Tag - Larsen and Furious Jane

Efter 12 år og anmeldersucceser som I'm Glad He's Dead, Zen Sucker og senest Dolly fra 2011, takker det Aarhus-baserede indierockorkester Larsen and Furious Jane nu af.

Undertoner har været ved stemmeurnen og er nu klar med listerne over de mest suveræne danske og udenlandske udgivelser i 2011. Se dem her, og få samtidig et tilbageblik på det forgangne musikår.

Larsen & Furious Jane har netop sluppet albummet Dolly til gratis download, og som før er anmelderne faldet i svime på stribe. Derfor er det oplagt at spørge: Hvad synes sangskriver Torsten Larsen selv er verdens bedste plader?

I anledningen af den nye, gratis Larsen & Furious Jane-udgivelse Dolly udlodder din yndlingsmusikside fem vinyler. Naturligvis ikke af den udelukkende digitale Dolly, men af den forrige plade, Zen Sucker.

Kære musikinteresserede besøgende på Undertoner.dk. Læs denne anmeldelse. Og lyt til denne plade. For lige nu, i disse år, producerer Larsen and Furious Jane noget af det bedste musik, der er lavet i dette lille land.

På sin albumdebut har Messy Shelters ingen intentioner om at lefle for lytteren, men rækker en kreativ fuckfinger ud til den markedsdominerende popmusik gennem et skævt og dystert udtryk.

Om det lille fremmøde var årsagen, er svært at sige, men Århus-kvintetten blev i al fald drevet frem af en intens bitterhed, der igen og igen hældte brændstof på støjrockflammerne, og understregede sin status som et af landets ypperste bands

Undertoners bud på de bedste plader fra ind- og udland i 2008. Et år uden tydelige musikalske tendenser, men med masser af comebacks og spændende musikalske oplevelser. Og en spraglet årsliste, der viser spændevidden i Undertoners redaktion.

Århusianske Larsen and Furious Jane har fået bunkevis af anmelderroser for deres dugfriske album, Zen Sucker. Arbejdsprocessen var imidlertid alt andet end rosenrød for bandet, der smed en næsten færdiggjort plade i skraldespanden, da de endelig fandt ud af, at det var “okay nogle gange at lyde af lort.” Da Larsen og resten af Furious Jane i 2005 udgav Tourist With a Typewriter, gik der ikke lang tid, før det hele blev lidt for meget for bandet. Lidt for meget skjorte og fløjl. Lidt for meget pænhed og lidt for lidt bund i musikken. De havde vænnet sig til at gemme sig bag hinanden, når de spillede koncerter. I mylderet af de mange instrumenter og store arrangementer, der var blevet bandets identitet: 10 mand på scenen og en masse snørklede veje til melodierne. “Men ville vi selv synes, det var fedt, hvis vi ikke selv havde været med til at lave det? Det brugte vi meget tid på at tænke over, og det ville vi nok egentligt ikke,” fortæller sangskriver Torsten Larsen og fortsætter: “Larsen and Furious Jane ville ikke være et band, som medlemmerne af Larsen and Furious Jane ville høre, hvis ikke de selv var medlemmer af det. Og så måtte vi jo ligesom prøve at finde ud af, hvad der tændte os, og hvad vi godt selv kunne lide. Vi havde et meget stort opgør med den her pænhed, som vi havde. Vi skulle finde ud af, at det egentligt var okay, at det nogle gange lød af lort, hvis det var federe på den måde, og der blev fanget noget mere nerve ad den vej.” Før har Torsten Larsen udmærket sig ved kryptiske, ironiske udtalelser – og tekster, især – men fastheden i hans stemme er ikke til at tage fejl af. Han har ændret sig. Markant. “Vi gav slip på de der pæne, universitetsuddannede smagsdommere og fik øjnene på bolden og målet og begyndte at lege. Og så var det sjovt. Det var meget dét, det kom til at handle om for os. At have det sjovt.” Oplagt mål = færre muligheder Inden Torsten Larsen nåede dertil, havde han sammen med Larsen and Furious Jane indspillet det meste af en plade. En plade, der ifølge Larsen selv lød lidt for meget som Tourist With a Typewriter. ” Men det var jo ikke det, vi ville. Og der var ingen grund til at udgive noget, vi ikke selv var tilfredse med,” forklarer han. “Den her gang gik vi ind i øvelokalet, lukkede døren og eksperimenterede med nye måder at optage på. Nye måder at være sammen på. Og vi brugte tid. Tid til at tænke over tingene.” Og det er netop i arbejdsprocessen, skiftet fra at være et skjorteklædt, intellektuelt appellerende alt. country-band til at være et band, der ikke sætter sig selv i en unødvendig snæver bås, er sket. “Hvis man har en klar idé om, hvor det er, man skal hen, så sigter man efter det og rammer måske lidt under. Men hvis man ikke har nogen klar idé om, hvor man starter, så ved man heller ikke, hvor man skal hen. Og så kan man ramme hvor som helst,” siger Torsten Larsen og indrømmer, at der også er røget et lag høflighed i den proces. “Den fernis af pænhed, vi har haft over for hinanden, er nok forsvundet lidt. Vi kan godt skændes, og stadigvæk vide, at det er for det fælles bedste,” forklarer han, og tilføjer: “Men det vigtigste er, at vi kan se os selv i brillerne, som vores trommeslager vil sige.” Komiker eller komisk? »All my ideas, I believed them myself / But I always knew / I couldn’t carry it through / I have wasted my time / But now it’s running out / (“¦) / Thought I was a comedian / But I was just a joke.” Sådan lyder brudstykker af teksten til “A Deathbed Conversion”, det overrumplende stykke strygerbelagte patosrock, der er første reelle sang på det nye album, Zen Sucker. Og det opsummerer, hvordan Torsten Larsens forhold til teksterne fra de tidligere Larsen & Furious Jane plader er nu, hvor han selv siger, han er nået til en anden fase af sit liv. “På den her plade føler jeg, at jeg er tættere på at sige nogle ting, der faktisk tager udgangspunkt i mit liv – frem for før, hvor jeg var yngre og måske havde en forestilling om nogle erfaringer, som jeg ville få om lang tid. Det er jo sådan en sygdom, man har, når ens yndlingsplade som otte-årig er Tunnel of Love med Bruce Springsteen. Derfor er det lettere for mig nu, for det føles ikke på samme måde forstilt. Jeg mener det, jeg skriver. Jeg kan stå inde for det nu, men måske er jeg et helt andet sted om et år,” siger Torsten Larsen. Ifølge ham selv har han især lært om livet og det at skrive tekster af Peter H. Olesen fra Olesen-Olesen, som sidste år indlemmede en del af Larsen & Furious Jane i arbejdet med Kain og Abel-pladen. “Den ironi, der var på de to første plader, er der luget gevaldigt ud i den her gang. Det har ikke været min mening at lave noget med glimt i øjet,” forklarer Torsten Larsen. Før har han, siger han selv, blødt alle de hårde tekster op med en lille afsluttende joke. “Den trang er måske trængt helt tilbage til, at den kun dukker op i sangtitlerne.” For meget tid Selv om Torsten Larsen ikke har noget imod at fortælle om alle bandprocesserne og den “eksistentielle tvivl”, han og resten af bandet følte ved at spille, som de altid havde gjort det, sværmer han kun let omkring de ting, der har ændret sig i hans eget liv. Han giver dog et eksempel på, hvad der er sket med ham selv og andre i bandet. I 2005, da bandets forrige plade udkom, var han stadig studerende. Det er han ikke længere. “Problemet var jo nok lidt, at dengang havde man det der liv, hvor man var i starten eller midten af tyverne, havde et universitetsstudie og havde alt, alt for meget fritid. Og begyndte at gå alt for meget op i den der identitetsskabende faktor i musikken. Man begyndte at tro, at fordi man havde fået udgivet en plade, der fik gode anmeldelser, så kunne man måske bryde igennem og der kunne ske noget godt…” siger han og stopper op. Vejer ordene en ekstra gang. “I den periode, vi har været igennem med den her plade, har de fleste været færdige med 22 års skolegang eller hvor meget det nu er, og vi skulle til at gå i gang med resten af vores liv. Og prøve at komme ind på arbejdsmarkedet,” fortæller han. Arbejdsmarkedet. Ordet signalerer al den voksenhed, som bandet blev trætte af ved deres to første plader. Og som nu er blevet kodeordet i et forsøg på at kravle ud af hyggekassen. “Det har været en slags identitetskrise. Og der sker jo bare nogle andre ting, der er meget vigtigere end musik. Men det gør jo så også, at når man så endelig er i den der verden, hvor man laver musik, som vi i vores orkester holder meget af at gøre, så vil det være dumt at lade sig binde af en masse ting. For det er jo der, man stadig har sin fritid. Det er ligesom, når en 50-årig køber en motorcykel. Det er det rum, hvor man ligesom realiserer sig selv,” afslutter Torsten Larsen, og indrømmer, at han lige nu mest af alt drømmer om at fatte en skovl. Han vil nemlig gerne grave en kælder under sit hus, så han kan få lov til at være en del af Larsen & Furious Jane resten af livet.

Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".

Der var flere etablerede navne på plakaten ved dette års udgave af den århusianske festival, så forventningerne var selv sagt skudt i vejret. Heldigvis leverede bands som Speaker Bite Me, Xiu Xiu og Frightened Rabbit varen, ligesom festivalen blev afviklet let og upåklageligt.

Det syv mand store orkester har krydret deres lydunivers af veldrejede og afdæmpede americana-inspirerede numre med mere kant og tempo end på deres ellers solide debut. Det er således de mange små skæve eksperimenter og fængende pop/rocknumre, der smukt fuldender bandets udtryk.

Året 2004 er næsten gået. Det er endnu en gang blevet tid til at tælle kortene op, sortere skidt fra kanel, skille fårene fra bukkene og vurdere, hvilke plader der rigtigt rykkede i det forgangne år. Undertoner præsenterer her vores samlede bud på de bedste danske og udenlandske plader i 2004. (22.12.04)December er en måned fuld af traditioner: Pakke-, chokolade- og ulandskalendere til at få smilene frem på de kære smås læber, kalenderlys til at holde mørket på afstand, glögg og æbleskiver til at få farve i kinderne, holde varmen og smelte stalaktitterne i skægget, gaveræset er til at få stress af, virksomhederne holder julefrokoster, politiet foretager spirituskontroller, julemanden bryder alle fartgrænser, og musikmagasinernes skarpe penne udspyr lister over årets bedste albums. Således også Undertoner. Vi bilder os nemlig ind, at sådan en liste er lige så uundværlig som de brune kartofler ved julebordet. Ligesom sidste år var det vores oprindelige idé at præsentere en stor, forkromet gennemgang af musikåret, der gik. Men vi har igen måttet sande, at mængden af plader, der er udkommet, og de divergerende meninger på redaktionen simpelthen ville have gjort det til en uløselig opgave. Hvor skulle vi begynde, og hvor skulle vi ende? I stedet har vi sammenholdt de enkelte skribenters personlige lister og lavet en enkelt én ud fra dem. Hvad kan sådan en så bruges til? Det er klart, at når der er så mange, meget forskellige præferencer at tage hensyn til, bliver resultatet en lille smule forudsigeligt: Det nytter ikke at toppe en enkelt skribents liste; det er i bredden, de mange middelplaceringer, at slaget skal vindes. Det måtte Les Savy Fav: Inches, Liars: They Were Wrong So We Drowned, Kevin Tihista’s Red Terror: Wake Up Captain og Migala: La increíble aventura sande på den udenlandske liste og Autofant: Family på den danske. Alligevel vil vi mene, at sådan en liste bestemt er anvendelig. Faktisk måske så meget desto mere. Vi bilder os nemlig ind, at det er lykkedes os at samle de væsentligste og bedste udgivelser fra 2004 og nær og fjern på to top 20-lister. Her er ikke blevet plads til mange af de virkelig obskure udgivelser fra randområderne. Til gengæld finder du her alle de album, du burde have nået at få hørt i 2004 – eller forhåbentligt inspiration til fremtidige pladekøb. Der er muligt, listen ville se anderledes ud, hvis vi bad vore skribenter gentage eksperimentet om et par måneder. Nogle plader har det med at vokse; andre med at falme. I den forbindelse er det værd at bemærke, at der har sneget sig rigtigt mange debutanter ind på listerne – især på den danske. Den ’gamle garde’ – dem ligger der f.eks. tre repræsentanter for lige under midten på den udenlandske liste – er under stadigt pres med Nick Cave som den lysende undtagelse (og med lidt god vilje også Brian Wilson). Den alternative, rytmiske musik har kun få sejlivede superstars. På den udenlandske liste var der hård kamp om pladserne. Det var der også på den danske, men her lykkedes det alligevel en kunstner at overstråle de andre: Mikael Simpson scorede et gennemsnit på 39% i vores sindrige, interne pointsystem (hvor 100% naturligvis ville have været lig førstepladser over hele linjen). Det var ingen andre i nærheden af. Var det mon De ti skud, der rystede den danske musikverden? Uden yderligere omsvøb hermed årets 20 bedste danske og udenlandske plader: Untitled Document De danske 20 Lake Placid: Make More Friends 19 Amber: Putting All the Pieces Together 18 I Am Bones: If You Really Love Me, Send Me More Medical Supplies 17 Sterling: Solo danser mama sjus 16 The Magic Bullet Theory: Poems and Explosions 15 Powersolo: It’s Raceday… and Your Pussy Is Gut!!! 14 Manual & Syntaks: Golden Sun 13 Tys tys: Go Get Some 12 The Defectors: Turn Me On! 11 Jomi Massage: Aloud 10 Windermere: The World Is Here 9 Barra Head: We Are Your Numbers 8 Martin Ryum: Uden garanti 7 Delicia Mini: Skuggi 6 Lise Westzynthius: Rock, You Can Fly 5 Efterklang: Tripper 4 Epo-555: Dexter Fox 3 Simon Gylden: Go Folk Yourself! 2 Larsen & Furious Jane: I’m Glad He’s Dead 1 Mikael Simpson: De ti skud   De udenlandske 20 Khonnor: Handwriting 20 The Paper Chase: God Bless Your Black Heart 19 Adem: Homesongs 18 Animal Collective: Sung Tongs 17 Joanna Newsom: The Milk-eyed Mender 16 Blonde Redhead: Misery Is a Butterfly 15 Lali Puna: Faking the Books 14 Elliott Smith: From a Basement on the Hill 13 Morrissey: You Are the Quarry 12 Tom Waits: Real Gone 11 Björk: Medúlla 10 !!!: Louden up Now 9 TV on the Radio: Desperate Youth, Blood Thirsty Babes 8 Iron and Wine: Our Endless Numbered Days 7 Devandra Banhart: Rejoicing in the Hands… 6 Brian Wilson: Smile 5 Franz Ferdinand: s.t. 4 Justin Rutledge & The Junction Forty: No Never Alone 3 The Arcade Fire: Funeral 2 Interpol: Antics 1 Nick Cave & The Bad Seeds: Abbatoir Blues/The Lyre of Orpheus