Den amerikanske lo-fi-troubadur Mike Hadreas debuterer som Perfume Genius. Han har nørklet bag hjemmets fire vægge, og resultatet er Learning, hvor vi har mulighed for at møde denne følsomme særling.

Caress er et på én gang smertefuldt og ufattelig smukt støjrockende bekendtskab, der efterlader mig ‘in a Free Electric State of mind’…

Karen Elson – supermodel og gift med Jack White – debuterer med et udspil, der låner fra bl.a. americana, folk og country. The Ghost Who Walks vil og kan rigtig meget, men bliver aldrig et helstøbt album.

Ung psychrock-duo imponerer på deres andet udspil med store klanglandskaber og en snigende melankoli.

Mørk pop med pletvist geniale afstikkere. It’s Frightening har sine fantastiske øjeblikke, men desværre lige så mange knapt så gode.

En af dansk electronicas grand old men er tilbage med en plade, der er mørk og alvorlig uden at være voksen på en old måde, og som er god, men uden at være decideret grand.

Amerikanske Spoon både forkæler og forskrækker med denne perle af en indierockplade.

Melankoli og mol i rigelige mængder kombineres på Become Secret med sorgfulde celloer og verdensfjern skønsang. Negativiteten bliver for overvældende.

Når man er faret vild i en natlig snestorm på Amager Fælled, er The Golden Archipelago måske verdens mest passende soundtrack. Heldigvis tror man også på pladens fortællinger om naturkræfter og isolation hjemme i stuen.

Alt er tabt er helt klart Under Byens mest legesyge og eksperimenterende album. Det er ikke bandets stærkeste, men man får en lytteoplevelse af de sjældne, og det er imponerende, så skævt en melodi kan vrides, uden at det kammer helt over.

Københavnske New TV Wonders – tidligere The League – giver et udmærket bud på, hvordan man kan forene energi med det mere mørke, uden at det går ud over popgenrens lette og ligefremme kvaliteter.

Vores færøske broderfolk kaster støjende, mørke skygger over hjemlandet, og vi præsenteres for Knút, der lover psykedelisk gospelpop. Han holder sit løfte.

Efter et årti i kamp mod alt og alle har Kirby sagt farvel til anarkistisk støj og ophavsretskrænkelser. I stedet har han skabt en uventet rørende og respektindgydende ambient-kolos: en knap fire timer lang følelsesmæssig mavepumper.

Jens Blendstrup savner bier fra Naturcenter Vestamager, men alligevel forbistrer She Keeps Bees på fremragende vis med deres mørktflydende indiepop.

Rå, intuitiv og minimalistisk. Det niende album fra Willard Grant Conspiracy er en retrospektiv rejse ind i bagkataloget, hvor nye og gamle sange bliver præsenteret i et live-lignede format, med løse strukturer og plads til eksperimenter.

The Cesarians åbner op for et paranoiafyldt univers, fyldt til randen med dystert marionetteater og depressive dissonanser – på et første udspil der ligger tættere på balkanmusik end regulær rock. Det er anderledes og ganske virkningsfuldt.

2009, 2009. Energi, energi. Guitar, guitar. Mørke, mørke. Lyrik, lyrik. Må jeg præsentere Decorate Decorate.

Intensiteten og det passivt aggressive klæder The Great Depression, især når det hele slippes løs over lytteren. Det sker desværre først på pladens sidste nummer, og det en postgang for sent til at glemme langsomheden og de lidt for dominerende, apatiske kammerpop- og shoegazerelementer.

Kan man kombinere storladen, emotionel rock med en postpunket rytmegruppe og dødsmetal-growl? Det mener Kellermensch fra Esbjerg, og hvis man lytter til deres debutalbum, lyder det som om, de har ret. En sammensmeltning af ulige størrelser bliver i deres hænder til et koncentreret udtryk.

»The world is neither just nor unjust,« sang Robert Smith på The Cure-albummet Bloodflowers. Det virker nu alligevel urimeligt over for yngre konkurrenter, at The Cure efter så mange år og udgivelser stadig laver så storartede plader som den nyudkomne 4:13 Dream.

Instrumental musik noir med gæstevisit fra Current 93′s John Contreras stikker sit grimme ansigt frem og griner dig lige op i ansigtet. Støjende guitarer og smertefuldt storladne lyd- og klangflader spredes ud over den sagesløse lytter. Men også i det grimme finder det smukke en sprække at kravle ind i.

Et velopdragent publikum gav plads til at lade den tidligere Isobel Campbell og hendes prins Lanegan skabe afdæmpet magi, indtil der blev hamret i klaveret under ekstranumrene, der blev koncertens klimaks.

På Woven Hands nye album Ten Stones går den mørke americana igen, men albummet er underligt inkonsistent. Nogle steder mangler tidligere tiders intensitet. I andre langt mere rockede sange, end man er vant til fra den kant, kommer den i rigt mål. Og så er der et bossanova-nummer.

Larsen and Furious Jane har været hos stylisten for at få et musikalsk make-over, og mørk rock har erstattet de tidligere americana-dispositioner. Det nye udtryk kræver muligvis lidt tilvænning, men tag bare chancen alligevel, “because it’s worth it”.

Danske Symptoms tager favntag med trommerne og undersøger deres position som hovedinstrument i en verden af mørk ambient. Trommeslageren Silas Graae fra Mew medvirker og er med til at skabe et eksperimenterende og trommevirtuost værk. Men hvordan man egentlig lytter til albummet, er et godt spørgsmål.