Tag - klaver

Plader

Hauschka: Salon des amateurs

Bare et halvt år efter den orkestrale Foreign Landscapes drejer Volker Bertelmann flygelet mod dansegulvet med 10 technonumre spillet som neoklassisk kompositionsmusik. Et aldeles strålende karrierehøjdepunkt.

Plader

Thunderbear: Solus Ipse

Solus Ipse er en forsagt plade. Og dog. At lytteren intet andet får serveret end en række spartanske klaverkompositioner og en sælsom, poetisk trackliste, gør pladens evne til at fremmane smukke og dystre stemningsbilleder, følelseslandskaber og tankestrømme så meget desto mere betagende.

Plader

Tori Amos: American Doll Posse

»I’m every woman,« sang Chaka Khan, og de ord synes Tori Amos nu at efterleve. På Strange Little Girls fra 2001 tog hun et skridt på vej mod personlighedsspaltningen, og med American Doll Posse er forvandlingen nu komplet: Tori Amos er kløvet i fem: Santa, Clyde, Isabel, Pip og Tori. Denne gruppe af vidt forskellige kvindetyper udgør The American Doll Posse, og hver kvinde har sine egne sange på albummet. Det er noget af et projekt, Tori Amos har givet sig i kast med. Det hele er komplet med masser af billeder af de fem Tori-afskygninger, fem blogs på nettet for slet ikke at tale om de 23 selvproducerede numre på albummet. Tori Amos har altid været en produktiv dame, der ikke har været bange for at tage fat. Og i en alder af 44 år er dette hendes niende album. Tori Amos giver som regel sin mening råt for usødet, og American Doll Posse er ingen undtagelse. Denne gang er det en vis hr. Bush, der får sandheden at vide lige fra albummets åbner “Yo George”, hvor Amos undrer sig: »Where have we gone wrong, America?« og spørger videre: »Is this just the madness of King George?« Videre går det med den dejligt skæve single “Big Wheel” og andre numre, der er betydeligt mere rockede, end vi er vant til fra Tori Amos – “Teenage Hustling”, “Body and Soul” og “Code Red” er fine eksempler. Det er en positiv overraskelse, at Tori Amos også mestrer rocknumre. I det hele taget er der en høj frekvens af numre med fuld musikalsk besætning, så der her ikke kun er tale om sange med vokal og klaver, som Tori Amos ellers normalt foretrækker. Der er naturligvis stadig skæringer, hvor klaver og vokal dominerer. Ofte er der lag-på-lag-vokaler, og numrene er dybtfølte og kønne såsom den inderlige og smukke “Girl Disappearing”. Der er et par særprægede overraskelser undervejs, og “Mr. Bad Man” er en lille listig sag med lyse vokaler og en melodi, der bider sig fast. Også “Velvet Revolution” på albummets sidste del bryder stilen og får én til at spidse ører med kun mandolin, klaver og fransk stemning. Efterhånden bliver det hele dog lidt langt. 23 fuldvoksne sange fylder immervæk godt på ét album, og Tori Amos burde have luget lidt ud i numrene, da man sagtens kan finde en håndfuld at sortere fra. Konceptet med de fem forskellige kvinder, med hver deres syn på verden, er både sjov og interessant, men når albummets toner smyger sig ud af højtalerne, glemmer man hurtigt Pip, Clyde, Santa, Isabel og husker kun Tori Amos. For American Doll Posse lyder stadig som et Tori Amos-album. Konceptet lægger op til en stor spændvidde i musikken ligesom i kvindetyperne, men den er der ikke helt. Det kunne have været spændende at høre Tori Amos udfordre sig selv endnu mere og følge sine egne damer helt til dørs. Det er ikke første gang, Tori Amos flirter med konceptalbum, og hun har denne gang ført sine eksperimenter længere ud end før. Jeg er dog lidt i tvivl om, om hun ønsker at tage springet, folde sit koncept helt ud og lave et album med en helt anden lyd, eller om hun helst vil blive ved med at lave Tori Amos-albums i den velkendte stil. Uanset hvad der i grunden er damens intention, er American Doll Posse er stærkt album, der indeholder en række både smukke og slagkraftige numre. En mere komprimeret version kunne være tæt på hendes bedste album.