Beak> er en rejse tilbage til den tidlige krautrock ala Can, Kraftwerk og Faust. Men det er også en lille sviptur tilbage til 90ernes trip-hop og genkomsten af knitrende loops og sampling. Beak> er på en måde en størrelse, der burde hoppe direkte ind på min hitliste, men der er noget, der mangler.
Tag - kraut
Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.
Lasse Bækby Buch når desværre ikke op på fordums niveau, men når han alligevel rammer plet, er han stadig afsindigt god. Legesygen har dog forvansket konsistensen.
I en rystende skurvogn en sen nattetime på Roskilde Festival tog vi os en snak med synthansvarlig i Moon Duo, Sanae Yamada, om livet på farten og om at lade midlerne hellige målet.
For femte gang på få år gæstede Moon Duo Danmark. Og til deres første, danske festivalkoncert løftede de atter arven fra Suicide og gav en fabelagtig optræden - med visse forbehold.
Trancepunk-bandet Lød er klar med deres allerførste track, "Folder". Debut-EP udkommer til marts.
En himmelstræbende og lovende debut fra et fandenivoldsk og ungdommeligt band, der stadig har noget at arbejde med.
Klimaforandringerne er en realitet - også kulturelt. Ånder er et bud på deres positive konsekvenser.
Shiggajon inviterer på Sela lytteren indenfor i et spirituelt og psykedelisk rum, hvor tiden næsten synes at ophøre, og de musikalske elementer anonymiseres i deres evige repetition. Der sker næsten ingenting, og det der sker, sker meget langsomt.
Helsinki-trioen gav sin i forvejen malende krautsynthrock en overhaling med neonskrigende rave-riffs og cirkus-fjollede melodier. Der var aldeles medrivende passager undervejs, men mest af alt var det en bizar rodebutik.
The Knife har lavet deres mest uhyggelige og sværest tilgængelige album til dato. Nej, okay, fraset Darwin-operaen - men alligevel. Forvent hovedpine, angst og snarlig overgivelse.
Efter 2010-gennembruddet Does It Look Like I'm Here? bevæger Emeralds sig stadig længere væk fra improvisation og mod struktur. Samtidig har amerikanerne købt en trommemaskine, og sammen med opulent helteguitar afsporer den meget af deres femte album.
Efter 120 Days' koncert lørdag aften står det klart, at Odeon burde agere den nye hjemmebane for noget nær hele Norges samlede musikscene.
Vitamin C er lyden af en hamrende hed sommerdag. En dag, hvor man ikke foretager sig meget og strander i haven eller i parken. Ude af stand til at gøre noget andet at falde hen.
Manual- og Causa Sui-drivkraften har aktiveret hele synth-maskinparken på sin første plade under eget navn. Den er ude i slutningen af maj.
Taiwanske Alex Zhang Hungtai plus livemusikere spillede kun to numre fra sit mest kendte og nyeste album Badlands, men den eksperimenterende rockkoncert og det psykedeliske åndemageri, publikum fik på Stengade, var til 5 U'er. Inden da leverede danske Marching Church en fin opvarmning.
Psych-space-kraut-gruppen Papir har med sit andet album, dobbelt-lp'en Stundum, begået en imponerende bedrift; de har lavet en syrerockplade på knap 80 minutter, der hverken lyder bedaget eller ligegyldig.
Emeralds' Steve Hauschildt har lavet en soloplade, der går på grund i et for uinteressant og smagfuldt udtryk og ikke indfrier forventningen om den store, kosmiske tur, endsige pladens egne konceptuelle tilstræbelser.
Lørdag stod i foyer-scenens tegn. Et amplificeret piano, en portugisisk guitartroldmand samt en musikklasse-opførsel slog benene væk under resten af nattens syrerockacts.
Et sted mellem ambient, newage og kraut spænder Rachel Evans lag på lag af lys vokal ud over pulserende synthesizere og sender lytteren på en fortryllende rundrejse i kosmos.