Tag - konceptuel

Matmos' legekasse med grej var næsten tom, og aftenens kompositioner var knapt så interessante som de bedste fra electronicaduoens plader. Alligevel var deres Jazzhouse-koncert en underholdende, sansemættet og mangefacetteret oplevelse.

Med 20 små perler af perfekte indiepop-sange omsætter Grant Hart på The Argument John Miltons episke digt "Paradise Lost" til musik. Og selvom det måske kan lyde højpandet, så er resultatet både ligefremt og fængende i en grad, der får Undertoners anmelder til at gøre knæfald i støvet.

Via telepati har Matmos fået dusinvis af forsøgspersoner til at beskrive, hvordan duoens niende plade skulle lyde. Humbug? Også i dén grad, men det er en skæg historie – og dét er en af grundene til, at The Marriage of True Minds er en fremragende plade.

Der hersker en meget stringent dårlig stil på Ten$ion, men faktisk fungerer det helt godt på flere numre. Die Antwoord er ikke verdens bedste 'rave-rap', men energisk og ulækkert er det, og sommetider er det jo lige netop, hvad man vil have.

Man tager et slagtesvin. Og en mikrofon. Og optager dyrets vej fra fødsel til død. Til dens endeligt som måltid. Og sampler sig til et album, der balancerer fint mellem aktivisme og musikalitet.

Dirty Projectors' hovedkraft, David Longstreth, har gendigtet Black Flags punk-milepæl Damaged - vel at mærke alene ud fra hukommelsen. Og tak for det, for resultatet er i sandhed afvæbnende. Brooklyn har givet os endnu et fortryllende mesterværk.

Duoen Matmos har gennem et årti skabt særprægede electronicaplader ud fra overordnede temaer som medicinsk teknologi og homoseksuelle helte. Men hvad skal alle koncepterne egentlig til for? Og hvad vil Matmos fortælle med dem? "Vores musik er ikke nogen gåde med en løsning," siger duoen.

Kresten Osgood og Hvad er klokken hylder på deres andet album noget så hverdagsagtigt som frimærket. Resultatet er et konceptalbum med 13 numre, der på den ene eller anden måde henviser til mærkerne. Det lyder umiddelbart interessant, men nyhedsværdien fortager sig dog hurtigt.

Electronica-duoen Matmos har altid været glad for koncepter. På deres nye plade har de kastet sig over deres nok mest ambitiøse af slagsen. Til alt held er deres lydportrætter af kendte homoseksuelle overraskende gode, fængende, dansable og ikke desto mindre nærmest uudgrundeligt dybe.

Voltage har en vision: The Bass Castle – et magisk fremtidscitadel. Her dyrkes en mytologi funderet omkring slottets legendariske bas, hvis frekvenser hævdes at kunne forandre lytternes liv. Voltage håber at samle trådene i al verdens hidtidige musik, og drømmens fundament er blændende!

Matthew Herbert har altid været glad for koncepter, og hans nyeste af slagsen hører til i den bedre ende. Musik og koncept går op i en højere enhed – læs videre, og find ud af, hvorfor denne cd bør komme på Forbrugerstyrelsens top 10 over relevante forbrugeroplysningsprodukter.

Plader

Brian Wilson: Smile

Der er igennem årene blevet sagt og skrevet meget om Brian Wilsons gamle, ufuldendte og diabolsk smilende mareridt. Wilson har nu konfronteret de gamle dæmoner og forvandlet mareridtet til den smukkeste drøm.

Sleep Station fortolker den skrækkelige historie om lægen Von Cosel, som forelskede sig i en patient. Fremfor at genfortælle den faktiske historie får vi serveret en kærlighedsfortælling fra Von Cosels indre. Med simpel instrumentering og simple melodier fungerer dette koncept.

Plader

The Apes: Oddeyesee

The Apes har med Oddeyesee mere end overgået deres debutudspil The Fugue in the Fog fra 2001. Der har været en grønøjet sommerfugl forbi med nye riffs – riffs der klæder.

Herbert har tidligere lavet musik med lyde optaget i et almindeligt hus, lyde samplet fra kroppen, og nu har han sørme lavet en plade bygget på lyde fra "rigtige" instrumenter. Et udfordrende album, der kræver flere nærlytninger for at give det fulde udbytte.

boeger