"Idet jeg ikke kunne finde nogen forbud, de tre danskere havde overtrådt, måtte jeg lade dem gå. Nu har jeg så fulgt op på sagen ved at lytte til den plade, de har lavet – og jeg tror godt, at jeg kan afvise, at de havde eller har kriminelle hensigter."
Meditativ minimalisme. Ingen store armbevægelser. Ingen skæv udvikling gennem numrene. Ingen markant gennemslagskraft. Men svenske Dag Rosenqvists debutalbum er alligevel rart at lytte til alligevel – for det meste.
Debut fra semi-akustisk duo, der ligger et sted mellem lofi, sadcore og country. Charmefaktoren er pænt høj, men standarden ujævn, og produktionen er sine steder direkte forfejlet. Enkelte skiller sig positivt ud, men man savner en gennemgående nerve.
Seneste album fra den særegne amerikaner Phil Elverum har en ganske dækkende titel. Der er for langt størstedelen af numrenes vedkommende ikke skyggen af lys eller lygte. Elverum er mindre støjende, end han plejer, og det giver musikken et mere afdæmpet og dystert udtryk.
Bill Callahan har lavet en meget harmonisk plade, og selv om man ikke bliver småkåd og lystig af at lytte til den, pibler der alligevel små lyse perler frem fra hans mørke univers, og resultatet rammer næsten Bull's Eye.
Anticon plejer at være synonym med alternativ hiphop, men på seneste udspil fra selskabet med trioen Why? skal man have den store lup frem for at finde den afroamerikanske inspiration. Til gengæld er der charmerende folkpop for alle pengene.
Jerry Fels’ musikalske univers er et helt igennem finurligt sted med en hel del pudsige detaljer. Og giver man sig tid til at grave lidt i den minimalistiske lofi, bliver How to Make Enemies and Influence Strangers en ganske god sonisk følgesvend på en våd og kølig sommerdag.
Denne unge norske trio spiller, som om de har 25 år bag sig som band, og trækker på inspirationer fra både The Doors og countrygenren. Det resulterer i en del gribende og melankolske lofi-perler samt deciderede popnumre, der sagtens kan vinde fodfæste hos et større publikum.
Usundt uforskammet bæst. Sådan lyder den direkte oversættelse af titlen på amerikanske The Press' debut-ep Noxious Saucy Beast. Men resultatet er nu ikke særligt frastødende, medmindre man får grønne knopper af god gammeldags, rastløs punk-energi.
Rå i kanten, men blød i midten. Skæv rock med klokkespil og dansevenlige kompositioner. Branches forholder sig aldrig helt til én bestemt genre, hvilket ofte falder mindre heldigt ud, men i dette tilfælde smitter legen, og man føler sig egentlig godt underholdt.
The Unicorns eksisterer ikke længere, og det er ærgerligt. For deres sidste plade Who Will Cut Our Hair When We’re Gone? er et lille livsbekræftende popmesterværk, der forryger og underholder fra start til slut. Legesygen har sjældent haft så stor en plads på et album.
Ulven kommer, men der er ingen grund til at løbe væk. Ungersvenden bag Wind in the Wires er sprængfyldt med talent, hvilket i dette tilfælde overskygger det faktum, at det kan være svært at lave plade nummer to.Ind imellem må man takke skaberen for, at ikke alle unge mænd går til fodbold, sidder foran deres Playstations eller bruger et år i militæret på at grave huller og skyde med løst krudt.
¨Den amerikanske kvintet Minus Story leverer med Heaven and Hell-EP’en et bud på, hvordan man udfylder ventetiden mellem to plader. Musikalsk kan der trækkes paralleller fra Mercury Rev og Neil Young til New Orleans-jazz, og selvom resultatet er middelmådigt, er der håb for den kommende plade.
Adam Green, den excentriske klovn fra The Moldy Peaches, har udgivet sin tredje soloplade, Gemstones. Adam Green leger videre i sit bizarre og løjerlige univers, men han formår ikke at skabe de ædelstene, albumtitlen råber så højt om.
Hollandske John Wayne Shot Me spiller tweepop med ironisk kant. Desværre mangler den en hel del musikalsk substans.
I forsøget på at nå ud til et større publikum har islandske Slowblow allieret sig med sangeren Kristin Anna Valtysdottir fra ligeledes islandske múm. Det unikke lydunivers skabes med hjælp fra bl.a. symaskiner (!) og blikspande ... og resultatet er fremragende!
Som om vi ikke har nok stemningsfyldte og varme americana-plader! Det er bare svært at modstå, når det gøres så behageligt som her.
Ep'en viser ikke nye sider af bandet, men fortsætter umiddelbart i det festlige univers, der præger deres debut!
"Soft and pretty, really. Just soft and pretty."
Engelsk tomands-band der gennem deres støjende og energiske lofi giver et bud på rock’n’roll anno 2003.
