Tag - kærlighed

Plader

Jens Lekman: I Know What Love Isn’t

Jens Lekman har ondt i hjertet, og det er der kommet et absolut fremragende og meget helstøbt album ud af. På vanlig vis blandes det livskloge med det fjollede, det smukke med det kitschede i en underfundig og dybt personlig cocktail, der fortsat imponerer.

Plader

The Jack Stafford Foundation: Long Live Love

Jack Stafford og Jasmine Wynants er forelskede. Det er forelskede og elsker hinanden og synes hinanden er det bedste i verden. De er hinandens »cherry on the cake«, og deres kærlighed vil vare evigt, også efter døden. For at få noget af al den kærlighed ud har de som The Jack Stafford Foundation udgivet et album, de kalder Long Live Love. Dette album består så af sange med titler som “The Love Drug”, “I Think I Like You Just the Way You Are”, “Me Amore” og “Together”. På coveret har de placeret et ikke særlig æstetisk skønt nærbillede af dem selv i et intenst kys. Kære læser, do you get the picture? Det er simpelthen ikke til at holde ud. Hvis man prøver at tage en dyb indånding og se igennem de pussenussede tekster, hvor hvert andet ord er »love«, kan man desværre konkludere, at masser af kærlighed ikke nødvendigvis afføder god musik, og The Jack Stafford Foundations Long Live Love er et temmelig ujævnt album. Duoen består af engelske Jack Stafford og belgiske Jasmine Wynants. De mødte hinanden i Amsterdam ved udgivelsen af Staffords første album, Exes i 2005, og siden da er romantikken og musikken blomstret. Bag sig har The Jack Stafford Foundation et band bestående af en række hollandske musikere, der støtter Wynants og Staffords duetter. De fleste numre indeholder akustisk guitar og er en blanding mellem kærlighedspop, singer/songwriter med country-inspirationer og rundkredssang fra hippiekollektivet. Melodierne i numrene er uden de store overraskelser. Rytmerne er langsomme, og tonen er ganske beroligende. Albummet har gode sider, og de to bedste skæringer er “The Love Drug” og “Hollywood Goodbyes”, der begge er country-prægede numre, hvor vokalsammensætningerne fungerer fint. “The Coming Change” er også et flot stemningsfyldt nummer, hvor bl.a. harpespillet kaster et eventyrligt skær, og celloer undervejs i nummeret skaber et dybere lag i musikken. De gode numre er dog i mindretal i forhold til en række middelmådige numre med usikre vokaler, især fra Stafford. Duoen er dog ikke humorforladt, og nogle af numrene får én til at trække på smilebåndet, bl.a. i “Hollywood Goodbyes”, hvor Wynants erklærer: »We’re ordinary people, we don’t need Hollywood goodbyes«. Og i “Not Another Love Song” synger parret: »All the best songs are bitter / Being angry just sounds better« (måske de så hellere skulle have puttet nogle af de bitre sange på albummet?). Når duoens humor virkelig tager over, er det dog ikke morsomt, nærmere bare unødvendigt. Det er svært grine af eller være interesseret i, at Stafford ikke lukker døren, når han tisser, efterlader tånegle på gulvet, og at Wynants’ ånde er skrækkelig om morgenen – men at parret elsker hinanden alligevel. På samme måde ender mange af numrene med enten af være tonstungt kærlighedssnask ala “œdu er sød – nej, du er sød – nej, DU er sød!” eller umorsomt pjat, der ender med at være lidt småulækkert. På “The World Is Wonderful” kommer alle de værste sider af duoen frem: Hippie-fællessangen med tamburiner og mundharpe, kvalmende søde tekster – »I’m so happy / The world is wonderful / The skies are blue / My dreams come true / And I’m in love with you« – og handler bl.a. om parrets 1-års dag. Og om prævention og menstruation. Det er forfærdeligt på alle måder, og jeg ville ønske, at jeg aldrig havde hørt den. Der er alt for mange sange på Long Live Love, som aldrig burde være blevet udbredt til andre end turtelduerne selv. Med stor fordel kunne den lille håndfuld af gode numre være blevet udgivet som en ep. Resten af sangene kunne så udgøre en anden cd, der kunne være parrets 1-års-gave til hinanden – og brændt i kun to eksemplarer.