Tag - Marissa Nadler

Selvom amerikanske Marissa Nadler ikke helt formår at ramme den samme magi som på hendes senste to udgivelser fra 2016, så rummer For My Crimes også deciderede højdepunkter.

Traditionen tro samler vi ved årsskiftet op på nogle af de relevante udgivelser, som vi ikke fik anmeldt i løbet af det forgangne år. Nogle væsentlige album fra 2016 havde vi ganske enkelt ikke tid til at skrive om, og andre gik under radaren. Det råder vi bod på her.

Marissa Nadlers nyeste album er en tung og dyster fortælling, der vipper mellem dyb fortvivlelse og glimt af håbefuldhed.

Drømmende, gotiskt og hamrende smukt. Ja, Marissa Nadlers udtryk er ikke af denne verden. Den amerikanske mystiker har lige siden udgivelsen af Ballads of Living and Dying tryllebundet drømmere og fantaster verden over med sine narkotisk drømmende folksange, der, indsmurt i en nærmest spøgelsesagtig rumklang, etablerer et musikalsk eventyrland, hvor pastorale metaforer og fortællinger om forlist kærlighed dystert florerer. Hører man til dem, der bare ikke kan få nok af denne musikalske ener, og hendes særegne univers, er der nu godt nyt. Ovre på Nadlers webshop kan du nu købe et spritnyt album, hvor den amerikanske sangfugl fortolker 17 af sine favoritsange. Marissa Nadler står selv for distributionen samt artworket, og ifølge hende selv går et muligt overskud til finansieringen af et kommende album.

Nøj. Sikke en opslugende, besnærende og livsbekræftende oplevelse. Marissa Nadler synger, så fuglene kvidrer, og samtidig med en tyngde i sin stemme, der trænger igennem alt panser og sætter sig uudslettelige spor.

Hende Nadler, hun kan noget. Med stemmen, med stemningen og med den lille sangskat, hun på sit fjerde album fint udvider. Hun har ikke lavet sit livs mesterværk, og pladens forsøg ud i de små eksperimenter er ikke helt vellykket, men det er stadig tæt på at være fænomenalt.

Den unge dame er på roadtrip Den 3. marts udkommer det nye album med Marissa Nadler på Kemado. Det er der jo ikke så længe til, så det må være på tide med lidt hype. Nu skrev jeg godt nok også om det sidste år, men nu hvor vi er lidt tættere på udgivelsesdatoen, begynder der at dukke flere oplysninger op. For det første så kommer albummet til at hedde Little Hells. For det andet ser tracklisten sådan her ud: 1. Heart Paper Lover 2. Rosary 3. Mary Come Alive 4. Little Hells 5. Ghosts & Lovers 6. Brittle, Crushed & Torn 7. The Whole Is Wide 8. River of Dirt 9. Loner 10. Mistress Og for det tredje kan man se videoen til “River of Dirt”, hvor hun er på bustur med en flok farverige personligheder og verdens flotteste grønne øjne, her:

Marissa Nadler udgiver opfølger til Songs III: Bird on the Water Den kære folk-sanger Marissa Nadler udgiver opfølgeren til den svært populære Songs III: Bird on the Water i starten af 2009 på Kemado. Pladen bliver produceret af Chris Coady, der bl.a. har arbejdet med Blonde Redhead, TV on the Radio og the Yeah Yeah Yeahs, og udover hende selv spiller Myles Baer (Black Hole Infinity), Farmer Dave Scher (Beachwood Sparks, Rilo Kiley, Interpol, Elvis Costello) og Simone Pace (Blonde Redhead) på pladen. Ifølge nyheden på hendes hjemmeside afsøger hun nye lydlandskaber, så det skal nok blive spændende at høre, hvor de bærer hende hen.

Marissa Nadler har med Songs III: Bird on the Water begået sit andet mesterværk i streg. Albummet består ikke kun af Nadlers foreløbigt fineste kompositioner og en opdateret klassiker. Det viser også en forfinelse af det gotiske element i amerikanerens melankolske folksange.

2007 blev lidt af et comeback-år. Og her refererer vi ikke til, at Karen Jespersen fik sig en ny ministerbil efter at have lært at lægge trykket i ordet ‘vensteorienteret’ anderledes. Vi hentyder ikke til DR’s tilbageerobring af titlen som landets mest omstridte nyhedsmedie, og vi har endda heller ikke Andrea Elisabeth Rudolphs tilbagevenden til såvel Vild med dans som Se & Hørs glittede sider i tankerne. Nej, vi tænker såmænd bare på, at der har været rigtig meget snak om musikalske comebacks i årets løb. Smashing Pumpkins vendte tilbage med en plade, vi af hensyn til alle parter lader stå uomtalt. Dinosaur Jr. genopstod for alvor med et nyt album og bl.a. en buldrende høj Europa-turné. Ja, minsandten om ikke også Led Zeppelin for ganske nylig spillede en koncert sammen i London. Som om det ikke var nok, kan vi næste år vente os nye plader fra Breeders (sølle seks års ventetid), triphoplegenderne Portishead (11 år) og, nå-ja, efter alt at dømme også selveste My Bloody Valentine, der efter 17 år slipper en opfølger til deres omtrent helgenkårede album Loveless. Dem lytter vi nærmere til næste år. Lige nu er det 2007, det gælder. Redaktionen har nemlig traditionen tro været ved stemmeurnerne, og der er en hel del comebacks at hæfte sig ved – både på og uden for listen. Hvis vi starter med det sidstnævnte, kan det allerførst nævnes, at Anne Linnets tilbagevenden til den danske musikscene ikke overraskende har prellet helt af på Undertoner-anmelderne. Anderledes interessant er det, at to af dette års ellers stort opslåede genhør med amerikanske indie-mastodonter ikke har resulteret i en top 20-placering på listen. Både Modest Mouse og Interpol underpræsterede åbenbart så meget, at de ikke fik lov at komme ind i det fine selskab – hvilket for sidstnævntes vedkommende er noget af et formdyk efter topplaceringen i 2004. Clap Your Hands Say Yeah leverede ligeledes lidt af en uoplagt maveplasker med deres andet album. Animal Collectives relativt lave placering på listen sætter vel også kvaliteten af Strawberry Jam lidt i relief – i hvert fald når man medtænker fjerdepladsen forrige år. Til gengæld var AC-medlemmet Panda Bears soloplade så overrumplende god, at redaktionen har været nødt til at skulderklappe den så meget, at den efterhånden må være helt øm. Mens nogle bands altså ikke nåede tidligere tiders storhed, viser listen, at Arcade Fire var i stand til at leve op til de enorme forventninger, de tre års ventetid siden debutpladen nåede at generere. På de hjemlige kanter lod Efterklangs andet fuldlængdealbum vente på sig lige så længe – og udløste samme store tilfredshed blandt Undertoners skribenter. Men hvor især den danske liste ellers er præget af nye, unge bands som Death by Kite og Odense-triumviratet Rumskib, Causa Sui og Skøtt, Rasmussen & Munk (alle tre bands har nære relationer til hinanden) samt en af årets mest positive danske overraskelser, Slaraffenland – ja, så er der dømt comeback i den øverste ende af både den hjemlige og den udenlandske liste. At Speaker Bite Me ville vende tilbage i foråret, havde været en kendt sag længe – og at forhåbningerne til Action Painting således blev næret i fuld offentlighed, gør det ikke mindre imponerende, at kvartetten ikke blot kunne kapere dem, men også oversteg dem. Helt anderledes uventet var Radioheads genkomst. Ja, man kunne nærmest tro, at det ikke var deres, men Kristi, der blev varslet den mandag i starten af oktober. Musikpressen gik i al fald i totalt selvsving over, at Thom Yorke & co. halvanden uge efter ville udgive deres syvende album, In Rainbows, i digital form uden om hele pladebranchen – og uden at kræve anden betaling end dén, som brugerne måtte finde rigtig. 0 pund ville være lige så okay som de sædvanlige 13-14 stykker. At dømme efter de første danske anmeldelser af albummet havde den omtrent hysteriske fokusering på distributionsmodellen fået alt og alle til at glemme, at de der mp3-filer, som man kunne hente hos Radiohead, rent faktisk indeholdt musik, som man kunne lytte til og mene noget om – også uden at tage musikken som gidsel i en lang udredning om, hvordan denne nye distributionsform er et pistolløb mod pladebranchens tinding. Men det gjorde de altså, mp3-filerne. Indeholdt musik. Og mens musikindustriens fremtid stadig ligger, hvor den hele tiden har ligget – i det kaffegrums, der netop går under navnet ‘fremtiden’ – har Undertoners skribenter lyttet intenst og efter fire års plademæssig tavshed fra Oxford-bandet katapulteret Radiohead tilbage til den placering, de gennem årene har indtaget så mange gange før: helt fremme i feltet. Det er, hvad man kalder et rigtigt comeback. De danske 10 I Got You on Tape: 2 9 Jakob Skøtt, Rasmus Rasmussen og Jonas Munk: September 8 Causa Sui: Free Ride 7 Olesen-Olesen: Kain og Abel 6 Death by Kite: s.t. 5 Rumskib: s.t. 4 Raveonettes: Lust Lust Lust 3 Efterklang: Parades 2 Slaraffenland: Private Cinema 1 Speaker Bite Me: Action Painting De udenlandske 20 Electrelane: No Shouts, No Calls 19 Spoon: Ga Ga Ga Ga Ga 18 Battles: Mirrored 17 Animal Collective: Strawberry Jam 16 Twilight Sad: Fourteen Autumns and Fifteen Winters 15 M.I.A.: Kala 14 Stars of the Lid: And Their Refinement of Decline 13 Burial: Untrue 12 Iron & Wine: The Sherperd’s Dog 11 Bright Eyes: Cassadaga 10 Of Montreal: Hissing Fauna, Are You the Destroyer? 9 Caribou: Andorra 8 Jens Lekman: Night Falls Over Kortedala 7 Marissa Nadler: Songs III: Bird on the Water 6 PJ Harvey: White Chalk 5 The National: Boxer 4 Okkervil River: The Stage Names 3 Arcade Fire: Neon Bible 2 Panda Bear: Person Pitch 1 Radiohead: In Rainbows