Tag - mørk

Plader

Esben and the Witch: Wash the Sins Not Only the Face

Esben and the Witch holder storvask for synd i alle sorte nuancer. Her er stadig ingen fokus på at lokke lytteren med melodier. Snarere rives man af sted af soniske strømme og bedøvende sirenesang, der her og der ender i deciderede plumrede lydbilleder, som nok overmander, men i sin mangel på kontrast ender med at fremstå statisk kvælende.

Plader

My Beloved: Soil

Uden at være hverken revolutionerende eller verdensklasse formår københavnske My Beloveds fjerde udspil dog alligevel at være en solid og veludført postrockplade, som sagtens kan sættes på repeat flere gange.

Koncerter

Primavera ’12: Demdike Stare, 02.06.12, ATP, Parc del Fòrum, Barcelona

I det fortættede mørke dukkede små, tvetydige glimt af menneskelighed op og lukkede publikum indenfor – blot for at lade os fare vild i uendelige, ekkoende skakter af skarphvæsset industrial eller hænge fast i mudrede, sugende ambientmoser. Demdike Stare legede kispus med koncertgængerne, og vi fik os en forrygende rundtur i et univers, der kommer til at hjemsøge drømme såvel som mareridt fremover.

Plader

The Great Dictators: When I Waltz EP

The Great Dictators univers er spændende, mørkt og folket. De er ikke bange for at bruge alternative instrumenter, og teksterne er skarpe og selvkritiske. Debutpladen kommer til efteråret, og forventningerne er tårnhøje, efter EP'en "When I Waltz".

Plader

Farven Fornem: DNA

Farven Fornem leverer dansksproget elektropop af den finere slags. Albumdebutanterne bekender kulør og giver med DNA et seriøst og lovende bud på, hvordan danske melankolske tekster kombineres med storladne elektroniske lydflader.

Plader

CANT: Dreams Come True

Produktionen er ikke til at sætte en finger på, men Grizzly Bears Chris Taylors solodebut som CANT er svær helt at få hold på. Den mørke og detaljerige elektropop efterlader aldrig et klart billede på lytterens auditive nethinde.

Plader

Betting on the Mouse: BOTM EP

Nogle gange er kan det være en fantastisk positiv oplevelse at blive smådeprimeret og trist til mode. Det er i høj grad tilfældet, når det sker i selskab med Betting on the Mouse.

Plader

Manden fra O.N.K.E.L: s.t.

Manden fra O.N.K.E.L har udgivet seks børnesange, men glem alt om den traditionelle indpakning og frygt for Pa-Papegøje eller Tangokat. Her emmer stemningen af Tindersticks og noget meget dystert.

Plader

Small Things on Sundays: 4 AM // More

Lyden af postapokalyptisk stilstand er altoverskyggende på Small Things on Sundays' dystre ambientplader. Det er veludført og overraskende detaljerigt, men duoen kunne med fordel give plads til mere struktur for at fremhæve musikkens aktiver.

Plader

Perfume Genius: Learning

Den amerikanske lo-fi-troubadur Mike Hadreas debuterer som Perfume Genius. Han har nørklet bag hjemmets fire vægge, og resultatet er Learning, hvor vi har mulighed for at møde denne følsomme særling.

Plader

Bjørn Svin: Browen

En af dansk electronicas grand old men er tilbage med en plade, der er mørk og alvorlig uden at være voksen på en old måde, og som er god, men uden at være decideret grand.

Plader

Under Byen: Alt er tabt

Alt er tabt er helt klart Under Byens mest legesyge og eksperimenterende album. Det er ikke bandets stærkeste, men man får en lytteoplevelse af de sjældne, og det er imponerende, så skævt en melodi kan vrides, uden at det kammer helt over.

Plader

The Cesarians: s.t.

The Cesarians åbner op for et paranoiafyldt univers, fyldt til randen med dystert marionetteater og depressive dissonanser – på et første udspil der ligger tættere på balkanmusik end regulær rock. Det er anderledes og ganske virkningsfuldt.

Plader

The Great Depression: Whatever You’re Building

Intensiteten og det passivt aggressive klæder The Great Depression, især når det hele slippes løs over lytteren. Det sker desværre først på pladens sidste nummer, og det en postgang for sent til at glemme langsomheden og de lidt for dominerende, apatiske kammerpop- og shoegazerelementer.

Plader

Kellermensch: s.t.

Kan man kombinere storladen, emotionel rock med en postpunket rytmegruppe og dødsmetal-growl? Det mener Kellermensch fra Esbjerg, og hvis man lytter til deres debutalbum, lyder det som om, de har ret. En sammensmeltning af ulige størrelser bliver i deres hænder til et koncentreret udtryk.

Plader

The Cure: 4:13 Dream

»The world is neither just nor unjust,« sang Robert Smith på The Cure-albummet Bloodflowers. Det virker nu alligevel urimeligt over for yngre konkurrenter, at The Cure efter så mange år og udgivelser stadig laver så storartede plader som den nyudkomne 4:13 Dream.

Plader

My Beloved: Force Feeding Love

Instrumental musik noir med gæstevisit fra Current 93's John Contreras stikker sit grimme ansigt frem og griner dig lige op i ansigtet. Støjende guitarer og smertefuldt storladne lyd- og klangflader spredes ud over den sagesløse lytter. Men også i det grimme finder det smukke en sprække at kravle ind i.

Plader

Woven Hand: Ten Stones

På Woven Hands nye album Ten Stones går den mørke americana igen, men albummet er underligt inkonsistent. Nogle steder mangler tidligere tiders intensitet. I andre langt mere rockede sange, end man er vant til fra den kant, kommer den i rigt mål. Og så er der et bossanova-nummer.

Plader

Larsen and Furious Jane: Zen Sucker

Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, "because it's worth it".

Plader

Symptoms: Calm

Danske Symptoms tager favntag med trommerne og undersøger deres position som hovedinstrument i en verden af mørk ambient. Trommeslageren Silas Graae fra Mew medvirker og er med til at skabe et eksperimenterende og trommevirtuost værk. Men hvordan man egentlig lytter til albummet, er et godt spørgsmål.

Plader

Said the Shark: Silly Killings

Said the Shark byder velkommen til et mørkt univers, hvor kærligheden kun eksisterer som en teoretisk størrelse. Ingen af personerne i sangene stræber efter den. Den er en utopi, der kun kan være af akademisk interesse. Det er i både tekst og musik desillusionerende og nedslående, men det er også forbandet godt.

Plader

Clark: Turning Dragon

Pladekøbere, der holdt af Clarks seneste album pga. den tilbagelænede stil, kan godt forberede sig på et chok. Den engelske musiker fokuserer nu på hårdtpumpede, skræmmende beats og kradserier. Men bliv hængende, for Clarks musik er velproduceret og imponerende.

Plader

Murcof: Cosmos

På sit tredje rigtige album har mexicanske Murcof forladt det nedbarberede, rytmeprægede lydbillede og givet sig i kast med klassisk funderet drone med tonsvis af mørke og depressive undertoner. Det er nogle gange imponerende godt, og andre gange præget af, at Murcof ikke helt er på hjemmebane.

Plader

I Got You on Tape: 2

Med monotoni og mellemtempo som virkemidler er I Got You on Tapes anden plade ikke helt nem at komme ind på livet af. Men den tålmodige lytter vil finde skjulte sangskatte på 2. Fænomenalt flettet guitarspil hjælper til at åbne dørene til en mørk popverden, der låner fra både Luna og Lush.

Plader

Decorate. Decorate.: Normandie

De seks gutter i Decorate. Decorate. har fundet sammen om en forkærlighed for storbymørkerock, som vi kender fra Joy Division og Interpol. Med styr på virkemidlerne formår debutanterne at fremmane et iskoldt tungsind, men arven fra forbilleder formår de ikke at løfte.

Plader

Mokira: Hateless

Det er som at rejse ind i sig selv og pludselig få adgang til tankerne på en helt ny måde, når man lytter til Mokiras seneste album ved høj lydstyrke. I løbet af 55 minutter vrides bas og støj rundt i den musikalske manege, så både ører og hjerne virkelig kommer på arbejde. Foruroligende og dragende.

Plader

SGNL_FLTR: Chrono

Danny Kreutzfeldt er mest kendt som noise-musiker. Men han laver også musik under en række pseudonymer. Et af dem er SGNL_FLTR, og det bruger Danny Kreutzfeldt, når han laver minimalistisk, mørk techno. Chrono er hans andet SGNL_FLTR-album, men det virker som en famlende debut.

Plader

Karsten Pflum: Idhax

Karsten Pflum har sagt farvel til sin lettere pjankede udgave af 90'ernes drill'n'bass og forsøger sig i stedet med dyster og yderst indadvendt electronica af en ganske minimal slags. Alt i alt har han held med projektet.

Plader

Wilderness: Vessel States

Wilderness er storladen rock, når det er både bedst og værst. De højtråbende ambitioner forstærket af en forsanger med en stor stemme og guitarer, der næsten når Television-højder i pompøsitet, falder desværre til jorden under deres egen vægt.

Plader

The Black Heart Procession: The Spell

Indierockerne fra San Diego har sagt adjø til de latinske virkemidler fra forrige udspil, men bevaret den sørgmodige tone. The Spell er ikke lydsporet til en dag på stranden. Faktisk får man mest ud af pladen, når solen er gået ned – dér kan man til gengæld også opleve magi.

Plader

Transmission Low: s.t.

Transmission Low står over for udgivelsen af deres debutalbum. På denne demo viser københavnerbandet, at de kan skrive nogle fængende sange. Men da de hverken er særlig alsidige eller på nogen måde dragende, vil bandets første fuldlængdealbum næppe vække større opsigt.

Plader

Final: 3

Justin Broadrick (Napalm Death, Godflesh, Techno Animal og Jesu) sætter lytteren på en hård prøve med sin fascinerende og særdeles krævende ambient-noise. To og en halv times spilletid er lige rigeligt.

Plader

Calla: Collissions

Undergrunden er blevet for lille, og på deres fjerde album kæmper amerikanske Calla bravt for det store gennembrud. I cirka tre minutter. Derefter er det atter tilbage til den grå hverdag, og det gør faktisk ikke noget som helst.

Plader

Film School: s.t.

Det er mørkt, røgfyldt og smager af 80'erne. Film Schools andet udspil reproducerer i fin stil lyden af tidlig The Cure og det dystre Manchester, blandet med shoegazing og ærlighed. Og det er slet ikke så dårligt igen.

Plader

Magnolia Electric Co.: Hard to Love a Man EP

Et nyt kvartal – en ny udgivelse fra Magnolia Electric Co. Sådan har det næsten set ud for Jason Molinas projekt her i 2005. Men på trods af den uhyre produktivitet er niveauet dog stadigvæk lige så højt, som stemningen er langt nede.

Plader

Geniuser: Mud Black

Den tidligere Wolfgang Press-forsanger Mick Allen bringer tyngde til et melodisvagt projekt, hvis forsøg på at forene det menneskeligt dunkle og det elektronisk elegante ender ganske enestående, men desværre også uvedkommende.