Tag - melankolsk

Måske tippede Kent søndag aften indimellem imod det rigeligt stillestående eller skød en smule forbi bullseye med deres sætliste. Det var heldigvis hurtigt glemt, når svenskernes suveræne pop/rock-melankoli nåede højder, der var en afslutningsturné værdig.

Plader

Kråkesølv: Pangea

Det nordnorske indierockband Kråkesølvs nye album indeholder vidunderlige rutsjebaneturer, men kunne dog godt bruge mere af samme vildskab og personlighed.

Beach Houses andet album på et år kommer irriterende tæt på den foregående Depression Cherry, og det er svært ikke at falde over lighederne i den musikalske opbygning. Men det er nu stadig en fornøjelse at lytte til Thank Your Lucky Stars, der samlet set er mere mørk og samfundskritisk end tidligere set hos Baltimore-duoen.

Eleanor Friedberger er med New View flyttet ud fra byen og ind i et nyt fortælleunivers, hvor vi inviteres ind i mere intime omgivelser, end på det hun har lavet før.

Kritiske tunger vil påstå, at Beach House kun har skrevet én sang – det er til gengæld en sang, duoen kan spille til perfektion. Kedsomheden meldte sig dog også momentvis, da de gav en optimalt castet koncert i Store Vega.

Der er ikke sket den store ommøblering af Beach Houses magiske drømmeunivers. Men hvad gør det, når den velkendte lyd aldrig før har været så raffineret og delikat som på Depression Cherry? At lytte til dette album er som at se et fyrværkeri i slowmotion. En oplevelse der aldrig bliver anstrengende eller søvnig, men som tager dig med til en hypnotisk drøm af vellyd.

A Winged Victory for the Sullens særkende er fusionen af neoklassisk og drone. Raffineret æstetik og eftertænksomme toner gør pladen til et intimt bekendtskab, der dog ikke er uden kritikpunkter.

Hvor Mike Hadreas' tidligere albums var karakteriseret ved en minimalistisk og til tider monoton sangskriverstil, er det nyeste udspil præget af sprudlende musikalsk diversitet og aggressiv selvtillid. Too Bright er vedkommende såvel som underholdende.

Kasper Bjørke slipper for en stund grebet om de mest ligefremme popmelodier og bevæger sig ud på mere melankolske og 80'er-inspirerede vidder. Det er både aktuelt og veludført som bare få af årets hjemlige udgivelser.

The National beviste endnu engang ved midnatskoncerten på NorthSide, at de kan mere end at lave anmelderroste plader. Live kan de forene den introverte melankoli, det dystre og det tungsindige med folkelighed. Det gør de så godt, at man må have et hjerte af sten for ikke at smelte.

Plader

Sumie: s.t.

Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret - og en smule ufarligt.

Plader

Nils Frahm: Spaces

Nils Frahms nye plade er et kludetæppe af små øjeblikke fra den tyske komponists koncerter de sidste to år. Og hvilke øjeblikke. Spaces er improvisatorisk og impressionistisk - og et meget passende soundtrack til en regnfuld efterårsdag.

Forsangeren i WhoMadeWho er kommet lidt længere ud end til navlen med soloprojektet Bon Homme. Men han kan stadig bunde med lidt hjælp fra Lydmor.

Plader

Ulvetimen: s.t.

Med sin fine debut-ep får de aarhusianske ulve mørket til at trænge sig på.

Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.

The Veils er tilbage med deres fjerde udspil, som byder på endnu en potent omgang storslået og melankolsk rockmusik. Der er masser mainstreampotentiale at spore, og hvem ved, måske er fjerde gang lykkens gang for Finn Andrews og co.?