Tag - Journey Fest 2019

Der er ingen tvivl om – som i ingen tvivl om – at størstedelen af de tilstedeværende i Pumpehuset denne aften er kommet for at se Journey.indies tredje og sidste onsdagsnavn. Canadiske Homeshake, hvis medlemmer først og fremmest tæller Peter Sagar på synths og sang, men ved gud også hans fuldstændig fantastisk velspillende backing band, bliver hyldet som konge(r), da røgmaskinen signalerer mandens ankomst. Og efter applausen sænkes skuldrene, pulsen falder og temperaturen stiger, og publikum smelter på helt igennem magisk vis sammen til en stor, hoftevridende masse. Lyset er blødt og bassen er sprød; trommerne sidder lige i skabet og er aldrig et sekund ude af takt eller kontrol. På kælen og åh så sexet vis bliver vi alle omslugt og trukket ind i Homeshakes helt igennem uimodståelige univers af sexede synths, stramt anlagt bas, tromme og guitar-arrangement og helt perfekt programmerede og eksekverede beats, der sømløst svæver ind og ud i mellem Sagars hviskende stemme. Med en finger i øret og en rolig inderlighed, som mange musikere må misunde, leverer han det ene sjælefulde nummer efter det andet. Og mens bandet holder takten, også når det bliver eksperimentmeterende og skævt, er Sagars stemme det element i opstillingen, der gør det hele levende og meget, meget svært at stå for. Publikum jubler, da de første toner af ”Every Single Thing” slås an, og vrider sig i fryd, da ”Give It to Me” med sine bløde synth klokker forfører, og hele salen hviner med på den sprøde guitar, der karakteriserer nummeret. Ikke en krop står stille; det her er sex musik, intet mindre. Lounge, soul, Lo-Fi synths og sgu også jazz samlet i et velovervejet og velspillet udtryk, som man har umådelig lyst til at invitere på en drink med forhåbning om mere. En gut sidder ganske tilforladeligt på kanten af scenen med lukkede øjne, mens en anden råber mod scenen efter et specifikt nummer. »Please don’t yell at me« hvisker Sagar ned i mikrofonen. Der er ikke plads til den slags aggressioner her. Folk var vild med Sagar, og jeg ligeså. Og derfor irriterer det mig også grænseløst, at jeg ikke bare kunne få lov at glide derfra med varmt blod og et smil på læben. Der er desværre et aber dabei, der uheldigvis står i vejen for topkarakter. For folk var vilde med Sagar, men Sagar var også virkelig vild med sig selv. Selvfedmen kunne skæres i med en kniv, og backingbandet havde meget travlt med ikke at vise nogle former for følelser i deres ansigter, så Sagar kunne få lov at være den charmerende, kælne og kreative. Det kunne jeg egentlig godt have undværet – ja faktisk irriterede hans små kække lege med mikrofonen mellem sangene mig grænseløst. Mindre af det og mere sex, tak. Fotos af Daniel Nielsen.

Det er koldt, vådt og onsdag – ingen af delene en umiddelbar kilde til lykke. Men lusker man ind på spillestedet Pumpehuset vil man hurtigt mærke, at det er der ingen, der har bidt mærke i her. Tværtimod er der her til aften godt pakket med den glade og smilende københavnske undergrundsungdom, og de er mere end klar til at sparke dørene ind til Journey Fest – en ny dansk “fest”ival, der fejrer de skjulte stortalenter og morgendagens stjerner – og som løber af stablen for anden gang på knap fem måneder. Sidste gang blev festivalen afviklet under banneret: ”Otte danske og international artister, vi tror på” og var en en-dags affære i Den Grå Hal på Christiania. I år har konceptet udviklet og vokset sig markant større, og tæller nu fire dage med 25 bands spredt ud på fire forskellige københavnske spillesteder og under fire forskellige musikalske temaer: indie, folk, soul og rock. Undertoners udsendte var på pletten her på første koncertaften i Pumpehuset til Journey.indie, og i de kommende dage dækker vi festivalen løbende i både ord og billeder. Journey.indie, 21.02.19, Pumpehuset, København Communions (DK) De fire herrer fra danske Communions er ikke just nye på musikscenen. Tværtimod har de rumsteret i noget der nu ligner fem år, og har høstet både danske og internationale roser for deres længselsfulde drømmerock med dybe rødder i den engelske new wave og post-punk lyd. Med en god håndfuld udgivelser af forskellig lændgemæssig karakter under bæltet, og en ganske tilforladelige mine, kryber de to brøde Martin (sanger) og Mads (bas) Rehof på scenen sammen med Frederik Lind Köppen på trommer og Jacob van Deurs Formann på guitar og iført alle tiders safari hat. Og knap er de første toner blevet slået an, før publikum og undertegnede kollektivt sendes tilbage til 80’erne og den melankolske, alternative og dog dansable rock. Det er her vi starter. Det er her vi forbliver. Og ja, det er også her vi slutter. Communions er meget overbevisende på en scene. Martin Refhof gør det glimrende som forsanger med sin gennemtrængende, lidt nasale stemme, der med lukkede øjne bliver hvislet ud gennem tænderne og ned i den mikrofon, hans hænder krammer så inderligt, mens han svinger fra side til side med guitaren over skulderen – ganske som det hør og bør sig. Formann har godt fat i de travle trommer, der løber ud over stepperne mod den horisonten, drømmen, det ukendte og dybt romantiske. Men selvom de syv numre, som Communions når at servere for os her til aften, alle er godt skruet sammen og ganske velspillede og også er godt placeret i forhold til hinanden, så numrene fint griber fat i hinanden, så er der desværre alt, alt for lidt variation. The Cure er et forbillede for mange, og også for Communions, men her til aften føles det mest som om, man har pakket alle numrene ind i den samme dyne af længselsfulde drømme, kun med et lejlighedsvis udbrud af larm og støj fra guitar og bas, der kunne give det hele lidt kant. Resultatet er, at jeg ved sjette nummer oprigtigt kommer i tvivl om, hvorvidt jeg lige har hørt det nummer, der nu bliver spillet, og det kan jo umuligt være meningen. Hvor Communions muligvis har en helt igennem genkendelig lyd også på deres studioudgivelser, så er der dog meget mere variation at hente, end der var her i aften på Pumpehusets scene. Hvis The Cure og svenske The Radio Dept. på mystisk vis skulle blive i stand til at lave et kærlighedsbarn, ville de have kaldt det Communions. Det er synd. Fotos af Daniel Nielsen.

For godt fire måneder siden blev det nye event Journey Fest afholdt for første gang. En endagsfestival bestående af otte koncerter og med fokus på nogle af de mest lovende, nye artister i både Danmark og udlandet. Nu vender Journey Fest tilbage – denne gang i et noget bredere og ambitiøst format. Undertoner tog et smut forbi arrangørens kontor til en lille snak om anden udgave af Journey Fest.

boeger