den revitaliserede folkgenre et vaskeægte hovedværk, der tør genoptage storladne melodier og løfte dem højt over hovedet.

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus  

En spinkel, mystisk stemme, en harpe og nogle tyste sange er omdrejningspunktet på dette album. Joanna Newsom formår i sine bedste øjeblikke at lave magisk neofolk.