Tag - Julia Holter

Julia Holters femte studiealbum Aviary er lyden af en kunstner, der gør præcis som hun har lyst til. Et mastodontisk værk, der er lige dele smukt, eventyrlystent, udfordrende, larmende og forvirrende - men også værd at gå på opdagelse i.

Når det kommer til skønhed, charme og talent, er der ikke mange, der har noget på amerikanske Julia Holter. Og end ikke den kogende tilstand på Gloria ødelagde det for hende. Julia Holter spillede på samme scene tilbage i 2012, men har siden da udvidet bandet med en cellist og saxofonist. Og det klædte hende virkelig godt. Hvor den evigt godt konstruerede musik tidligere virkede spinkel og skrøbelig, har den nu fået en modstandsdygtighed i sig, der passer langt bedre til hendes tekster, der viser, at Holter både kan skrive og ikke mindst har en hel del på hjerte. Særligt “Marienbad” fra 2011-albummet Ekstasis var forrygende. De næsten hvirvlende toner fra violinen og saxofonen skabte en magi svarende til den, man hører for sit indre øre, når Alice falder ned i hullet i “Alice i eventyrland”. Senere i settet på “City Appearing”, som hun selv kalder en apokalyptisk sang, lader bandet sangen forvandle sig til en slags hypnotiserende vuggevise, der får alle til at glemme både tømmermænd og faktummet, at de endnu engang har indfundet sig på Roskilde Festivals mest ulideligt varme scene.

Enhver musikinteresseret litterats hedeste drøm: Julia Holter er tilbage med endnu et stærkt konceptuelt værk, der er bedst i de dvælende øjeblikke, når det ikke prøver for hårdt at være avantgardistisk kunst. Ikke egnet til ubekymrede feriedage, men bestemt et helstøbt album, der vinder en lille smule mere ved hvert lyt.