Tindersticks leger på deres ottende studiealbum med genrerne. På et varieret album, der til tider tangerer det brillante, dukker de delvist frem fra deres melankolske skjul og klæder sig ud som cowboy, orkesterleder, romantiker og flipper.

Ninos Dankha, aka Prince of Assyria, lyder som en mand, der har fået slået sit hjerte i stykker, og Missing Note udgør nærmest en form for bekendelser omkring dette. Albummet tegner portrættet af en mand, der har meget at miste.

We Fell to Earth placerer sig med et intelligent og medrivende debutalbum blandt sværvægterne inden for den elektroniske genre. Et album, der ikke kun fortjener opmærksomhed, men også en plads i pladesamlingen.

Efter et årti i kamp mod alt og alle har Kirby sagt farvel til anarkistisk støj og ophavsretskrænkelser. I stedet har han skabt en uventet rørende og respektindgydende ambient-kolos: en knap fire timer lang følelsesmæssig mavepumper.

Pg. Lost har skabt et instrumentalt postrockalbum, som med en dragende blanding af det stille og det støjende skaber en stærk og engagerende lytteoplevelse.

Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.

For nylig varmede de op for Muse i Parken. Og mandag aften besøgte The Horrors København på egen hånd, da de spillede i et halvfyldt Lille Vega. Trods få publikummer og lydkiks fejlede koncertpræstationen ikke noget.

Fem kunstnere fra ind- og udland får på denne udgivelse fra danske Neh-Owh Records lov til at slippe ud af anonymiteten og få spilletid på anlægget. Og der er heldigvis gode numre imellem.

Fransk afmagt. Knitrende molpigmenter og afgrundsstemning. Brusk mellem brynene og spændte muskler i et stramt ansigt – det er ikke helt for sjov, det her. Velkommen til Trikolorens sorte rande under øjnene.

Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.

Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillman har med sin akustiske guitar skabt en samling fine singer/songwriter-sange – uden de store armbevægelser, men med ærlighed og enkelhed.

Taxi Taxi! imponerer med et nærmest fejlfrit debutalbum, men bliver aldrig mere end en behagelig afledning.

Ambient folk? Psykedelisk kormusik? Glem alt om genrer, og tag med Volcano Choir på musikalsk opdagelsesrejse.

Richard Hawley crooner videre i en noget ensformig reflektion over kærlighed og menneskelige relationer. Det er en velproduceret klassisk komponeret plade, der ikke lægger skjul på Hawleys talent, men ikke byder på hverken variation eller spænding.

PÃ¥ deres debut lover CrystalSkyButterfly en masse, de ikke kan holde. Family Silver huskes derfor mest for det, der er let at glemme igen.

Amerikanske Blitzen Trapper giver en fornem fremvisning i moderne folkrock.

Danske Kitty Wu er tilbage efter fire års stilhed. Someone Was Here emmer af storbyens ensomhed, og stilen er stram rock a la Interpol. Det er et tematisk gennemført album, men ensformigheden forklarer måske Kitty Wus manglende gennembrud.

Forventningerne til amerikanske Amazing Baby er høje og bandet er flere gange blevet udpeget til at være dette års helt store talenter med deres drømmende glamrock. Albummet Rewild hverken skuffer eller overvælder.

Charge Group udstiller en rocket ro og salig lyd, der bortmaner bekymringer og gør dagen mere harmonisk. Escaping Mankind er Radiohead, som de kunne lyde, hvis kommercialismen blev budt indenfor.

Anna Järvinen lever på sit andet soloudspil op til alle fordomme om velskårne svenske popsange og melankolske skandinaver. Det er der alt i alt kommet en rigtig fin popplade ud af.

Selvom resten af bandets medlemmer i dag er over 40 år, var Richey James Edwards stadig kun højst 28 år, da han skrev disse tekster. Hans minde æres med en plade, der stilmæssigt er 14 år gammel – fra den tid hvor manierne stadig rasede. Tak Richey.

Efter et debutalbum, der spændte bredt fra skrabede folksange til flosset indierock, har skotske De Rosa fundet et mere præcist fokus. De folkpoppede sange er produceret anderledes pænt, hvilket sagtens kunne have været generende. Sangskrivningen og pladen er bare så helstøbt, at poleringen er til at kapere.

White Lies er forståeligt nok kæmpestore i England lige nu. Med deres storladne, pompøse og energiske indierock er der en vis sandsynlighed for, at de også kan blive det i Danmark.

Denne dobbelt-ep byder både på Beirut i traditionel forstand og Beiruts dansable, lidt mere udadvendte – og ganske overraskende – IDM-fætter. Sagt på en anden måde: Melankolsk begravelsesstemning møder 90’er-inspireret, elektronisk fiksfakseri.

Munck//Johnson har siden deres seneste album udvidet med bassist, guitarist og trommeslager, hvilket har givet bandet en ny og mindre afdæmpet lyd. De nye virkemidler kom dog sjældent til deres ret ved den nye konstellations første koncert.