Tag - klassisk

Nicolai Elsberg løb med meget af opmærksomheden i front for Spillemændene, men siden sangskriveren i bandet, Thorbjørn Radisch Bredkjær, sprang ud som Bisse, har der været lidt stille omkring den karismatiske sanger. Nu er Elsberg tilbage med egne numre i en ny duo, som blander klassisk og rytmisk musik.

For dem, der, ligesom denne anmelder, havde læst i festivalens program, at Kronos Quartet ville spille en hyldestkoncert til Terry Riley og glædede sig til netop at høre hans kompositioner, var strygerkvartettens koncert på Avalon desværre en skuffelse.

Where Did Nora Go har med Shimmer leveret noget af det bedste musik fra danske hænder længe. En lytteoplevelse, man ikke skal snyde sig selv for.

We like We afsøger med kollektive improvisationer grænserne for, hvad der i dag er rytmisk og klassisk musik. Resultatet er smukt, intenst, tilstedeværende og faktisk ikke så utilgængeligt, som det lyder.

Plader

Navneløs: Værk

Hvor tv og film har Nordic Noir, har musikken fra Navneløs Nordic Naive. De melankolske, postrockede kompositioner på de fem unge aarhusianeres debutalbum rammer en vinterkølig kritiker lige i hjertekulen.

Enhver musikinteresseret litterats hedeste drøm: Julia Holter er tilbage med endnu et stærkt konceptuelt værk, der er bedst i de dvælende øjeblikke, når det ikke prøver for hårdt at være avantgardistisk kunst. Ikke egnet til ubekymrede feriedage, men bestemt et helstøbt album, der vinder en lille smule mere ved hvert lyt.

Et møde mellem klassisk og elektronisk musik får det dansk-tyske samarbejde aldrig etableret til fulde. Kun momentvis viser de styrken af de to musikalske genrers møde.

Det eponyme album fra Where Did Nora Go byder på fængende musik og eventyrlig stemning, men i en interessant kontekst, hvor en historie om forholdet mellem køn og identitet møder lytteren.

Plader

Navneløs: s.t. EP

Der er ingen tvivl om, at kunstneriske ambitioner og talent går op i en højere enhed hos Navneløs. Alligevel udebliver den helt store wow-faktor, der ellers var potentiale til. De musikalske forbilleder fornægter sig ikke, men EP er trods alt en imponerende debut.

Den danske indieduo TM Hunter er nu klar med fem numre samlet på en franskinspireret ep. Stilen er storladen og dramatisk, og sammenhængen mellem sangene er til at overse. Der trænger til at blive skåret ind til benet, for bag teatermakeuppen er der både fine idéer og gode ambitioner.

Den norske singer/songwriter stiller os over for en storladen dysterhed pakket ind i en så dragende musikalsk og poetisk æstetik, at det er umuligt at slippe oplevelsen igen efter første gennemlytning.

Hvis man er til det stort opslåede og pompøse i den musikalske verden, bliver denne strygerbesatte plade et hit. Dog kan de store armbevægelser godt blive en anelse for meget, og det får albummet til at tippe til en lidt negativ side, selvom det ellers er rigtig flot skruet sammen.

Hauschka tager på sit nye album endnu et skridt væk fra den rene lyd af sit prepared piano. 12 klassiske musikere ledsager nu instrumentet og skjuler desværre de mekaniske pianolyde.