På sit tredje album leverer Dinner først og fremmest et roligt og helende værk. Dream Work er lyden af at være på vej hjem fra klubben efter at have danset hele natten, hvor solen i LA er ved at stå op til lyden af reflekterende, elektronisk indie-pop.
Papir er storleverandører af velspillet, konsistent psykedelisk rock med et strejf af krautrockens mere stramme grundlag. På Jams har de tre herrer dog sluppet tøjlerne en anelse. Det klæder dem godt, men i længden holder det ikke helt kadencen.
Improvisationer for to saxofoner, en guitar og en anselig chillfaktor var på plakaten fredag aften i Alices baggård. Det var solidt i de passager, hvor sidstnævnte ikke lige havde et solostykke.
Veteranerne i Bleeder gav en solid og uhyggelig tight demonstration af den pureste rock med elementer af punk og glam, i en velskabt og bastant krop af lyd og nærvær.
Grimt og dansabelt og med en fuldstændig rablende, topløs Sebastian Murphy i forgrunden, triumferede svenske Viagra Boys i Lille Vega med en helt igennem vellykket indsats.
Beak> er en rejse tilbage til den tidlige krautrock ala Can, Kraftwerk og Faust. Men det er også en lille sviptur tilbage til 90ernes trip-hop og genkomsten af knitrende loops og sampling. Beak> er på en måde en størrelse, der burde hoppe direkte ind på min hitliste, men der er noget, der mangler.
Bandet Gnod fra den engelske by Manchester har efterhånden udgivet så meget, at man er stoppet med at tælle udgivelserne. Men er det stadig lige relevant? Hvis man er til psykedelisk drone og kraut, så kan Chapel Perilous måske kilde de rette steder.
Lasse Bækby Buch når desværre ikke op på fordums niveau, men når han alligevel rammer plet, er han stadig afsindigt god. Legesygen har dog forvansket konsistensen.
I en rystende skurvogn en sen nattetime på Roskilde Festival tog vi os en snak med synthansvarlig i Moon Duo, Sanae Yamada, om livet på farten og om at lade midlerne hellige målet.
For femte gang på få år gæstede Moon Duo Danmark. Og til deres første, danske festivalkoncert løftede de atter arven fra Suicide og gav en fabelagtig optræden - med visse forbehold.
Trancepunk-bandet Lød er klar med deres allerførste track, "Folder". Debut-EP udkommer til marts.
En himmelstræbende og lovende debut fra et fandenivoldsk og ungdommeligt band, der stadig har noget at arbejde med.
Klimaforandringerne er en realitet - også kulturelt. Ånder er et bud på deres positive konsekvenser.
Shiggajon inviterer på Sela lytteren indenfor i et spirituelt og psykedelisk rum, hvor tiden næsten synes at ophøre, og de musikalske elementer anonymiseres i deres evige repetition. Der sker næsten ingenting, og det der sker, sker meget langsomt.
Helsinki-trioen gav sin i forvejen malende krautsynthrock en overhaling med neonskrigende rave-riffs og cirkus-fjollede melodier. Der var aldeles medrivende passager undervejs, men mest af alt var det en bizar rodebutik.
The Knife har lavet deres mest uhyggelige og sværest tilgængelige album til dato. Nej, okay, fraset Darwin-operaen - men alligevel. Forvent hovedpine, angst og snarlig overgivelse.
Efter 2010-gennembruddet Does It Look Like I'm Here? bevæger Emeralds sig stadig længere væk fra improvisation og mod struktur. Samtidig har amerikanerne købt en trommemaskine, og sammen med opulent helteguitar afsporer den meget af deres femte album.
Efter 120 Days' koncert lørdag aften står det klart, at Odeon burde agere den nye hjemmebane for noget nær hele Norges samlede musikscene.
Vitamin C er lyden af en hamrende hed sommerdag. En dag, hvor man ikke foretager sig meget og strander i haven eller i parken. Ude af stand til at gøre noget andet at falde hen.
Manual- og Causa Sui-drivkraften har aktiveret hele synth-maskinparken på sin første plade under eget navn. Den er ude i slutningen af maj.
Taiwanske Alex Zhang Hungtai plus livemusikere spillede kun to numre fra sit mest kendte og nyeste album Badlands, men den eksperimenterende rockkoncert og det psykedeliske åndemageri, publikum fik på Stengade, var til 5 U'er. Inden da leverede danske Marching Church en fin opvarmning.
Psych-space-kraut-gruppen Papir har med sit andet album, dobbelt-lp'en Stundum, begået en imponerende bedrift; de har lavet en syrerockplade på knap 80 minutter, der hverken lyder bedaget eller ligegyldig.
Emeralds' Steve Hauschildt har lavet en soloplade, der går på grund i et for uinteressant og smagfuldt udtryk og ikke indfrier forventningen om den store, kosmiske tur, endsige pladens egne konceptuelle tilstræbelser.
Lørdag stod i foyer-scenens tegn. Et amplificeret piano, en portugisisk guitartroldmand samt en musikklasse-opførsel slog benene væk under resten af nattens syrerockacts.
Et sted mellem ambient, newage og kraut spænder Rachel Evans lag på lag af lys vokal ud over pulserende synthesizere og sender lytteren på en fortryllende rundrejse i kosmos.
Festival of Endless Gratitude lover uoverstigelige mængder af taknemmelighed, næstekærlighed og mikrobryg. Der er ingenlunde tale om valgflæsk, selvom torsdagens besøgstal kun lige bringer festivalen over spærregrænsen.
Den islandske orgelrockgruppe (de findes!) Apparat Organ Quartets anden plade lever op til forventningerne. Der er gået ni år siden debuten, men den særegne Playmobil-lyd er intakt. Heldigvis for det.
Den danske psychrockkvartet er klar til at udgive anden del af samarbejdsprojektet med Sunburned Hand of the Man-medlemmet Ron Schneidermann.
Deerhunter tromlede publikum ned med sin særegne blanding af støjflader, lange, nådesløse krautpassager og sfæriske melodier, der alligevel gjorde det umuligt ikke at nynne med.
Sent onsdag aften overvældede Caribou et propfyldt Poble Espanyol og befalede publikum at lade sig opsluge af tropenattens ekstatiske pulseren.
Den ambiente og stærkt kraut-kosmiske duo fylder på sit fjerde album lydbilledet helt ud med blippende, boblende, summende synthlyd. Det betyder desværre, at de drukner de kvaliteter, der før har fået dem til at skille sig ud fra mængden.
The Machine spiller tung psychrock. Det er helt fint, men grundlæggende temmelig uinspireret. Til trods for rigeligt spilletid udvikler deres halv-jammede eskapader sig aldrig til noget synderlig interessant.
Strid kuling med Jørgen Teller & the Empty Stairs' bagovervæltende noise og en mindre pondusladet, men mere ildevarslende ørkenbrise fra Sunburned Hand of the Man. Tirsdag var impro-aften på Loppen.
Cluster (med C) har genudgivet deres debutalbum fra '71. Det giver i den grad anledning til at fejre en vaskeægte milepæl i nyere musikhistorie.
På andendagen rullede Festival of Endless Gratitude videre i en behagelig trummerum, der bød på den helt rigtige vægtning af tryghed og udfordring.
Pink Marines er en ny, dansk electropop-duo, der i september spiller i København og omegn. Vi har spurgt dem, hvilken musik der inspirerer dem.
Det er lige ved og næsten på Holy Fucks nye postrock/electronica/kraut-album. Et godt album, der desværre har for lidt styrke og vildskab, og som derved – til trods for masser af Gameboy-bip – ender med at være for pænt.
Den tyske postrocktrio er taget til krautlegenderne Fausts studie i Sydtyskland, har ladet kontrolmanien ligge derhjemme og lavet sin bedste plade i næsten 10 år. Aldrig har To Rococo Rot lydt så meget som et band.
Kieran Hebden spørger Sunburned Hand of the Man, om de kan lege. Det kan de godt, men efter både frugtsalat og stoledans vil flippergruppen lege nogle, for Hebden, kedelige (og mærkelige) stillelege. Heldigvis leger de hjemme hos ham, så da han råber »jorden er giftig« og sætter ild til gulvet, er alle med på idéen.
En god håndfuld album inde i sin levetid er den tyske duo Tarwater i sit 10. leveår begyndt at eksperimentere med analoge instrumenter som spansk guitar og klarinet. Men det er stadig de mørke pop-elektroniske musikeksperimenter, der fanger lytteren i en fantastisk trance.
Retro-trenden kører videre, og nu er turen kommet til en genopfriskning af krautrocken tilsat nye, luftige toner. Med snilde og underspillet funk har Fujiya & Miyagi skabt et af årets bedste og mest stillestående dansable albums.
Anders Lauge Meldgaard fra Yoyooyoy har taget den spraglede skjorte på og åbner for 40 minutters miskmask af noise, krautrock og marimba. Det er rodet, men også vedkommende og rent ud sagt positiv eksperimenteren med genrer.
Clinics fjerde album er lyden af et band, der protesterer mod sin egen stagnation. Kvartetten pumper nyt blod i alle deres hidtidige kendetegn, og musikken fremstår mere potent end før. Undertiden lyder Clinic faktisk, som The Raveonettes ville gøre, hvis Sune Wagner kom fra Helvede og ikke fra Sønderborg.
På sit tredje album under eget navn tager Jan Jelinek endnu et skridt væk fra micro-housen. Dominerende er i stedet en organisk, krautrock-inspireret behagelig house, som i den tilbagelænede atmosfære gemmer på mange detaljer. Der mangler dog et enkelt crescendo eller to for, at det er perfekt.
