Tag - lo-fi

Plader

299: The 299 Game

Walisiske Gavin Fitzjohn, der mest af alt har slået sine folder som musiker for andre, har nu sat sit musikalske aftryk under navnet 299. Ti hjemmerullede Lo-fi-numre i den behagelige og lettere lystige popstil.

Plader

Younolovebunny: Monster Jazz

Younolovebunnys nyeste album Monster Jazz, er en omgang hjemmelavet tweepop, der charmerer sig direkte ind i sommerhjertet. De gode melodier er i overflod, og musikken emmer af 70’ernes folk og især 90’ernes lo-fi rock og pop. Dovenskab og opstemthed på en og samme gang.

Plader

Several Things: Please Don’t Do This To Me Life

Several Things er et hjemmedyrket, dansk enmandsprojekt, der vil fylde dit hjerte og dit sind. 21 hjemmerullede perler er blevet samlet til et album, der leverer charmerende og melodiøs indie, der knitrer og knaser. Med enkle midler som guitar, keyboard, trommemaskine og en indelukket vokal udsat for effekt, har lytteren spændende musik i vente.

Plader

Felix Arthur: Fartøj

Til trods for fine takter og gode idéer, løfter Felix Arthur ikke de 80'er-romantiske ambitioner på en EP, der lyder for maskinelt, har for ufærdige sangidéer og for demolydende instrumentaler.

Plader

Trader: Social Life

Den aarhusianske kvartet Trader albumdebuterer med 9 melodiøse og varierede bud på den skramlede slackerrock, som byen er ved at gøre til sit varemærke. Det er langsomt, det er tungt, og så er det fucking trist.

Plader

Bill Callahan: Shepherd in a Sheepskin Vest

Bill Callahan er tilbage efter seks års pause med albummet Shepherd in a Sheepskin Vest. Gladere og lysere end nogensinde synger han om liv og død i en mytisk amerikansk indpakning af støv, skove og store vidder. Pladen er et fantastisk og givende bekendtskab, omend det kræver tid, før det åbner sig i al sin tyste, storslåede vælde.

Plader

Phosphorescent: C’est La Vie

Phosphorescent er tilbage efter fem års albumpause med en samling sange, der spænder fra det shamanistiske til den gammelkendte Phosphorescent-lyd og med et par svipsere imellem.

Plader

Primo!: Amici

Australske Primo! har med deres debutalbum, Amici, begået en helt igennem minimalistisk rockplade. Velovervejet naivisme der musikalsk er spændende uden at være varieret, men som lyrisk bliver svækket af en insisteren på at skære alt overskydende fra.

Plader

Frankie Cosmos: Vessel

Ufuldendt. Det er Frankie Cosmos' seneste plade Vessel opsummeret i ét ord. Der er gode melodier og en skøn længsel at spore i musikken og teksterne, men lo-fi-æstetikken overskygger i sidste ende de stunder, hvor Frankie Cosmos skinner.

Plader

Björn Magnusson: Almost Transparent Blue

I en hvirvelvind af forvirrede og eventyrlystne instrumenter står Björn Magnusson i centrum og prøver at holde styr på det hele. Det lykkes momentvis, men han ender for det meste med at fortabe sig i uinteressant ligegyldighed på albummet Almost Transparent Blue.

Plader

Communions: Blue

Med en farvepalet af pop-elementer, lo-fi-lyd og to guitarer skaber Communions lydtapetet til et teenagerum, i et parallelt univers, hvor man kan holde i hånd med den man elsker.

Plader

Other Houses: Fabulous Dates

Californiske Morgan Enos skriver barokpop, garagerock og noget midtimellem med spøjse emner som bregner og hvordan man udtaler »tarot«. Det er samlet set ganske charmerende, men albummet indeholder også et af de værste numre, anmelderen har hørt.

Plader

Spain: Carolina

Joshua Haden har efter nogle famlende år atter fundet et musikalsk ståsted med Spain i en nyere inkarnation. Carolina er det første album, som Joshua Haden udgiver efter sin fader og mentors død og det er, selvsagt, med denne hændelse i bagagen, at tonerne farves albummet igennem.

Plader

Jacob Faurholt: Super Glue

Efter en musikalsk afstikker med projektet Crystal Shipsss er danske Jacob Faurholt tilbage under eget navn med et overbevisende album fyldt med lo-fi-collager og knuste hjerter.

Plader

Helen: Original Faces

Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.

Plader

Ariel Pink: Pom Pom

Ariel Pink står igen på egne ben og leverer uden sit Haunted Grafitti-band et herligt miskmask af weirdopop og små milepæle af ørehængere.

Plader

Jacob Faurholt: Corners

På sit seneste udspil kombinerer Jacob Faurholt nogle noget ærgerlige tekster med et mestendels rocket og singer/songwriter-præget lo-fi-udtryk. Corners efterlader en lidt flad fornemmelse, men også en lyst til at søge videre.

Plader

Frk. Jacobsen: Lobsters EP

Der bygges broer i Frk. Jacobsens smeltedigel. Synthesizere, saxofoner, afrikanske balofoner og flerstemmige harmonier forener det avantgardistiske og melodiske, afrikanske og vestlige, intellektuelle og dansable. Det er både fantasifuldt, skizofrent og skidemusikalsk.

Plader

Sumie: s.t.

Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret - og en smule ufarligt.

Plader

Crystal Shipsss: Dirty Dancer

Jacob Faurholt lyder på sit andet fuldlængdealbum under Crystal Shipsss-aliasset som det samarbejde mellem den maniodepressive Daniel Johnston og Sonic Youth, der desværre aldrig blev til noget grundet Johnstons sygdom. Det er depressivt, støjende og utrolig ærligt.

Plader

Sebadoh: Defend Yourself

14 år er der gået, siden de legendariske indierockere Sebadoh sidst udgav nyt. Pausen til trods er Defend Yourself lige så frisk og fersk i kødet, som bandet var i sin storhedstid i 90'erne. Albummet er på mange måder en tur tilbage til rødderne, men heldigvis gjort på en måde, hvor det ikke lugter af genbrug. Et vellykket og kærkomment gensyn.

Plader

Crystal Shipsss: s.t. EP

Ifølge Crystal Shipsss skal deres selvbetitlede ep betragtes som et selvstændigt værk såvel som en 'taster' forud for efterårets fuldlængdeudgivelse. Ep'en bliver dog ikke til mere end en forsmag og en noget ligegyldig affære, der trods gode takter ikke for alvor formår at komme under huden.

Plader

Vår: No One Dances Quite Like My Brothers

Den københavnske punk-supergruppe Vårs debutplade er en afstikker fra deres tidligere lo-fi-eurodance-klingende singler. Det er et forrygende ambientsynthpop-album, der elegant håndterer det kontrastfyldt sammenspil mellem industriel musik og følsomme vokaler og lyrik.

Plader

FIDLAR: s.t.

På deres debut-lp spiller FIDLAR en bunke sange om at slacke. En gang imellem er de fantastiske, og andre gange er de blot okay.

Plader

Eels: Wonderful, Glorious

Eels har over nu ti plader været fortabt i alverdens sorte huller, fundet glæden i de små fugle på foderbrættet, og nu er det, der startede som et enmandsprojekt, blevet til et sammenspillet band. Det er uden tvivl godt for E’s mentale tilstand, men er det godt for kunsten?

Plader

Helmet Compass: London EP

Få bands har så travlt med at udsende materiale som den danske lo-fi-trio Helmet Compass. London er bandets sjette ep udsendt i deres første leveår, men der er lang vej igen, før deres psykedeliske poprock bliver interessant.

Plader

Taiga Taiga: A House Made of Straw EP

Det eksotiske bandnavn Taiga Taiga dækker over den engelske københavner Hugh Tweedle, der skriver sørgmodige, tungsindige sange i et utrolig nedbarberet lo-fi-setup. Undertoners anmelder er ikke fuldstændigt solgt til stanglakrids trods de gode intentioner på debut-ep'en A House Made of Straw.

Plader

Jason Lytle: Dept. of Disappearance

På sit andet soloalbum nægter Jason Lytle til stadighed at vige fra lyden fra de gamle Grandaddy-dage. Det er der blevet et behageligt album ud af, som dog ikke udfordrer lytteren i særlig grad.

Koncerter

How to Dress Well, 25.10.12, Pumpehuset, København

Nogle gange skal der ikke mere end én stemme til for at fylde et helt rum med kærlighed og eufori. Dette talent tilfalder kun få mennesker i verden. En af de mennesker er Tom Krell. Med en stemme som fløde og flere følelser end hjernen kan fatte, viste How to Dress Well torsdag hvor skabet skulle stå.

Plader

Craig M. Clarke: Here I Go Again

Ved hjælp af slæbende beats, en smadret elektronisk lyd og komiske samples skaber Craig M Clarke på Here I Go Again et univers, der er mørkt og uhyggeligt. Men også lidt ynkeligt.

Koncerter

Roskilde Festival 2012: R. Stevie Moore, 08.07.12, Gloria

Han lignede en gennemsnitlige morfar, da man lige trådte ind af bagindgangen af Gloria-scenen. Lange, tynde, hvide lokker som de sørgelige minder om fordums hårpragt, et ordentligt julemandsskæg samt solbriller og kasket, der vækkede minder til pensionister på charterferie i Mallorca. Men så fik man ormet sig gennem menneskemængden, kom tættere på og hov! Hvad er det? Er hans skæg blåt!? Og er det lyserøde pyjamasbukser med Æsel fra Peter Plys, han har på?

Plader

Burning Hearts: Extinctions

Den finske duo Burning Hearts' nye album står i både livets og dødens – eller det uddødes – tegn. Extinctions balancerer mellem blødhed og brutalitet, harmoni og dissonans, og albummet forærer os en poesi, der sætter dybe spor i hjerte og sind.

Plader

Perfume Genius: Put Your Back N 2 It

Narkotika, homoseksualitet, frygt og foragt. På sit andet album under navnet Perfume Genius skildrer Mike Hadreas fortsat livets dystre, tabu-tyngede sider med kolossal ærlighed. Denne gang er han imidlertid modigere og mere sikker, og Put Your Back N 2 It er en strålende plade.

Koncerter

Dirty Beaches, 28.02.12, Stengade, København

Taiwanske Alex Zhang Hungtai plus livemusikere spillede kun to numre fra sit mest kendte og nyeste album Badlands, men den eksperimenterende rockkoncert og det psykedeliske åndemageri, publikum fik på Stengade, var til 5 U'er. Inden da leverede danske Marching Church en fin opvarmning.