Tag - Mark Lanegan

Manden med det gravalvorlige stenansigt, Mark Lanegan, har som solist været en del af den etablerede rockscene siden starten af halvfemserne. Mandens musikalske udtryk har ofte også baseret sig på et alvorligt udtryk, der med afsæt i en mere socialrealistisk grungeæstetik heldigvis har udviklet sig sidenhen. Det gør sig især gældende på With Animals.

Rockens raspende gravrøst er tilbage med sit mest elektroniske og synthbaserede album til dato. Lanegans evne til at skrive melankolske sange, der i deres forsætlige langsomhed hjemsøger øregangene, er uantastet, men hans flirt med synthpop og new wave er ikke altid overbevisende.

Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.

Mark Lanegan bryder næsten otte års albumstilhed med en plade, der har enkelte melodiske højdepunkter, men desværre også er karakteriseret ved gammelmands-fade vokalpræstationer og en tam produktion.

Isobel Campbell og Mark Lanegan tilfredsstiller lytterens tørst efter nostalgi med deres tredje fælles udspil, og endnu en gang kan man fortabe sig i blues, folk og country spændt ud mellem vokaler af silke og sandpapir.

Hvad siger vinduet? Et meget beskedent lag sne dækker alle de utilgåede arealer. Ikke meget, men en lille smule, og det er også nok så tidligt i januar. Jeg lytter til Keep Me in Mind Sweetheart, en stille og rolig ep, der er rigtig god at sidde og kigge på nedfaldende sne til.

Fredagsvideo: Bomb the Bass: Black River Sidste år udgav Bomb the Bass sit første album, Future Chaos, i 13 år uden særlig meget opmærksomhed. Til trods for at Tim Simenon, der står bag projektet, er lidt af en elektronisk nybryder helt tilbage fra 80’erne, hvor han lavede op til flere hits, bl.a. med Neneh Cherrry. Som Bomb the Bass udgav han både den klassiske debut Into the Dragon og den sidste og meget roste plade Clear fra 1995 med bl.a. Sinead O’Connor på vokal. Her på Undertoner fik vi da heller ikke skrevet mange ord om sidste års plade, men det virker til at være en fejl, når man ser videoen til “Black River” med Mark Lanegan på vokal. Til trods for at den er vant til at spille op mod sprøde guitartoner, så fungerer den utrolig godt i Simenons afdæmpede elektroniske univers. Videoen inkluderer en mand, der klæder sig ud som heks, med det formål ubemærket at slæbe en ligpose ned til søen. Eller er det nu en ligpose?

2006 er ved at være parat til at blive pakket ned, så vi kan stille det i kælderen, på loftet eller hvor man nu gemmer arkivkasser. Men inden vi overlader året til sit støvede otium, er det på sin plads at opsummere årets højdepunkter.