Bill Callahan er tilbage efter seks års pause med albummet Shepherd in a Sheepskin Vest. Gladere og lysere end nogensinde synger han om liv og død i en mytisk amerikansk indpakning af støv, skove og store vidder. Pladen er et fantastisk og givende bekendtskab, omend det kræver tid, før det åbner sig i al sin tyste, storslåede vælde.
Phosphorescent er tilbage efter fem års albumpause med en samling sange, der spænder fra det shamanistiske til den gammelkendte Phosphorescent-lyd og med et par svipsere imellem.
Australske Primo! har med deres debutalbum, Amici, begået en helt igennem minimalistisk rockplade. Velovervejet naivisme der musikalsk er spændende uden at være varieret, men som lyrisk bliver svækket af en insisteren på at skære alt overskydende fra.
Ufuldendt. Det er Frankie Cosmos' seneste plade Vessel opsummeret i ét ord. Der er gode melodier og en skøn længsel at spore i musikken og teksterne, men lo-fi-æstetikken overskygger i sidste ende de stunder, hvor Frankie Cosmos skinner.
Den feterede lo-fi-stjerne Ariel Pink har begået en rodet plade, der drukner i musikhistoriske referencer.
I en hvirvelvind af forvirrede og eventyrlystne instrumenter står Björn Magnusson i centrum og prøver at holde styr på det hele. Det lykkes momentvis, men han ender for det meste med at fortabe sig i uinteressant ligegyldighed på albummet Almost Transparent Blue.
En ungdommelig huskekage. Outdoor Funs debutalbum sender tankerne fluks tilbage i ungdommens ubekymrede, glade sommerdage. Men den mangler det sidste tryllestøv.
Med en farvepalet af pop-elementer, lo-fi-lyd og to guitarer skaber Communions lydtapetet til et teenagerum, i et parallelt univers, hvor man kan holde i hånd med den man elsker.
Californiske Morgan Enos skriver barokpop, garagerock og noget midtimellem med spøjse emner som bregner og hvordan man udtaler »tarot«. Det er samlet set ganske charmerende, men albummet indeholder også et af de værste numre, anmelderen har hørt.
På How to Store Memories hvirvles man gennem melankolske erindringer, der bærers af en hæs stemme og et skramlet guitarriff.
Joshua Haden har efter nogle famlende år atter fundet et musikalsk ståsted med Spain i en nyere inkarnation. Carolina er det første album, som Joshua Haden udgiver efter sin fader og mentors død og det er, selvsagt, med denne hændelse i bagagen, at tonerne farves albummet igennem.
Efter en musikalsk afstikker med projektet Crystal Shipsss er danske Jacob Faurholt tilbage under eget navn med et overbevisende album fyldt med lo-fi-collager og knuste hjerter.
Mikropladeselskabet Vortexas Records samler sange med danske lo-fi-artister på nyt kassettebånd.
Selv om det til tider kan fremstå en anelse anonymt, minder pop ala Liz Harris lidt om at bo i kælderen ved siden af sin brors fede bands øvelokale. Man kan roligt presse øret mod væggen og lade sig blive trukket med af Harris nye, ukarakteristisk kåde, udfoldelser.
De texanskfødte slackerpunkere fra indiebandet Parquet Courts leverede onsdag aften en hæsblæsende koncert i Pumpehuset, der efterlod publikum stakåndede og med hvinen i ørerne.
Den australske singer/songwriter Courtney Barnett er ude med sit første album, Sometimes I Sit and Think, and Sometimes I Just Sit, der langsomt vokser og viser, at hun mestrer fortællingens kunst. Alt i alt en rammende debut, som med garanti vil cementere Barnetts urokkelige lyriske talent.
Ariel Pink står igen på egne ben og leverer uden sit Haunted Grafitti-band et herligt miskmask af weirdopop og små milepæle af ørehængere.
Undertoner udlodder 2x2 billetter til Speaker Bite Me på Stengade den 12. december. Og hvem ved: Måske er du den heldige vinder?
Love er næsten en helstøbt psychfolk-perle, der med sin velovervejede produktion skaber et rigtig godt univers til Damon McHanons velskrevne sange.
På sit seneste udspil kombinerer Jacob Faurholt nogle noget ærgerlige tekster med et mestendels rocket og singer/songwriter-præget lo-fi-udtryk. Corners efterlader en lidt flad fornemmelse, men også en lyst til at søge videre.
