Billedet her til højre er en slags fortids-fremtid. I og med at det er et helt almindeligt foto, er det i sagens natur taget engang i fortiden, men der er …
Times New Viking er generte, så her er et billede af deres forstærker.
Times New Viking er forgangsmænd/kvinder indenfor den nye stil, de kalder ’shitgaze’, som i virkeligheden bare er lo-fi …
Mens verdensnavnet The Strokes holder en længerevarende siesta, debuterer trommeslager Fabrizio Moretti med sideprojektet Little Joy. Ud af det er der kommet et ualmindeligt charmerende og tilbagelænet folk-inspireret album, som kun enkelte gange leder tankerne hen på The Strokes.
Medlemmerne af Surf City puster og puster på havet. De vil gerne have bølgerne til at gå højt. Vandet skal være helt ustyrligt og meget levende. Men lige meget hjælper det: De kommer ikke til at surfe i dag. Det skvulper kun lidt.
Tilforladeligt. Det er det første ord, der popper op, nÃ¥r man sætter Asleep at Heaven’s Gate i cd-afspilleren. For selv om der er nogle gode sange pÃ¥ pladen, mangler der saft og kraft i næsten samtlige de 56 minutter, pladen varer. Derfor bliver den aldrig mere end en middelmÃ¥dig indierockplade fra et ambitiøst band.
Markland Starkie var tidligere en del af noisepopbandet Kaito, men hans debutalbum under navnet Sleeping States er bestemt ikke larmende. Og gudskelov for det, for det rolige lofi-univers, der pryder hans debutalbum There the Open Spaces klæder ham egentlig ganske godt.
De to tidligere Galaxie 500-medlemmer går ned i tempo på deres syvende udspil. Selve pladen går bare ned, selvom enkelte numre bærer præg af multikunstnernes evner.
Indholdet er formen overlegent på denne udgivelse fra danske low fire. Men hvis man kan finde rundt i de mange afvekslende lofi-sange, så er der bestemt noget godt og meget varieret at komme efter. Særligt for lyttere med hang til det direkte, skramlede og hjemmelavede.
Bristolbandet Crescent er aktuelle med deres femte plade på 14 år, og denne gang er kompositionerne taget ned på et afdæmpet, landligt og drømmende plan. Desværre vejer kedsomheden tungere på vægtskålen end de mere heldige øjeblikke.
Jesy Fortino står på promo-udgaven af sin debutplade og kigger op mod et nøgent træ i gråvejr. Sådan lyder også pladen; en guitarbåren enkelhed båret gennem mørke af feminin skrøbelighed. Det er lige så godt, som det er set før – og hvem bekymrer sig så om sidstnævnte?
Californiske No Ages debutalbum er en blandet fornøjelse, for det lyder som to vidt forskellige ep’er flettet sammen pÃ¥ usammenhængende vis, og det ødelægger helhedsindtrykket. De er bedst, nÃ¥r de blander punk med støjrock, men sÃ¥ er de til gengæld ogsÃ¥ rigtig gode.
Siden Minus Storys seneste album er bandet blevet udvidet til en sekstet, og John Congleton fra The Paper Chase har indtaget producerstolen. Det er der kommet en ganske solid plade ud af, men den er dog knap så dragende og vidunderligt sær som sin forgænger.
Danske Gravys andet udspil Glory to Our Brilliant Name byder pÃ¥ en lettere psykedelisk blanding af 60′er inspireret syrerock tilsat elementer af punk, hiphop og elektronik fra en iskold skurvogn pÃ¥ Amager anno 2007. Det har givet plads til mange spændende detajler, men desværre pÃ¥ bekostning af finishen.
Med en gasovn trukket ned over hovedet og melodierne strittende ud som toiletpapir under hælen forsøger Jerry Fels at vælte ind i dit soveværelse. Find hængelås, brædder og jernkæder frem.
Den norske indietronica-duo Sirka Ragnars debut-ep er en lille perle, der nærmest insisterer på at blive spillet igen og igen. På bare 17 minutter gør Sirka Ragnar landsmændene Röyksopp og Kings of Convenience rangen stridig som Norges bedste duo.
Med Yellow House, opfølgeren til debuten Horn of Plenty fra forrige år, byder amerikanske Grizzly Bear på et overraskende, men vellykket hamskifte fra mørk og indadvendt, usleben firespors-lofi til velproduceret, flimrende lys og let folk.
Eklekticisme i rockmusik er som oftest et udtryk for et manglende fokus, men svenske Per Svensson har med rødder i 80’ernes punk og under navnet The New Alchemy stor succes med samle flere af rockens inderlige stilarter uden af den grund at spille klovn eller lefle for avantgarden.
Et skævt og skramlet lofi-overflødighedshorn af et dobbeltalbum – garneret med en nærmest nonchalant letsindig produktion. Denne 2-i-1′er indeholder faktisk en del fine indslag, om end 22 numre er lige i overkanten.
Svensk punkrocks svar på Olsen-tvillingerne. Men hvor Mary-Kate og Ashley er Hollywoods version af sød og nuttet, er Dräp En Hund de to teenagepiger med mest attitude på rockscenen. Selv om ikke alle numre virker lige godt, er det svært at undgå at blive tiltrukket af de to tøsers skramlede punkrock.
Debutalbummet fra de unge nordmænd i YPOFH mangler ikke retning og stil – derimod skal de i gang med at supplere den friske fjeld-luft med fantasi og opfindsomhed, hvis de vil undgå at forsvinde mængden.
Amerikanske Quasi spiller en underlig form for røvballe-lofi på deres seneste udspil. Musikken er skramlende kaotisk, bluesinspireret og lettere deprimerende, og det gør det svært ikke at blive svimmel, når man lytter til pladen. På trods af dette formår amerikanerne at levere et af deres hidtil bedste albums.
Svenske Sarah Assbring har lavet dette album helt alene og er sluppet rigtig godt af sted med sin varierede og dynamiske udgave af singer/songwriter-genren. Pladen er mestendels tyst og sørgmodig, men ikke desto mindre et behageligt bekendtskab.
Obstinate Esther-bagmanden Carl Cristian Tofte giver populærmusikken et spark bagi ved at udgive musikalske arkivklip, hvis opfindsomhed og melodisans overgÃ¥r det meste. Til gengæld mÃ¥ musikken eksistere under kummerlige lydkvalitetsmæssige forhold. That’s lofi!
Selv om man er ung, kan man heldigvis sagtens havde noget på hjerte, der kan berøre andre end éns jævnaldrende. Det beviser 19-årige Niklas Steffensen under aliaset Low Fire med fem ferme og ligefremme lofi-sange, det er svært ikke at finde charmerende.
Team LG og deres fine, samplede montage-lignende indiekompositioner er historie, men det er der nogle mennesker i London, der har besluttet sig for at de ikke behøver at være alligevel. Heldigt for dem – på sin vis lidt ligegyldigt for os.
