The National beviste endnu engang ved midnatskoncerten på NorthSide, at de kan mere end at lave anmelderroste plader. Live kan de forene den introverte melankoli, det dystre og det tungsindige med folkelighed. Det gør de så godt, at man må have et hjerte af sten for ikke at smelte.
Lige ved og næsten for britiske Mount Kimbie, der med deres melankolske postdubstep leverede en gennemført, ambient triumf, men som også helt unødvendigt tyede til det stik modsatte i koncertens ellevte time.
Af et debutalbum er det oplagt at forvente noget uslebent, utæmmet og sprudlende af kreativitet. Men har man disse forventninger til svensk-japanske Sumies debutplade, bliver man nok overrasket. Sumies selvbetitlede første album er langsomt, modent, velproduceret - og en smule ufarligt.
Nils Frahms nye plade er et kludetæppe af små øjeblikke fra den tyske komponists koncerter de sidste to år. Og hvilke øjeblikke. Spaces er improvisatorisk og impressionistisk - og et meget passende soundtrack til en regnfuld efterårsdag.
Forsangeren i WhoMadeWho er kommet lidt længere ud end til navlen med soloprojektet Bon Homme. Men han kan stadig bunde med lidt hjælp fra Lydmor.
Med sin fine debut-ep får de aarhusianske ulve mørket til at trænge sig på.
Mark Lanegan er atter klar med et spændende samarbejde. Den snart 50-årige dunkle crooner har nu den britiske multiinstrumentalist Duke Garwood som co-pilot på Black Pudding. Lanegans havdybe, vibrerende stemme suppleres elegant af Garwoods guitarspil, der på en og samme tid er skramlende upræcist og drømmende tight.
The Veils er tilbage med deres fjerde udspil, som byder på endnu en potent omgang storslået og melankolsk rockmusik. Der er masser mainstreampotentiale at spore, og hvem ved, måske er fjerde gang lykkens gang for Finn Andrews og co.?
Den svenske duo Mire Kay har i folkens og melankoliens tegn udgivet sit første fuldlængdealbum. Der er tale om en række stemningsmættede og velkomponerede sange, men i sin helhed tenderer albummet lidt til spænde ben for sig selv.
Den er god nok. The National kan stadig ikke skrive popsange. Til gengæld kan de så meget andet. Som for eksempel at skrive sig helt ind i hjertet på denne anmelder. Jeg tager hatten af, bøjer mig i støvet og sender alle slags cadeaux og street creds til de fem sørgmodige mænd fra Ohio.
Godt to år efter deres debut-ep, er Betting on the Mouse tilbage med deres albumdebut. Et album, der har meget at leve op til - og sådan set lykkes ganske godt med det.
Det forholdsvist grønne danske band Temple har trodset forårsfjant og solskinsvejr og netop udgivet deres debut-ep med et kvarters langsom, dvælende melankoli. Og det slipper de ganske godt af sted med.
Den canadiske alternative singer/songwriter Hayden har efter en kortere pause udgivet sit syvende fuldlængdealbum. Us Alone hedder det, og selvom flere af sangene på direkte vis er skrevet ud fra et personligt ståsted, er der god plads til fordybelse.
På sin nye ep har Jacob Faurholt masser af udtryk og karakter, men hans skævhed kommer indimellem til at skubbe sangskrivningstalentet til side.
Med fire skruer i sin gipsindsvøbte venstre tommelfinger indspillede den tyske pianist ni enkle kompositioner til ære for de fingre, han ikke havde brækket. Resultatet er en fin lille plade, der veksler mellem smuk følelsesgranskning og letbenede strøtanker.
På sit debutalbum lægger London-duoens fusion af minimalistisk dubstep og soul sig i slipstrømmen på kunstnere som James Blake og Jamie Woon. Lyden er in og rummer stort potentiale, men som værk er albummet hverken særlig selvstændigt eller varierende i dets udtryk.
Uden at være hverken revolutionerende eller verdensklasse formår københavnske My Beloveds fjerde udspil dog alligevel at være en solid og veludført postrockplade, som sagtens kan sættes på repeat flere gange.
Et nyt kuld af dansksprogede rockbands imponerer, og nu er der kommet et nyt medlem i flokken ved navn Luftkastel. Bandet fænger og fanger med drømmevævede guitartoner og masser af sindsuddrivende rumklang, og dets debut-ep er intet mindre end fantastisk.
Den alternative rapper Aesop Rock har udgivet en ny plade. En udgivelse, hvorpå Aesop med sine hårde produktioner, karakteristiske stemme og krøllede tekster udfordrer sine lyttere på vanlig vis.
Kitty Wus femte album har sine smukke, melankolske øjeblikke, men er samtidig en fragmenteret størrelse, der trækker tråde til de tidlige 00'erne.
