Tag - lofi

Plader

Tender Buttons: s.t.

"Idet jeg ikke kunne finde nogen forbud, de tre danskere havde overtrådt, måtte jeg lade dem gå. Nu har jeg så fulgt op på sagen ved at lytte til den plade, de har lavet – og jeg tror godt, at jeg kan afvise, at de havde eller har kriminelle hensigter."

Plader

The Jena Campaign: s.t.

Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.

Plader

Mount Eerie: No Flashlight

Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.

Plader

Why?: Sanddollars EP

Anticon plejer at være synonym med alternativ hiphop, men på seneste udspil fra selskabet med trioen Why? skal man have den store lup frem for at finde den afroamerikanske inspiration. Til gengæld er der charmerende folkpop for alle pengene.

Plader

Washington: A New Order Rising

Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.

Plader

The Press: Noxious Saucy Beast

Usundt uforskammet bæst. Sådan lyder den direkte oversættelse af titlen på amerikanske The Press' debut-ep Noxious Saucy Beast. Men resultatet er nu ikke særligt frastødende, medmindre man får grønne knopper af god gammeldags, rastløs punk-energi.

Plader

Branches: s.t.

Rå i kanten, men blød i midten. Skæv rock med klokkespil og dansevenlige kompositioner. Branches forholder sig aldrig helt til én bestemt genre, hvilket ofte falder mindre heldigt ud, men i dette tilfælde smitter legen, og man føler sig egentlig godt underholdt.

Plader

The Unicorns: Who Will Cut Our Hair When We’re Gone?

The Unicorns eksisterer ikke længere, og det er ærgerligt. For deres sidste plade Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er et lille livsbekræftende popmesterværk, der forryger og underholder fra start til slut. Legesygen har sjældent haft så stor en plads på et album.

Plader

Patrick Wolf: Wind in the Wires

Ulven kommer, men der er ingen grund til at løbe væk. Ungersvenden bag Wind in the Wires er sprængfyldt med talent, hvilket i dette tilfælde overskygger det faktum, at det kan være svært at lave plade nummer to.Ind imellem må man takke skaberen for, at ikke alle unge mænd går til fodbold, sidder foran deres Playstations eller bruger et år i militæret på at grave huller og skyde med løst krudt.

Plader

Minus Story: Heaven and Hell EP

¨Den amerikanske kvintet Minus Story leverer med Heaven and Hell-EP’en et bud på, hvordan man udfylder ventetiden mellem to plader. Musikalsk kan der trækkes paralleller fra Mercury Rev og Neil Young til New Orleans-jazz, og selvom resultatet er middelmådigt, er der håb for den kommende plade.

Plader

Adam Green: Gemstones

Adam Green, den excentriske klovn fra The Moldy Peaches, har udgivet sin tredje soloplade, Gemstones. Adam Green leger videre i sit bizarre og løjerlige univers, men han formår ikke at skabe de ædelstene, albumtitlen råber så højt om.

Plader

Slowblow: s.t.

I forsøget på at nå ud til et større publikum har islandske Slowblow allieret sig med sangeren Kristin Anna Valtysdottir fra ligeledes islandske múm. Det unikke lydunivers skabes med hjælp fra bl.a. symaskiner (!) og blikspande ... og resultatet er fremragende!