Chapter har med Three forsøgt at lave et helstøbt, melankolsk folkrock-album, der tager fat på livets mere alvorlige sider. Resultatet er et selvhøjtideligt og til tider næsten irriterende dybfølt album, der føles kunstigt og uvedkommende.

The Magic Numbers har brugt samme frø som tidligere; en charmerende blanding af twee og 60′er/70′er-retropop. Men i stedet for en række magiske og farvestrÃ¥lende tweeblomster er den nye plade blevet til et bed af pæne, men kedelige ‘forglemmigblot’.

Alt godt kommer til den, der venter. Det var moralen efter et brag fra Damon Albarn og hans tegneseriehær, der dog blev skæmmet af de lydmæssige forhold på Orange.

En ep – hvorfor? Skal man virkelig nøjes med forretten, når man nu både vil have hovedret og dessert? Tja, åbenbart. Jeg har det lidt svært med disse minialbums, men det skal ikke overskygge det faktum, at Figurines har rimelig godt styr på paragrafferne.

Lali Puna er en sær lille sangfugl. Genert og krævende og samtidig fuldt ud tilgængelig. Og giver man sig tid til at komme helt ind under fjerene på den lille musikant, finder man noget, man ikke finder andre steder.

Transient Songs spiller Pavement-inspireret, klassisk indierock med psykedeliske indslag. Der er godt skruet sammen, men dybest set lidt kedeligt.

The Radio Dept. skriver stadig nydelige, små melodier med 60’er-popvokalharmonier og en skrøbelighed under støjen, men der er lidt mere synth på paletten end sædvanligvis, og det klæder produktet.

Ung psychrock-duo imponerer på deres andet udspil med store klanglandskaber og en snigende melankoli.

Første udspil fra duoen No Blood In Bones byder på rank krumryggethed, forvirrende klarhed, tyngende lethed, flygtig evighed, Kafkask selvsikkerhed og drømmende vågenhed.

Sydens tragiske skæbner danner baggrund for flertallet af sangene pÃ¥ Drive-By Truckers’ nye album. De fortælles med kærlighed, humor og et glimt i øjet.

På opfølgeren til det fantastiske debutalbum har Eagle Seagull indsnævret lydbilledet en smule, men de lyder stadig som alt godt fra indiescenen og formår stadig at tryllebinde lytteren med genremæssige krumspring.

Lige til det sidste var den sortklædte country-legende aktiv. Hans sidste udspil lyder som en mand, der står på kanten af graven med et smil på læben.

Tindersticks leger på deres ottende studiealbum med genrerne. På et varieret album, der til tider tangerer det brillante, dukker de delvist frem fra deres melankolske skjul og klæder sig ud som cowboy, orkesterleder, romantiker og flipper.

Ninos Dankha, aka Prince of Assyria, lyder som en mand, der har fået slået sit hjerte i stykker, og Missing Note udgør nærmest en form for bekendelser omkring dette. Albummet tegner portrættet af en mand, der har meget at miste.

We Fell to Earth placerer sig med et intelligent og medrivende debutalbum blandt sværvægterne inden for den elektroniske genre. Et album, der ikke kun fortjener opmærksomhed, men også en plads i pladesamlingen.

Efter et årti i kamp mod alt og alle har Kirby sagt farvel til anarkistisk støj og ophavsretskrænkelser. I stedet har han skabt en uventet rørende og respektindgydende ambient-kolos: en knap fire timer lang følelsesmæssig mavepumper.

Pg. Lost har skabt et instrumentalt postrockalbum, som med en dragende blanding af det stille og det støjende skaber en stærk og engagerende lytteoplevelse.

Tre år er gået, siden Munck//Johnson sidst udgav et fælles album. Nu er de tilbage med backingband, en fyldigere lyd og mere udadvendte numre, der dog ofte er lidt for pæne og kønsløse.

For nylig varmede de op for Muse i Parken. Og mandag aften besøgte The Horrors København på egen hånd, da de spillede i et halvfyldt Lille Vega. Trods få publikummer og lydkiks fejlede koncertpræstationen ikke noget.

Fem kunstnere fra ind- og udland får på denne udgivelse fra danske Neh-Owh Records lov til at slippe ud af anonymiteten og få spilletid på anlægget. Og der er heldigvis gode numre imellem.

Fransk afmagt. Knitrende molpigmenter og afgrundsstemning. Brusk mellem brynene og spændte muskler i et stramt ansigt – det er ikke helt for sjov, det her. Velkommen til Trikolorens sorte rande under øjnene.

Den unge engelske kvartet The xx debuterer med et formfuldendt album med velkomponerede og dygtigt udførte minimalistiske popsange. The xx imponerer, men er alligevel ikke fuldt ud overbevisende.

Fleet Foxes-trommeslageren J. Tillman har med sin akustiske guitar skabt en samling fine singer/songwriter-sange – uden de store armbevægelser, men med ærlighed og enkelhed.

Taxi Taxi! imponerer med et nærmest fejlfrit debutalbum, men bliver aldrig mere end en behagelig afledning.

Ambient folk? Psykedelisk kormusik? Glem alt om genrer, og tag med Volcano Choir på musikalsk opdagelsesrejse.