Denne komplet ubrugelige opsamling giver, om ikke andet, en altid kærkommen lejlighed til at fyre en uforbeholden hyldest af til 90′ernes bedste amerikanske band.
Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.
2050’s Brian Eno er U.S.-pigen Megan Remy dejligt dumt blevet kaldt. ForhÃ¥bentligt kommer den vildledende overkompensation ikke til at afholde alt for mange fra at lytte til hendes dystre østrogen-noise.
New Jersey-bandet Real Estate varmede Lades Kælder op en iskold vinteraften. Undertoners fotograf var til stede og forevigede kvartettens første koncert i Danmark.
Frontmanden i Larsen and Furious Jane har ryddet op i skufferne. Det viser sig, at kommoden indeholdt både skidt og kanel – men trods alt mest af det sidste.
Eels tager denne gang skridtet fuldt ud og går undergangen i møde rent tematisk, ikke kunstnerisk. Det er den tungeste plade nogensinde fra en i forvejen mut gut. Gid han snart ville smile lidt igen.
SÃ¥ er den her! Undertoners liste over de bedste plader fra 2009. Men inden følger et lille blik pÃ¥ Ã¥rets tendenser…
Mugison fortalte stærkt underholdende anekdoter mellem sine ekstremt dygtigt udførte lo-fi bluessange, hvor kærligheden flød i jævn strøm i Lille Vega mellem sangeren og publikum, der var med på det hele.
Affordable Hybrid leverer med deres andet album tempofyldte numre, der bevæger sig i grænselandet mellem punkrock, lo-fi rock og postpunk. Entusiasmen er glimrende, men det er også det mest bemærkelsesværdige ved pladen.
Blogosfærens seneste stjerneskud hedder Real Estate. Det gør deres plade også. Det er pubertært, ubekymret og noget nær den ultimative strandtursplade.
Støjende og eksperimenterende noiserock, der er uendeligt fascinerende. Men det er ikke for sarte sjæle.
Lo-fi beats. Farverige musikvideoer. Dejlig dovent rap. Inspireret af ungarske folkehistorier og myter. Frit fortolket som fabler af Alexis Gideon. Finurligt er det, og faktisk er det også godt.
Eneste anke mod Daniel Johnstons nye album er i virkeligheden den måde, hvorpå det slutter. Nemlig med pladens dårligste sang. Resten af tiden er Is and Always Was både rørende og strålende.
Adam McCormack skal ikke kigge langt efter juleånden.
Roskilde Festivalen og Undertoner er ikke de eneste, der kører musikrelateret jule/adventskalender i december. Ovre hos Play/Rec offentliggører de en sang om dagen …
Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.
Tjuhej, hvor der smides krydderier i gryden, og jeg skal love for, at Jookabox laver noget af en spicy cocktail. Men det er ikke nok at være crazy og eksperimenterende, og et formål med skævheden er lidt en mangelvare på Dead Zone Boys.
4AD er rigtig ude at købe nye spillere ind til forÃ¥rssæsonen. Først var det Efterklang, der blev hijacket til det store engelske selskab, der efterhÃ¥nden har 30 Ã¥r pÃ¥ bagen …
Sverige barsler for gud ved hvilken gang med et stærkt hold, og det er er svært at modstå Tutankamons impulsive indierock, der sætter en tyk streg under landets evner inden for det musikalske.
Devendra Banhart rejser ind i Santanas lysestage og begejstrer igen med sin nedbarberede lo-fi-folk.
Ambient-troubadouren Kurt Vile har med to uhørt lovende plader på under to år skabt det perfekte udgangspunkt for sin Matador-debut. Lyden af amerikansk landevej har aldrig lydt mere indbydende.
Lou Barlow beviser endnu en gang, at han kan noget med lo-fi og ballader. Men det er ved at være et lige lovligt sikkert kort at spille igen og igen.
Rock’n'roll! Ungdommens idol er blevet voksen, og i stedet for at dyrke freden giver Jarvis Cocker den fuld gas pÃ¥ Further Complications. Det klæder ham godt.
Stoopid Love Songs er det første album i en trilogi, der kredser om kærlighed, død/sex og ensomhed. Om det ikke er tre sider af samme eksistentialistiske sag, kunne man nok diskutere, men albummet tager i hvert fald sit emne ganske let.
På sit 17. studiealbum (!!) har The Mountain Goats taget et grundigt tag i Biblen, og det er der kommet et lille, stille, underfundigt og underspillet konceptalbum ud af. Her skal lyttes godt efter, så er man advaret, men det er bestemt umagen værd.
Skal man male et billede af Gorgeous Johnny, må det blive af et folkevognsrugbrød med et kæmpe peace-tegn på siden. Det var muligvis det helt store for 40 år siden, men The Skygreen Leopards kommer altså aldrig på Woodstock.
